Annonce

Tobias Stidsen

Nedlukning i 69 kommuner: Det betyder det for dig

Restriktionerne i de 38 kommuner, der trådte i kraft onsdag, udvides nu til yderligere 31 kommuner. Det betyder, at 79 procent af befolkningen er underlagt skærpede restriktioner på grund af bred coronasmitte i samfundet. Her er, hvad det betyder for dig. 

Annonce

Elever fra femte klasse og opefter sendes hjem, lige som både offentlige og private arbejdsgivere blev opfordret til at sende deres medarbejdere hjem, da sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke i dag annoncerede, at yderligere 31 kommuner bliver delvist lukket ned fra i morgen. Samtidig fortalte han at hurtigtest bliver en del af det nationale testsystem.  Tobias Stidsen

Af Malin Schmidt
Journalist

Annonce

Vi har nu en udbredt smitte i samfundet og et begyndende pres på sygehusvæsenet i flere regioner. Derfor udvides de restriktioner, der lukkede 38 kommuner ned fra onsdag, til yderligere 31 kommuner. Restriktionerne træder i kraft fra fredag den 11. december klokken 16 og gælder til og med 3. januar 2021.

Læs også: Det betyder nedlukningen i 38 kommuner for dig

”Vi har et højt risikoniveau, og vi forventer, at smitten vil stige i de kommende dage,” sagde sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde torsdag og refererede til tallene:

Der er i dag 3132 nye bekræftede tilfælde, 111.268 personer er blevet testet, dødstallet er steget til 918 personer, og der er pt. 342 patienter indlagt med covid-19, heraf 40 på intensiv og 28 i respirator.

Det vil sige, der er aldrig testet flere, og aldrig har der været så mange, der er testet positiv. 

Læs også: Det betyder nedlukning af Danmark for dig

Aktiviteten ud af samfundet

”Smitten skal ned,” sagde Magnus Heunicke, der understregede, at risikoniveauet er hævet fra tre til fire i de berørte regioner, hvor skoleelever fra femte klasse og opefter nu bliver sendt hjem og fjernundervises, hvor offentlige arbejdspladser opfordres til at sende deres medarbejdere hjem, hvis ikke de har en kritisk funktion, hvor cafeer, biografer, restauranter må lukke og forenings- og idrætsliv må gå på tidlig juleferie. 

”Vi er nødt til at minimere de steder, man kommer i tæt kontakt med mange andre, og hvor virus kan smitte. Vi skal trække aktivitet ud af samfundet. Hvis det er muligt, så bliv hjemme,” lød opfordringen fra ministeren, der understregede, at man heller ikke i fremtiden vil tøve med at handle, hvis det bliver nødvendigt at udøve flere og skarpere restriktioner. 

Læs også: Corona-restriktioner ophæves i Nordjylland

Derudover annoncerede han, at man vil indføre hurtigtest som supplement i det eksisterende testsystem. Hurtigtest giver svar inden for 15 minutter, men som han sagde, så skal man være opmærksom på, hvad hurtigtest kan – og måske især på, hvad de ikke kan. 

”De her test er ikke lige så nøjagtige, som de almindelige pcr-test, som vi anvender i vores testcentre. Så hvis man har symptomer, er nær kontakt, skal man fortsat have en pcr-test. Men de giver mulighed for at screene mennesker på f.eks. kollegier og arbejdspladser hurtigt.” 

Hvordan og hvornår hurtigtestene kommer i spil er ikke fastlagt endnu. Desuden skal den eksisterende testkapacitet øges, så yderligere 20.000 kan testes hver dag. 

”Det er et yderligere våben mod epidemien, men det er ikke en erstatning. Så hold afstand, sprit hænder, host i ærmet.” 

Men hvad betyder de nye restriktioner for dig, der bor i en af de 69 kommuner? Det forsøger vi i samarbejde med FOA Overenskomst at give svar på her. 

Jeg bor og arbejder i en af de 69 kommuner, skal jeg på arbejde?

Offentlige og private arbejdspladser i de berørte kommuner opfordres til at hjemsende alle ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner. Spørg din leder, om du skal møde på arbejde. For som udgangspunkt skal du møde på arbejde, medmindre din arbejdsgiver anviser hjemmearbejde eller sender dig hjem. 

 

Arbejder jeg i en kritisk funktion?

På coronasmitte.dk er kritiske arbejdsfunktioner defineret på den her måde: 

"Med kritiske funktioner sigtes der i denne sammenhæng blandt andet til personale ansat i sundheds- og plejesektoren (undtaget kosmetisk behandling mv.), ældreplejen, børne- og undervisningssektoren, politiet, kriminalforsorgen, forsvarets myndigheder, beredskabet, kødkontrollen, på området for socialt udsatte, til pelsning og aflivning af mink og til opretholdelse af den nødvendige forsyningsvirksomhed, herunder f.eks. fødevareforsyningen, dagligvaremarkedet, apotekervæsen, energi, vand, affaldshåndtering, tele- og IT-infrastruktur, finansielle infrastruktur mv."

Er jeg som rengøringspersonale del af de kritiske funktioner?

Hvis du gør rent på et sygehus, plejehjem, i en daginstitution eller et andet sted, hvor der udføres kritiske funktioner, er FOAs vurdering, at god hygiejne er en forudsætning, og at du derfor også varetager en kritisk arbejdsfunktion.

Bliver børnene sendt hjem?

Elever fra 5. klasse samt elever på ungdoms- og voksenuddannelser i de 38 kommuner sendes hjem og skal fra på onsdag den 9. december undervises ved hjælp af fjernundervisning lige som i foråret. 

Elever i 0.-4. klasse, samt sårbare børn og unge undtages fra hjemsendelsen, lige som dagtilbud til de mindste børn fortsat er åbne. 

Jeg synes ikke, mit barn i 5. klasse skal være alene hjemme, men jeg er ikke selv hjemsendt. Hvad gør jeg?

Hvis du arbejder i en kritisk funktion og derfor ikke er hjemsendt, bør du undersøge mulighederne for nødundervisning i din kommune, såfremt dit barn ikke kan være alene hjemme og modtage fjernundervisning på egen hånd. Kan der ikke findes en holdbar løsning og er der i øvrigt ikke andre der kan være hos barnet, så bør du gå i dialog med din arbejdsgiver og drøfte muligheden for at arbejdet udføres på andre tidspunkter, at du arbejder dét der er muligt, hjemmearbejde, ferie, afspadsering, eller alternativt – at du får tjenestefrihed uden løn. Vær endelig opmærksom på, at sårbare børn og unge ikke er omfattet af hjemsendelse/fjernundervisning.  

Hvad hvis jeg rejser ud af kommunen, gælder restriktionerne så stadig?

Hvis du rejser ud af din kommune, der som en af de 69 kommuner er ramt af nedlukningen, bør du stadig overholde restriktionerne, selv om du befinder dig i en anden kommune. Det vil sige, at du bør opføre dig, som om du var i din hjemkommune. Hvis du altså kommer fra f.eks. København bør du ikke besøge en biograf i Næstved eller gå på cafe i Kalundborg. Det betyder også, at hvis du er fra Aarhus, og har glædet dig til at komme en tur på Moesgaard, ikke skal tage i Randers Regnskov i stedet for, fortalte sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm på pressemødet, da de første 38 kommuner blev lukket ned. 

Hvad betyder forsamlingsforbuddet for julen?

Du bør stadig kun mødes med 10 personer, og generelt bør du forsøge at holde de 10 personer til de samme 10. I julen gælder stadig samme antal, altså du bør ikke holde jul med mere end 10 personer. Dog behøver det ikke at være de samme 10 personer, som du ses jævnligt med, og det giver mulighed for at se familie, som du ikke har set i noget tid. Læs mere i Sundhedsstyrelsens anbefalinger i deres folder om jul under corona her

Jeg er stadig i tvivl, hvad gør jeg?

Er du i tvivl om noget, så kontakt din tillidsrepræsentant eller FOA-afdeling.

Læs mere om, hvad der gælder hvornår i denne pjece

Se her, om din kommune også er ramt

De skærpede tiltag omfatter følgende dele af Danmark:
• Region Hovedstaden (Bornholms Kommune undtaget)
• Hele Region Sjælland
• Hele Region Midtjylland
• Vejle, Fredericia og Middelfart kommuner i Region Syddanmark
• Større danske byer: Odense og Aalborg kommuner. 

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev