Når man står alene og skal hjælpe mennesker i et fremmed land, må man stole på sin faglighed. Det oplevede Stella Larsen, Ane Marin Gissel og Malene Møller Petersen, der i dag er færdiguddannede social- og sundhedsassistenter. I løbet af deres uddannelse har de
har hver især rejst til udlandet og brugt deres fag.Udviklingsminister Rasmus Prehn (S) så gerne, at flere gjorde som dem. Derfor foreslår han at øremærke 10 millioner kroner på næste års finanslov til netop at sende blandt andre social- og sundhedsassistentelever til udlandet under deres uddannelse. De tre social- og sundhedsassistenter håber, at det vil få flere til at tage chancen. De siger samstemmende: ”Alle burde rejse ud."
34-årige Stella Larsen, der i dag arbejder på Specialcentret Lundebo i Dianalund, har været i udlandet flere gange – både som social- og sundhedshjælper og -assistent. Først gik turen til Zambia og senere Vietnam med to forskellige organisationer. Turene har ikke bare bidraget til hendes personlige udvikling – de har også styrket hendes faglige selvværd.
”Jeg stod nogle gange og skulle træffe en hurtig beslutning, og der måtte jeg virkelig tage min faglighed frem og stole på, at jeg gjorde det rigtige,” fortæller hun.
Stella Larsens arbejde i Zambia bestod i at skabe relationer til landsbyens beboere, lege med børnene og udbrede viden om hygiejne.
Privat, Stella Larsen
Det genkender social- og sundhedsassistenterne Ane Marin Gissel og Malene Møller Petersen, der begge har været i fem ugers praktik under deres uddannelser.
Læs også: Ny uddannelse spreder sig til flere sosu-skoler: Mød eleverne her
36-årige Ane, der i dag arbejder på bostedet Kildehaven, var i Spanien. Her oplevede hun, at der er forskel på uddannelserne i de forskellige lande.
”De første dage måtte vi kun rede senge, og alt det sundhedsfaglige var overladt til sygeplejerskerne. Senere fik vi lov til at tage temperatur og måle blodsukker, men så heller ikke mere,” husker Ane Marin Gissel.
31-årige Malene Møller Petersen, der arbejder på hæmatologisk afdeling på Roskilde Universitetshospital, supplerer med sine oplevelser fra New Zealand:
”I starten var det meningen, at vi skulle være på plejehjemmet, men efterhånden fandt de ud af, at vores kompetencer i Danmark som assistenter var meget forskellige fra deres. Derfor fik vi lov til at være på andre afdelinger og gå stuegang med lægen og kunne lære fra os.”
Glidestykker som kapper
Ane Marin Gissel fortæller, at hun havde taget nogle glidestykker med til Spanien. Men dem kendte de ikke, og de blev brugt som kapper, indtil de fandt ud af, hvordan vi bruger dem i Danmark.
”Da de så, hvordan de kunne bruges, blev de meget positivt overraskede,” siger hun.
På samme måde oplevede Stella Voss at kunne lære fra sig omkring muskelafspænding og epilepsi.
”Der var den her unge dreng, der havde epilepsi. Han var meget træt, fordi det jo er hårdt for kroppen at have anfald. Ham kaldte de ’lazy-boy’. Jeg kunne så forklare, hvordan det hang sammen og viste dem, at man kan lave afspændende øvelser,” siger hun.
I dag er hun stadig i kontakt og udveksler faglige tips med en af de ansatte på den børneafdeling, hun var frivillig på.
De anbefaler alle tre andre at tage ud i verden med deres fag, fordi det blandt andet styrker kreativiteten og forståelsen af Danmark.
"Man får virkelig en forståelse for, hvor heldige vi er i Danmark, når man ser, hvordan det er andre steder. I Vietnam arbejdede jeg i bare tæer og skulle vaske hænder, hvor vi også vaskede op," fortæller Stella Larsen.
Både hun og de to andre fremhæver også, at de er blevet bedre til at tænke kreativt.
"Når vi ikke havde de samme hjælpemidler, som vi er vant til i Danmark, måtte vi tænke kreativt for at passe på os selv og borgerne," husker Malene Møller Petersen.
"Vi blev ofte nødt til at bruge tegn til tale og fagter, fordi der var mange, der ikke talte engelsk. Det har givet mig en bedre forståelse for non-verbal kommunikation, når jeg for eksempel møder borgere med sproglige udfordringer," fortæller Stella Larsen.