Annonce

Tema: Coronavirus

Så kom de: Her er  reglerne for besøg på plejecentre

Tirsdag udgav Sundhedsstyrelsen de nye retningslinjer, der beskriver, hvordan man kan gennemføre besøg på plejecentre sundhedsmæssigt forsvarligt. "Nu starter det vigtige arbejde med at få sat retningslinjerne i spil på arbejdspladserne," siger Torben Hollmann, sektorformand i FOA.

Annonce

De nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen giver anbefalinger til, hvordan besøg kan gennemføres med fokus på forebyggelse af smittespredning. Retningslinjerne udvider til gengæld ikke muligheden for at afholde besøg, så de nuværende besøgsrestriktioner er stadig gældende.  Istock

Af Andreas Hemme
Journalist

Annonce

11 dage efter at et stort politisk flertal vedtog en principiel plan for, hvordan ældresektoren skal genåbnes, kom Sundhedsstyrelsen tirsdag med nye retningslinjer, der beskriver, hvordan besøg kan gennemføres på plejecentre.

De handler om, hvordan man forebygger smittespredning og slækker altså ikke på de vilkår for besøg, som landets plejehjem allerede er underlagt. De generelle besøgsrestriktioner fra Styrelsen for Patientsikkerhed vil stadig være gældende. Det betyder blandt andet, at beboere på plejehjem kun må få besøg i deres egen bolig, hvis de eksempelvis er meget, meget syge. 

Nu er det op til hver enkelt kommunalbestyrelse at beslutte, hvordan besøgene skal foregå. Det kan eksempelvis være i pavilloner, der opstilles udendørs.

”Det er vigtigt at understrege, at den nye retningslinje ikke udvider muligheden for at have besøg. Retningslinjen giver derimod anbefalinger til, hvordan besøg, der allerede afholdes i dag, kan gennemføres med fokus på forebyggelse af smittespredning med COVID-19 til beboere på plejecentrene,” siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Mads Biering la Cour i en pressemeddelelse

Fagbladet FOA har kontaktet Sundheds- og Ældreministeriet med henblik på at få afklaret, om der er planer om at ændre eller ophæve besøgspåbuddet. Det har ikke været muligt at få et svar inden artiklens udgivelse.
 
I FOA er formanden for social- og sundhedssektoren, Torben Hollmann, tilfreds med de nye retningslinjer. 
 
”Vi er glade for, at der er kommet retningslinjer på området, som er enormt vigtige for at undgå smitte, og så vores medlemmer ved, hvad de skal rette sig efter. Nu starter det vigtige arbejde, med at få sat retningslinjerne i spil på arbejdspladserne, så besøg kan udføres på en forsvarlig måde,” siger han. 
 
Retningslinjerne fylder dog 16 mere eller mindre tætskrevne sider, og det kan være en hindring i forhold til at medarbejderne skal bruge dem i deres daglige arbejde. 
 
”Vi kan godt savne, at retningslinjerne er mere overskuelige. Vi har i dag holdt møde med Sundhedsstyrelsen, hvor vi efterspurgte en form, der er lettere at sætte sig hurtigt ind i, så man ikke skal læse 16 sider igennem. Det vil de arbejde på at få lavet,” siger Torben Hollmann. 
 

Følg de fem generelle råd

I retningslinjerne bliver det beskrevet, at det generelt er vigtigt, at både pårørende, beboere og personale kender til Sundhedsstyrelsens fem generelle råd: 
 
• Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
• Host eller nys i dit ærme
• Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt
• Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen
• Hold afstand og bed andre tage hensyn
 
Mere specifikt gældende for plejecentrene er der tre overordnede anbefalinger for, hvordan man udfører besøg på en sundhedsmæssig forsvarlig måde: 
 
Ledelsen på plejecentrene er ansvarlig for, at der udarbejdes en instruks på baggrund af anbefalingerne, så det sikres, at de nødvendige smitteforebyggende tiltag bliver udført på en måde, som er tilpasset det enkelte plejecenters rammer. 
 
I instruksen skal medarbejdernes opgaver i forbindelse med planlægning og gennemførelse af besøg blandt andet beskrives. Derudover skal der med afsæt i de fysiske rammer, der er på plejecenteret, beskrives, hvordan besøg kan gennemføres kontrolleret, så der ikke kommer for mange besøgende på én gang, og så man samtidig kan opretholde den fornødne afstand mellem de besøgende. 
 

Planlægning af besøg

Besøg skal på forhånd aftales med det enkelte plejecenter, og de besøgende skal senest ved ankomst til plejecenteret informeres om, hvilke hygiejneregler, der skal overholdes. Sundhedsstyrelsen har i den forbindelse udarbejdet en pjece og en plakat henvendt til de besøgende, som indeholder de relevante informationer. 
 
Besøgende skal også være uden symptomer på sygdom, herunder også symptomer på mild forkølelse, i 48 timer inden besøget.
 
Derudover skal plejecentrenes fysiske rammer indrettes, så det er muligt at holde afstand, og så fælles kontaktpunkter bliver reduceret. 
 

Læs også: Pressemøde sætter øget fokus på beskyttelse af sundhedspersonalet

Konkrete anbefalinger til at forebygge smittespredning
Under punktet med konkrete anbefalinger til at forebygge smitte bliver det beskrevet, hvordan man sikrer god håndhygiejne og rengøring. 
 
Der skal også holdes to meters afstand mellem beboere og besøgende. De to meter er gældende ud fra et forsigtighedsprincip. 
 
Hvis beboeren har svært ved at forstå anbefalingerne, kan man overveje, om den besøgende skal have en maske eller et visir på, og hvis fysisk kontakt ikke kan undgås, skal kontakten være kortvarig samtidig med, at man har en god håndhygiejne. 
 
Der bliver også givet råd til, hvordan man sikrer de bedste rammer for både udendørs og indendørs besøg. Ved udendørs besøg kan man for eksempel med fordel opdele haven i zoner eller udføre besøg på skift i et dertil indrettet område. 
 
For indendørs besøg er det stadig gældende, at det kun er i kritiske situationer, de må udføres. Hvis det er aktuelt, bør besøget for eksempel ikke foregå på fællesarealer, og hvis der er direkte adgang til borgerens bolig gennem en terrassedør eller lignende, skal man benytte den. 

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev