Ikke flere statslige regler. Sådan vil situationen blive, hvis det udspil, som regeringen præsenterede mandag formiddag, bliver til virkelighed.

Statsminister Mette Frederiksen (S), afholdt pressemøde mandag, hvor regeringens plan ’Danmark kan mere III’ blev fremlagt. Foruden statsministeren var finansminister Nicolai Wammen (S), social- og ældreminister Astrid Krag (S) og uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) til stede.

Der blev lagt vægt på, at der fremadrettet skal skæres i administrationen og afbureaukratiseres i det offentlige. Det vil ifølge finansministeren frigøre 2,5 milliarder kroner, som alle – hver en krone – skal geninvesteres i den nære velfærd.

Ifølge finansministeren er der derudover blevet halvanden gange så mange regler, ”som da man startede”. Derfor vil regeringen indføre et regelstop, som betyder, at hvis der tilføjes en regel, skal der også fjernes mindst en regel. 

”Politikere har været elendige til at tage regler ud, når de satte nye ind. Og det er det, vi tager konsekvensen af,” sagde Wammen på pressemødet.

Udover begrænsningen af bureaukrati og nye regler, foreslår regeringen desuden, at velfærdsaftaler udbredes til alle landets kommuner, at der bliver indgået trepartsaftaler om flere kolleger til velfærden, at sosu-uddannelserne bliver styrket, og elever får løn under uddannelse.

Læs også: Ekspert: Vi mangler viden om dem, vi fejlagtigt bare kalder sosu’er

Ekspert mener, at det er for ukonkret

Sidsel Vinge, der er tidligere projektchef i VIVE og i dag er selvstændig konsulent, har beskæftiget sig meget med området. Hun mener, at det er nogle af de rigtige dagsordener, der er fat i, men hun har svært ved at se, hvordan det konkret skal lykkes:

”Det er ret svært at se, hvad regeringen konkret vil gøre med det, de kalder for ’afbureaukratisering’ og ’af med unødvendige regler’. Og det havde Nicolai Wammen også meget, meget svært ved at svare på. En stor del af problemet ligger i, at det er svært at lovgive sig ud af – hvilket jo er det, Christiansborg kan. De har et meget forenklet syn på, hvad afbureaukratisering er,” siger Sidsel Vinge.

Hun er heller ikke begejstret for ’en regel for en regel’-forslaget. Hun mener nemlig ikke, at reglernes værdi kan sammenlignes 1:1. Nogle regler, siger hun, kan kræve tonsvis af arbejde at efterleve, mens andre regler kan klares på ingen tid.

Læs også: Statsministeren vil give løn til alle elever på sosu-uddannelserne uanset alder

Fritvalgsordning og ”det kommunale selvstyre”

Én ting er at vurdere, analysere og kommentere regeringens udspil. Noget helt andet er, hvad Sidsel Vinge selv ville gøre, hvis hun sad som politiker.

- Så Sidsel, spørgsmålet til en million: hvad ville du gøre, hvis du sad som politiker?

”Jeg ville starte med at se på den måde, vi i Danmark har indført frit-valg på hjemmeplejeområdet – nemlig via en bestiller-udfører-model (BUM-model). Den måde, vi har adskilt bestilleren og udføreren af opgaven fra hinanden, giver en masse faglige medarbejdere, som ikke må deltage i leveringen af plejen, men udelukkende må bestille plejeopgaver, som andre så skal udføre,” siger hun.

BUM-modellen går ud på, at de kommunale opgaver opdeles i tre dele: en bestiller (politikere eller forvaltningen), en udfører (institutionen eller afdelingen) og en modtager, som er borgeren.

”Bestillerne – altså de kolde hænder – skal nemlig være sundhedsfaglige og skal kunne foretage en helhedsvurdering af borgerens situation og behov og så matche det med kommunens serviceniveau. Kommunerne skal ifølge lovgivningen lave kvalitetsstandarder, der siger noget ret konkret og præcist om serviceniveauet i den enkelte kommune. Det skal opdateres årligt, og dét er et stort arbejde, som også tager medarbejderne væk fra levering af kernevelfærd. Det er også noget, Christiansborg har besluttet.”

Mere ensartethed

Kvalitetsstandarderne skal nemlig udarbejdes og opdateres af det sundhedsfaglige personale. Udover at kigge på BUM-modellen vil Sidsel Vinge også tage et kritisk blik på de styringsmodeller, kommunerne har:

”Det giver ikke mening, at hver eneste kommune har hver sin version af, hvad for eksempel en social- og sundhedsassistent må udføre af sundhedslovsopgaver. Det burde kunne bestemmes ét sted,” siger hun og understreger, at det i princippet er mere eller mindre ligegyldigt, hvor det bestemmes henne. Det vigtige er, at det bliver bestemt og er ens over hele landet:

”Hvorvidt en social- og sundhedshjælper qua sin uddannelse, som jo er ens over hele landet, for eksempel må give insulin hos kendte og stabile borgere eller ej, har jeg som DJØF’er ikke nogen mening om. Men hvis hun må det i Aalborg og ikke i København, giver det ingen mening rent fagligt,” mener Sidsel Vinge og fortsætter:

”Men der bruges masser af tid på, at hver eneste kommune selv foretager en såkaldt kompetencevurdering, hvor man laver skemaer over alverdens konkrete ydelser, og hvem der må udføre hvad: Hvad må en akutsygeplejerske, en menig hjemmesygeplejerske, en social- og sundhedsassistent, en social- og sundhedshjælper – og hvad må en uuddannet?”

Sidsel Vinge nævner, at der findes flere eksempler på områder, hvor en vis detailstyring ikke har forhindret en vis autonomi:

”På folkeskoleområdet er det jo ikke den enkelte kommune, der bestemmer, hvor mange års skolegang de enkelte elever skal have, eller hvor mange timers dansk og musik de skal have. Der fungerer vi jo i den grad detailstyret, men kommunerne kan jo stadig godt drive skole på hver deres måde,” siger Sidsel Vinge.