Annonce

udbud

Farvel efter 100 års ambulancekørsel: Hovedstadens Beredskab har tabt udbud

Ambulancedriften i hovedstaden bliver overtaget af Falck og Region Hovedstaden, efter at Hovedstadens Beredskab har tabt udbud. Et stykke historie bliver revet væk, mener FOA. 

Annonce

Fra 1. februar 2023 overtager Falck 75 procent af ambulancedriften i hovedstaden, mens Region Hovedstaden hjemtager de sidste 25 procent. Colourbox

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

Fra 1. februar 2023 bliver det ikke længere Hovedstadens Beredskab, der kommer til at køre ambulance i hovedstadsregionen. Onsdag blev det nemlig offentliggjort, at Hovedstadens Beredskab har tabt udbuddet om ambulancekontrakten, som bliver overtaget af Falck og Region Hovedstaden. 

Det er sørgeligt, mener Thomas Brücker, som er næstformand i Teknik- og Servicesektoren, og som selv har arbejdet som både paramediciner og brandmand hos Hovedstadens Beredskab i 21 år.

”Det er både overraskende, enormt skuffende og trist. Københavns Brandvæsen, som nu hedder Hovedstadens Beredskab, har kørt ambulance siden 1898 og har været med til at tegne ambulancetjenesten i Danmark. Det er et stykke historie, som bliver revet væk,” siger han.

Hovedstadens Beredskab kommer stadig til at have et brandvæsen, men efter 2023 kommer ansatte ikke til at kunne arbejde i delt tjeneste, hvor de både kører ambulance og slukker ildebrande. 

”Det, at man som ansat har kunnet kombinere sine kompetencer som både ambulanceredder og brandmand, har skabt en unik arbejdsplads, som man ikke finder andre steder i Europa. Og det er sørgeligt, at det er slut,” siger Thomas Brücker.

Kenneth Gøtterup, som er ambulancechef i Hovedstadens Beredskab, fortæller, at det var en svær nyhed at overbringe til de knap 270 operative ambulancereddere, der bliver direkte berørt af overdragelsen.

”Onsdag var en trist dag. Vi er alle kede af, at vi har mistet kontrakten. Men vi må anerkende, at vores tilbud var dyrere end de andre. Det var det, fordi vi har lagt vægt på faglig kvalitet og arbejdsmiljø og på at få løst de problemer, der er i ambulancetjenesten generelt,” siger han. 

Især ærgrer han sig på borgernes vegne over, at man fra 2023 ikke længere vil have et samlet ambulance- og brandvæsen.

”Den synergi, der ligger i at have et stort, meget driftssikkert og samlet beredskab giver en særlig tryghed for borgerne. Nu får vi to væsener. Det, synes vi, er ærgerligt,” siger Kenneth Gøtterup.

Lars Gaardhøj (S), som er regionsrådsformand i Region Hovedstaden, glæder sig over resultatet af udbuddet, som blev besluttet af et enstemmigt regionsråd. 

”Akut syge borgere i hovedstadsregionen kan også fremover regne med en behandling af høj kvalitet, når de får brug for en ambulance. Vi har valgt to udviklingsorienterede leverandører, der vil levere bedste kvalitet til bedste pris, så ambulancerne er gearede til fremtiden. De kommende leverandører vil sammen med regionen stå for den nytænkning og forandring, der skal til for at udvikle området og sikre et tæt sammenspil med hospitalerne om den akutte behandling af patienterne,” siger han i en pressemeddelelse.

Udbuddet bestod af i alt fire store delaftaler samt Bornholm som ekstraaftale. Med den nye kontrakt overtager Falck tre af de store delaftaler samt Bornholm, mens Region Hovedstadens Akutberedskab overtager én delaftale med base i Hvidovre.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev