Malingen skaller. Rustpletterne kanter sig omkring ruderne, som står som sorte, tomme øjne, i den forladte storebæltsfærge M/F Broen. Stor, tung og lige nu til ingen verdens nytte ligger den på land i sit gamle færgeleje i Korsør, hvor man havde forestillet sig, at den som museum skulle tiltrække turister og vise vejen fremad for Slagelse Kommune. I stedet er færgen blevet til et symbol for det modsatte. 

”Ja færgen, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” siger Christina Mortensen og ryster på hovedet. 

Hun er den ene af de to fællestillidsrepræsentanter for social- og sundhedspersonalet i en kommune, der skal spare 1,6 milliarder kroner på driften over de næste fem år. 

Læs også: Kæmpebesparelser i kommune vedtaget trods modstand: ”Fuldstændig hul i hovedet”

Dermed ligger Slagelse helt i bunden blandt de kommuner, der har lagt krisebudget for 2023. Før sommerferien blev budget 2022 helt exceptionelt genåbnet, og kommunen skulle finde 115 millioner på syv måneder. Det kostede mere end 40 af Christina Mortensens kolleger en opsigelse eller en omplacering. Stort set hele demenskonsulentteamet blev opsagt, men besparelserne er endnu ikke slået igennem.

Set i det lys, virker idéen om færgen, som allerede har kostet kommunen 17 millioner kroner håbløs. Hvis den skal vedligeholdes, kommer det alene til at koste mellem tre og seks millioner årligt. Hvis den skal blive det museumsskib, man drømte om, da politikerne stemte ja til at købe færgen, ville det koste op imod 243 millioner kroner. Et ophug løber op i 10 millioner. Og 10 millioner, når man skal spare 1,6 milliard – det er for meget.

Det værste nogensinde

”Det er allerede gået hårdt ud over forebyggelsen. Hvad det betyder for borgerne, ja, det kan man kun forestille sig,” siger Christina Mortensen om budget 2022. Men budget 2023 er værre.

Brug for genopretning

Det er stilhed før stormen, siger FOA-formand i Vestsjælland, Nichlas Riise, om budgettet, hvor alt – altså virkelig alt – har været i spil. Selv går han og venter. Måske på indkaldelsen til massefyringer. Han ved det endnu ikke helt.

”Besparelserne er så massive, at vi frygter, hvad det gør ved kommunen på sigt,” siger han og begynder at remse op. 69,5 millioner på ældreområdet. 49 på handicap og psykiatri. Godt 30 på skole og dagtilbud. Skatten stiger med et procentpoint, fem skoler lukkes, der bliver kun ét bad om ugen til de ældre, og rengøringen går der tre uger imellem i stedet for to.

”Hvis ikke der sker en genopretning, så går der maksimalt et år, og så kommer kommunen under statslig administration, det er sikkert og vist. Man har været tæt på flere gange, og jeg har selv anfægtet budgetterne i flere år. Men at økonomien ifølge politikerne er genoprettet om et par år efter det her, det tror jeg ikke på.”

Ballade-byrådet

Præcis hvad konsekvensen er på sigt, ved han ikke. Det ved man ikke. Heller ikke i byrådet, der ellers har været gode til at give hinanden ansvaret for en økonomi, der igennem flere år er kørt af sporet.

’Ballade-byrådet’, ’børnehaven’ og ’Danmarks giftigste byråd’, som medierne kaldte byrådet efter sidste valgperiode, hvor Socialdemokraterne og Liberal Alliance fandt på en alternativ løsning og skulle dele perioden i to, hvor de skulle sidde to år hver. Det endte med, at Socialdemokraternes John Dyrby Poulsen sad der i fire og tabte valget i 2021. I dag sidder Knud Vincents fra Venstre for bordenden i en kommune, der havde et underskud på 237 millioner i 2021, som ville være vokset til 313 millioner næste år, hvis ikke der blev gjort noget.

Bag forliget står et bredt flertal med Venstre, Det Konservative Folkeparti, SF, Radikale Venstre og Liberal Alliance, mens Socialdemokratiet, Enhedslisten og Dansk Folkeparti står uden for. 21 byrådsmedlemmer stemte for næste års budget, 10 imod. At det er et budget, alle i kommunen vil blive berørt af, lagde borgmester Knud Vincents ikke skjul på.

”Men hvad er den afledte effekt af så massive besparelser? Hvad er de længerevarende konsekvenser af dårlige budgetter? Hvad er det, der står tilbage om et par år? Det er det, der bekymrer os. Slagelse bliver mindre attraktiv som kommune, både for virksomheder og borgere, og hvordan kommer skattegrundlaget så til at se ud?” siger Nichlas Riise, og peger på, at en forringet service til borgerne også koster. I både skattekroner og ry.

”Jeg kan ikke lade være med at tænke på en kommune, der for år tilbage havde en af landets dårligste normeringer i dagtilbud. De kæmper lige nu med en historisk høj andel af børn og unge, der ikke er i uddannelse.”

Første gang dagplejen bliver ramt

”Vi er nødt til at tro på det bedste, ellers kører vi fuldstændig ned på det her,” siger Yvonne Andersen, der netop har haft 25-års jubilæum som dagplejer, bor i et nydeligt hus, hvor alt står som det skal og ikke lægger skjul på, at hun elsker sit arbejde.

”Det gør jeg virkelig. Jeg har også arbejdet i institution for mange år siden, og jeg må bare sige: Jeg vil ikke skifte mit job ud for noget. Dagplejen er oplagt til børn, der for eksempel er for tidligt fødte eller har nogle udfordringer, netop fordi det er den samme voksne hele tiden, og fordi her er stille og roligt. Men lige nu ved vi ikke, om vi er købt eller solgt. Vi ved ikke, hvilke rammer vi kan tilbyde vores børn og forældre,” siger Yvonne Andersen, der holder ferie, så hun i stedet for de fire faste dagplejebørn lige nu passer sine to børnebørn.

Usikkerheden for hende og hendes godt 100 kolleger begyndte i foråret. Men forårsrunden ramte ikke Slagelses dagplejere, der tilsammen passer omkring 400 børn. Det gør den nu.

”Lige pludselig blev det meldt ud, at vi ikke skal være os selv længere, men at dagplejen skal ind under institutionerne. Men hvad med gæsteplejen, skal den også være i institutionerne? Hvad med legestuerne? Vil de i virkeligheden helst afvikle den kommunale dagpleje, som den er i dag? Jeg ved det simpelthen ikke.”

Hun er også begyndt at kunne mærke det på børnenes forældre. Usikkerheden om fremtiden, som hun, på trods af at hun er tillidsrepræsentant, ikke kan give nogle klare svar på. Hvad der kommer til at ske med den tidlige opsporing eller med de pædagoger, der holder tilsyn. Eller med ledelsen.

”De vil gerne have, at folk skal flytte hertil, men det her kommer til at gå ud over vores børn og vores ældre. Det er jeg slet ikke i tvivl om.”

Velkommen til Slagelse

I FOA-huset sidder Christina Mortensen og Carsten Feldstedt. De holder pause fra de mange arbejdspladsbesøg, der på grund af besparelserne fylder deres dage for tiden. Her møder de usikkerheden i medarbejdernes øjne, når de prøver at forklare det, de endnu ikke kan forklare. De skal virke trygge, selv om de skælver indeni, som Christina Mortensen siger det.

”Vi sidder med lederne på plejecentrene, som ikke kan få dækket deres grundnorm. Som ikke har penge til at få dækket det, de skal bruge, og som har brug for eksempelvis tre medarbejdere, men ikke kan give mere end startløn.”

På specialområdet er det ikke bedre. Alene i Slagelses to store virksomheder – Specialcenter Slagelse og Autismecenter Slagelse skal der spares mellem 20 og 25 fuldtidsstillinger hvert sted, siger fællestillidsrepræsentant Carsten Feldstedt.

”Men det slutter jo ikke her. Vi frygter for, at budgettet for ’24 og ’25 bliver lige så slemt, og hvad bliver konsekvenserne af det?” siger Carsten Feldstedt og forklarer, at det i den grad er begyndt at gå ud over arbejdsmiljøet. Der er begyndt at komme sygemeldinger, folk er begyndt at få stress. Hver dag føler medarbejdere, at de ikke kan lægge sig syge for ikke at svigte deres kolleger og deres borgere.

Hvis man laver det her som en rammebesparelse på handicap og psykiatri, skal området spare seks procent i 2023 og otte procent i årene efter. Det kommer til at gøre ondt. ”Virkelig ondt”, vurderer Carsten Feldstedt om kompetenceudvikling, der ryger, aktiviteter for borgere, der lukkes ned, puljemidler, der bliver trukket.

”Det kom bag på de fleste, at det stod så grelt til. Vi vidste godt, at der var problemer, men ikke at de var så store,” siger Carsten Feldstedt og Christina Mortensen overtager:

”Jeg ved ikke, hvad der er gået galt. Jeg synes ikke, vi har ødslet med pengene. Snarere tværtimod. Jeg er bekymret for Slagelse som kommune.”

Giver lige det ekstra

Turen fra Slagelse og til Skælskør tager 20 minutter og bugter sig langs marker og gårde. Et sving til højre ved Noret på den ene side og fjorden på den anden, gennem den historiske bymidte med gamle byhuse i rødt og gult. Et til ved kirken, hvor solglimtene fra havnen rammer den klassiske skolebygning, hvor den mere end 100 år gamle Skælskør Skole med godt 200 elever ligger.

”Det bliver svært for de små, der skal have lidt ekstra,” siger pædagogmedhjælper i SFO’en, Anita Karina Tvarnø. Skolen er en ud af de fem, der skal lukkes til næste skoleår. Der har været demonstrationer, børnene har skrevet breve. Forældre og ansatte har protesteret.

”En af vores børn er begyndt at stamme på grund af det her. Nogle har grædt. Alle holder vejret her, selv er jeg da også, ja…” siger hun og tøver et øjeblik inden hun resolut slutter sin sætning.

”Det er mit liv det her. Jeg kan ikke se mig selv andre steder, og vores leder han er fandme god. Han har virkelig fået meget til at ske. Jeg er helt sikker på, at hvis han ville få et par år mere, så skal han nok få endnu flere elever til skolen,” siger hun og ryster på hovedet igen. Hun kan ikke tro det. Der er blevet snakket om det mange gange, sidste gang for otte-ti år siden. Så dum har man da ikke lov at være, mener hun. Man kan ikke lukke noget, der fungerer så godt.

”Vi har fået flere elever fra de større skoler i området, som havde bedre af at være i de små, trygge rammer, vi har her. Vi kan sagtens rumme de børn. Børn med udfordringer. Sagtens,” siger hun og forklarer, at de da også har haft børn, der er stoppet på Skælskør Skole for at komme over på en af de andre skoler.

”Men de er altså også kommet tilbage igen,” siger Anita og smider et smækkys af sted til en dreng, der råber Aniiiiita.

Kort efter vælter det ind med børn i SFO’en. Det er stadig hverdag. Lidt endnu.