Nyt år, nye ferier. Og dog. 2021 var et arbejdsgiverferieår, og det bliver 2022 desværre også for dig, der ikke arbejder på døgnområdet.
Det skyldes, at en række bevægelige helligdage og overenskomstbestemte fridage lander i weekender i år.
“Det er bare virkelig træls," siger Lis Svanberg, konsulent i FOA Overenskomst
Samlet set kan de fleste se frem til syv gratis fridage på grund af helligdage, der falder på en hverdag i 2022. Det er én færre end sidste år og fire færre end i 2020. Når helligdagene falder bedst, kan der hentes 12 gratis fridage på et år, skriver Ritzau.
“Det er vigtigt at begynde ferieplanlægningen i god tid, og det er altid godt med en lokal dialog om, hvordan man planlægger på arbejdspladsen,” siger Lis Svanberg og nævner som eksempel turnusordninger, om nogle har fortrin frem for andre for eksempel børnefamilier, og om der er teams, der skal planlægge ferie i forhold til hinanden?
Der er regler, der bestemmer, hvornår din ferie skal varsles. Hovedferie som for eksempel sommerferie, hvor du har ret til at afholde tre ugers sammenhængende ferie, skal varsles tre måneder i forvejen. Her skal der også tages hensyn til dine børns sommerferie. Restferie derimod skal kun varsles en måned i forvejen.
En måneds varsel gælder også, hvis din arbejdsplads holder lukket, for eksempel mellem jul og nytår, og dermed giver sine medarbejdere tvungen ferie. Du kan ikke stille krav om at møde på arbejdspladsen, hvis arbejdsgiver har varslet ferie.
Måden og fristerne for, hvordan ferien planlægges, kan variere fra arbejdsplads til arbejdsplads.
Lis Svanberg understreger, at det vigtigste selvfølgelig er, at man sørger for at holde al sin ferie inden årets udgang, så intet går tabt.