Annonce

Ambulancepersonale sidder i en åben ambulance

Ny aftale for hjemtaget ambulancepersonale: ”Vi er glade og tilfredse”

Aftalen betyder blandt andet lønstigninger på 1.000 kroner ekstra om måneden for nogle ambulancefolk, mens de nu får ret til to tilstræbte pauser, der er betalte.

Annonce

Den 32-årige ambulancebehandler Tobias Webber er glad for den nye aftale. "Det var det bedst mulige resultat. Vi har fået opfyldt en række punkter, der haltede efter," siger han. Tor Birk Trads

Af Joachim Ploug Hansen
Journalist

Annonce

Siden december 2018 har Region Midtjylland valgt at hjemtage flere og flere ambulancer og akutlægebiler fra de private virksomheder, Falck og Responce. Det har betydet, at ambulancepersonalet har oplevet en lønnedgang i skiftet fra privat til offentligt regi. 

Men nu er en ny aftale landet mellem FOA, 3F og Præhospitalet i Region Midtjylland, der både skal sikre en bedre løn og bedre arbejdsvilkår for de allerede hjemtagne, og de, der kommer 1. december 2021.

Den største lønnedgang har kunnet mærkes for de ambulancefolk, der har under 10 års erfaring. Hidtil har de fået 6.000 kroner årligt i løntillæg. Det stiger til 18.000 kroner for dem med 0-4 års erfaring og til 12.000 kroner for dem 4-10 års erfaring.

”Man skal være ualmindelig pessimistisk, hvis man ikke synes, at det er en god aftale, når den både sikrer bedre løn og jobsikkerhed,” siger Tobias Webber, der er tillidsrepræsentant og ambulancebehandler i Region Midtjylland.

I aftalen fremgår det nemlig også, at Præhospitalet tilbyder ansættelse til ambulancepersonalet fra de beredskaber, der bliver hjemtaget 1. december. Dette er også den sidste hjemtagelse.

Tobias Webber blev hjemtaget allerede tilbage i 2018. Og med lønstigningen får han nu 1.000 kroner ekstra om måneden før skat. Samtidig var det også vigtigt for ham, at der blev kigget på arbejdsvilkårene. Her sikrer aftalen to pauser - hvis det kan lade sig gøre, når man er ambulancebehandler - hvilket Region Midtjylland har forpligtet sig til at overvåge via et såkaldt dialogværktøj. Inden aftalen havde personalet kun ret til én pause efter skiftet til FOAs overenskomst.

”Vi kommer til at bruge det her dialogværktøj aktivt til at have nogle snakke med arbejdsgiver om belastningen,” siger Tobias Webber og fortsætter: 

”Som det er i dag, har Region Midtjylland en målsætning om at afholde 75 procent af pauserne, men det er et gennemsnit over hele regionen. Så i Hvide Sande kan det være, at de holder 100 procent af pauserne, mens man i Aarhus kun holder 50 procent. Nu kommer vi til at kigge helt ned til den enkelte ambulance, så der ikke sider nogen kolleger, der aldrig holder pause, mens der er nogle, der altid gør.”

Væsentlig lavere arbejdstid

I FOA er man også glade for resultatet, fortæller Thomas Brücker, der er næstformand i t
Teknik- og Servicesektoren.

”Det er en aftale, der sender et stærkt signal til både nuværende og kommende medarbejdere om, at løngabet ikke skal blive for stort, når man bliver hjemtaget til det regionale. Og så var det rigtig vigtigt, at Region Midtjylland tog ansvar i forhold til belastningen. Udover at holde øje med, hvor ofte medarbejderne får holdt pauserne, så vil de også holde øje med, hvor meget tid, de bruger væk fra stationen og er i kampens hede,” siger han.

Derudover vil medarbejderne også opleve en væsentlig større frihed ved at skifte til det regionale.

”Det positive ved at skifte til FOAs overenskomst er blandt andet, at arbejdstiden er væsentligt lavere. Nogle vil opleve en nedskæring på cirka ni døgnvagter og 12 effektive vagter (vagter på 12 timer) om året. Ud fra den præmis bliver deres timeløn reelt højere, selvom månedslønnen bliver en lille smule lavere,” siger Thomas Brücker.

Hjemtagelse skal fremtidssikre ambulancetjenesten

Forhandlingerne begyndte tilbage i foråret, hvor der blev afholdt tre forhandlingsmøder, inden aftalen blev skrevet under. Det fortæller direktør for Præhospitalet i Region Midtjylland, Henning Voss. Som nuværende og kommende arbejdsgiver for det hjemtagne ambulancepersonale har fokusset for Henning Voss været en aftale, der har samme vilkår for alle.

”Det vigtigste har været, at vi behandler alle lige, og at aftalen virker med tilbagetrædende kraft,” siger Henning Voss, der også fortæller, at et af formålene med at hjemtage ambulancetjenesten til regionalt regi var at fremtidssikre den:

”Politikerne i Region Midtjylland besluttede at etablere konkurrence gennem hjemtagning og et udbud viste, at vi faktisk selv kunne drive ambulancetjenesten billigere end den private sektor. Men konkurrence er ikke det eneste regionsrådet har prioriteret. Det har også været vigtigt for dem at sikre rekrutteringen til faget ved skrue op for antallet af elever, og der er lagt en strategi om, at 40 procent af al ambulancepersonale i 2030 skal være paramedicinere.”

Utilfredshed er blevet til tilfredshed

Tobias Webber har undervejs i forhandlingerne været med til at præcisere, hvor forskellene lå mellem FOAs og 3Fs overenskomster, da han har arbejdet under begge. Han fortæller, at der har været en stor utilfredshed blandt hans kolleger, siden hjemtagelserne startede i slutningen af 2018.

”Og det kan jeg sagtens forstå. For det er ikke fedt at skifte job, hvor man stort set laver det samme til en mindre løn,” siger han.

Derfor er aftalen også kærkommen blandt ambulancefolkene i Region Midtjylland.

”Jeg fornemmer folk er glade og tilfredse. Det her er ikke en overgangsordning, de kun får i tre år eksempelvis. Det er en varig lønstigning, til man opnår en anciennitet, hvor lønnen udvikler sig,” siger Tobias Webber.

Den nye aftale for hjemtaget ambulancepersonale i Region Midtjylland

  • Personalet, der hjemtages den 1. december 2021, får jobsikkerhed, da de vil blive tilbudt ansættelse hos Præhospitalet i Region Midtjylland
  • Ambulancepersonale med 0-4 års anciennitet får et tillæg på 18.000 kroner årligt. Ambulancepersonale med 4-10 års anciennitet får et tillæg på 12.000 kroner årligt
  • I stedet for kun én pause, får personalet nu to tilstræbte pauser, der er betalte. Samtidig oprettes der et dialogværktøj, der skal holde øje med belastningen på de enkelte beredskaber, og om pauserne bliver fulgt inden for driften
  • For ambulancepersonale over 50 år er det aftalt, at de skal have mulighed for at blive i deres hidtidige pensionsselskab, PensionDanmark
 
+

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev