Annonce

serviceassistent Mikael Secher Dahl OUH foto heidi lundsgaard

Tema: Coronavirus

Pressede serviceassistenter går glip af bonus: ”Det skaber splid og en følelse af uretfærdighed”

Højest 75 ud af de omkring 500 serviceassistenter på Odense Universitetshospital vil få del i vinterpakken, vurderer tillidsrepræsentant Mikael Secher Dahl. ”Vi er også pressede, men alligevel bliver vi overset,” siger han.

Annonce

Serviceassistenterne på OUH føler sig overset - igen. Heidi Lundsgaard

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

Serviceassistenterne på Odense Universitetshospital (OUH) er frustrerede.
 
Årsagen er fordelingen af den særlige vinterpakke, som giver kontante bonusser til en række medarbejdere – men langt de fleste serviceassistenter må se langt efter at blive belønnet, lyder det fra serviceassistent og tillidsrepræsentant Mikael Secher Dahl:
 
”Vi er igen bagerst i køen, og det giver en følelse af at blive glemt – igen,” siger han og refererer til to tidligere aftaler om bonusser i løbet af pandemien, hvor serviceassistenterne ifølge tillidsrepræsentanten ligeledes blev forbigået.
 
”Da vi hørte om vinterpakken, håbede vi, at den ville blive mere bredt fordelt, men det er i høj grad de samme, der får én gang til.”

I alt kan omkring 10.000 medarbejdere på sygehusene i Region Syddanmark se frem til en fastholdelsesbonus på 12.000 kroner, fordi de er ansat på særligt ’vagtbelastede’ afdelinger. For medarbejdere på intensiv afsnit og akutmodtagelser vil bonussen være på 18.000 kroner.

Føler sig uretfærdigt behandlet 

Udfordringen for serviceassistenterne er, at de ikke er ansat på egentlige afdelinger, forklarer Mikael Secher Dahl. 
 
”Vi er delt ind i områder, så vi dækker mange forskellige afsnit. Selv er jeg både på afsnit, der er en del af aftalen, men jeg kommer også på afsnit, som ikke er omfattet af aftalen. I vores øjne har det været tydeligt fra start, at man har vidst lige nøjagtig, hvem man gerne ville give pengene til, og det er ikke os serviceassistenter,” siger han. 
 
Tillidsrepræsentanten vurderer, at højest 75 af de omkring 500 serviceassistenter på sygehusene i Odense, Nyborg og Svendborg vil få del af fastholdelsesbonussen. 
 
”Men realistisk er det nok kun halvdelen heraf,” siger han og understreger, at serviceassistenterne også er hårdt pressede:
 
”Jeg og mine kolleger føler os uretfærdigt behandlet. Vi er også pressede, men alligevel bliver vi overset. Vi har blandt andet hjulpet sygeplejerskerne ved at overtage flere af deres opgaver, uden at vi har fået tilført ekstra ressourcer.”

Stigende pres fører til opsigelser

Konsekvensen er stigende utilfredshed, og enkelte har valgt at sige op som følge af det øgede arbejdspres, fortæller tillidsrepræsentanten.
 
”Vi oplever, at vi har travlt nok i forvejen, og vi har svært ved at se, hvordan vi skal få det hele til at gå op uden at slække på rengøring eller lade patienterne vente for længe.”

Vi skulle nok have råbt lidt højere, men vi oplevede, at det hele gik ekstremt hurtigt.

Michael Secher Dahl, serviceassistent og tillidsrepræsentant (OUH)
Mikael Secher Dahl havde gerne set, at alle medarbejdere var blevet tilgodeset – også selvom det ville betyde en mindre bonus til den enkelte.
 
”Det skaber splid og en følelse af uretfærdighed, når nogle får rigtig meget. Jeg så gerne, at alle var en del af aftalen. Ikke dermed sagt, at alle nødvendigvis skulle have det samme, men mit fokus er, at alle burde tilgodeses,” siger han.
 
- Hvad vil I gøre nu på bagkant af forhandlingerne?
 
”Vi vil gøre opmærksom på, at vi er her. Vi er ansat på nogle anderledes vilkår, som gør det udfordrende at få del af den bonus. Jeg er ikke naiv nok til at tro, at de nu smider ekstra penge efter os, men fremadrettet håber jeg, at de ser vores vej ved at skrue det sammen på en måde, der også tilgodeser os.”
 
- Skulle I selv have gjort noget anderledes?
 
”Vi skulle nok have råbt lidt højere, men vi oplevede, at det hele gik ekstremt hurtigt. Før vi næsten nåede at høre om, at der var en vinterpakke, var den stort set forhandlet på plads. Vores fejl gennem de seneste to år, hvor vi har døjet med corona, er, at vi ikke har råbt højt nok. Det må være strategien fremadrettet. Hele tiden gøre opmærksom på, at vi også er her.”
 

Region: Kan ikke tilgodese alle 

Fagbladet FOA arbejder på at få en kommentar fra Region Syddanmark. 
 
I en pressemeddelelse - udsendt i december i forbindelse med vinterpakken - siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V), at man i regionsrådet anerkender, at alle medarbejdere, uanset faggruppe, hver dag yder en ekstra indsats, og at mange medarbejdere gennem de seneste to år har ydet en ekstra indsats.
 
”Selvom 214 millioner (dét beløb, vinterpakken giver Region Syddanmark, red.) kroner er rigtig mange penge, så er det desværre ikke muligt at tilgodese alle. Vores ønske har været at bruge vinterpakkemidlerne til at give et tillæg i en størrelse, som kan mærkes af dem, der modtager det,” siger Stephanie Lose.
 
”Vi ved, at det lige nu er på de vagttunge funktioner, vi har de største udfordringer med rekruttering og fastholdelse. Derfor har vi prioriteret en fastholdelsesbonus til regionalt ansatte medarbejdere, som indgår i vagtarbejdet på de sårbare og mest vagtbelastede områder,” lyder det fra regionsrådsformanden.
 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev