“Hey, Yav. Godt at se dig.”

Pædagog Mohammed Oali giver 17-årige Yav Yeboah et varmt kram. 

“Det er lang tid siden. Jeg har savnet dig,” siger Mohammed.

Yav smiler stort og forklarer, at der er en del lektier i 3.G på Gefion Gymnasium. Han prøver ellers at komme i Garagen, en ungdomsklub i Hørgården på Amager, der er på regeringens ghettoliste, alle de dage, de har åbent. Det har han gjort, siden han var 12 år.

“Pædagogerne forstår mig. Det føles ikke, som om de er pædagoger, mere storesøstre eller storebrødre. Her kan jeg være mig selv,” siger han.

Læs også: Fritids- og ungdomsklubber er et helle

Mohammed Oali og hans kolleger, pædagog Emilia Medenets og pædagogisk leder Rikke Nygaard, prioriterer da også tillid, tryghed og rummelighed over alt i relationen til de unge. De ansatte lytter, hvis der er vold i hjemmet, er med til afhøringer og hjælper med lektier.

“Vi tager med ud og hepper til fodboldkampe i weekenderne. Vi er bisiddere, vi hjælper med at finde sko til fodbold, og så dømmer vi ikke. Selvom andre måske gør det,” siger Mohammed Oali.

For Emilia Medenets handler det meget om at se de unge, som de er. Ikke som det, de ofte bliver opfattet som: Piger og drenge i store jakker, der begår hærværk og kriminalitet.

“De unge bliver ofte stigmatiseret ud fra, hvordan de ser ud. Det gør vi ikke her.”

Læs også: Genåbning af dagtilbud: Nogle vil få brug for mere tid

Mohammed Oali har været pædagog i ungdomsklubben i 12 år, og ifølge ham er der langt færre og mindre voldsomme problemer med de unge i dag. Men klubben befinder sig fortsat i en ghetto, og det gør, at man som pædagog ikke bare kan nøjes med at spille bordtennis.

“Vi kan have unge med selvmordstanker, voldsomme problemer derhjemme, kriminalitet, eller at de er blevet smidt ud af skolen. Her lukker vi ikke bare telefonen klokken 18. Vi giver ikke vores private nummer til alle, men vi går ekstra langt for at vise dem, at vi vil dem. Fordi de stoler på os, tør vi også sige til dem, hvis de har lavet noget lort,” siger Mohammed Oali.