Annonce

Ældre kvinde holder hovedet oven vande i svømmebassin

Tema: Coronavirus

Ro på! Coronaen æder ikke din Pensam-pension

Aktiekurser styrtdykker, og samfundsøkonomien skælver
på grund af coronaen. Det får konsekvenser for kunderne i nogle pensionsselskaber, men PenSam fastholder sin planlagte rente.

Annonce

PenSams pensionskunder holder hovedet oven vande, selvom coronavirussen hærger aktiemarkedet og lægger samfundsøkonomien i ruiner mange steder. Colourbox

Af Finn Danielsen
Journalist

Annonce

Som pensionskunde kan man godt ryste lidt i bukserne, når økonomiske kriser truer. For forretningen af pensionsopsparingen afhænger af, at de investeringer, den bruges til, giver et godt afkast.

Men selvom coronapandemien har påvirket både det danske samfunds økonomi og verdensøkonomien, opfordrer FOA-medlemmernes pensionsselskab, PenSam, kunderne til at tage situationen med nogenlunde ro.

Læs også: Coronaregler i dagtilbud: Sådan giver du børnene tryghed

”Vi arbejder med en ’gennemsnits-kontorente’, og det betyder, at vi gemmer i sparegrisen, når det er gode tider, og deler ud, når det er dårlige. Derfor vil den rente på 3,54 procent, vi tidligere har meldt ud, ikke blive ændret,” siger Torsten Fels, der er administrerende direktør i PenSam.

Trækker på de gode år

PenSam har 430.000 kunder og investeringsaktiver for 155 milliarder kroner. Og lige nu kan selskabet trække på en række gode år, men Torsten Fels lægger ikke skjul på, at det er meget voldsomt, hvad der er sket på aktiemarkederne i den seneste tid med kursfald på op til 30 procent. Samtidig har mange lande dog lavet hjælpepakker, der skal holde hånden under markedet.

Der vil antagelig blive tale om kortvarige dyk i kurserne, mener Torsten Fels.

”Det realistiske scenarie er et betydeligt fald i 2020, men også en forventning om at være tilbage i normal gænge i 2021. Det giver os ikke grund til bekymring. Jeg er fortrøstningsfuld, og det kan kunderne også være. Andre selskaber har sænket kontorenten, nogle til 0. Men gennemsnitsrenten og spredning af investeringerne betyder, at PenSam ikke behøver gøre det samme,” siger han. 

Torsten Fels peger dog også på, at brugen af ”sparegrisen” i den aktuelle krise kræver genopbygning de kommende år. 

”Så her er der nogle konsekvenser af coronakrisen, som det er mindre positivt at kigge frem til,” siger han.

Ikke alle æg i samme kurv

For Pensam er det værste, der kan ske, at investeringer over en bred kam falder i afkast. Pensam investerer nemlig i andet end aktier.

”Vi har mange forskellige typer af investeringer, for eksempel i ejendomme og solcelleparker. Det betyder, at effekten af faldende kurser på aktiemarkederne begrænses, fordi vi ikke putter alle vores æg i samme kurv,” forklarer investeringsdirektør Claus Jørgensen på Pensams hjemmeside.

Han frygter dog heller ikke, at aktiedelen af Pensams investeringer kan udvikle sig katastrofalt:

”Kun hvis kursfaldene bliver endnu mere ekstreme eller fortsætter i mange år, kan det i yderste konsekvens påvirke pensionerne. Men der skal meget til.”

Undgår uro over op- og nedture

FOAs formand, Mona Striib, er tilfreds med, at PenSam kan fastholde det udmeldte renteniveau.

”Med gennemsnitsrente i stedet for markedsrente kan vi klare de forskellige udsving, der kommer i økonomien. Og på den måde sikrer vi en jævn og stabil udvikling af medlemmernes pension,” siger hun og tilføjer:

”Men det er da ikke en jubii-situation, for vi har jo knuder i maven over, hvordan coronaen påvirker virksomhedernes afkast, og vi skal over et meget stort bump på vejen.”

Mona Striib mener, at coronakrisen – og i øvrigt andre større eller mindre kriser – viser, at PenSam-konceptet med gennemsnitsrente er en rigtig strategi.

”Så skal det enkelte medlem ikke gå og blive urolig over op- og nedturene i økonomien. Coronaen kunne have givet  undskyld udtrykket – en rigtig stor røvfuld,” siger hun.

Læs mere om corona og din pension her

 

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev