Den stille pige Lykke, der tidligere mest tegnede tegninger til skuffen, begyndte pludselig at udtrykke sig. Helmuth, der tidligere forgæves forsøgte at komme ind i leg med de andre børn, lykkes pludselig med det. Og Theo, der normalt havde op til 40-50 konflikter på en dag, havde pludselig nul.
Sådan ændrede situationen sig i institutionen Unoden i Viborg, da man i TV 2-programmet ’Eksperimentet med vores børn’ satte normeringen op, så der var én voksen til seks børn, sådan som blandt andet FOA anbefaler og forældre tidligere på året demonstrerede for i hele landet.
Men det var ikke kun trivslen blandt børn og voksne, der forbedrede sig markant med de forbedrede normeringer. Stressniveauet blandt børnene faldt i snit med 15 - 20 procent. Det var stressforsker Bo Netterstrøm, som målte børnenes stressniveauer ved hjælp af særlige ure, der registrerer variationer i pulsslag og er en videnskabeligt anerkendt metode.
Faldt tilbage
Igennem 14 dage filmede et tv-hold relationer og samspil mellem børn og voksne med almindelig normering, for siden at sammenligne det med 14 dage med en øget normering. Og resultatet er slående, ifølge Kennet Egeberg Pedersen.
”Det var virkelig dejligt at kunne give de børn, der havde behov, guidning, der støttede deres videre leg. Normalt sker der ofte en konflikt i den anden ende af stuen, som du skal tage dig af, og så når du ikke at følge op og understøtte den leg, der er i gang. Men pludselig havde vi tid til at give dem den tryghed,” siger Kennet Egeberg Pedersen, der alligevel er frustreret.
”Da eksperimentet sluttede, og vi gik tilbage til den almindelige normering, faldt vi hurtigt tilbage til den måde, det plejede at være. Måske fordi vi har været så længe i det her pres.”
Eller sagt på en anden måde:
”Vi fik fornemmelsen af, hvordan det kunne være. Tænk hvis man kunne have det sådan her i et halvt år. Eller hver eneste dag.”
Ikke enestående klip
Grethe Kragh-Müller, der er lektor i pædagogisk psykologi ved DPU og deltog i eksperimentet i Unoden ved at observere børnene til tv-programmet er meget påvirket af det, hun så.
”I første omgang, fordi jeg kunne se, at det var svært. I næste, fordi det blev så anderledes. Man tænker: Hold da op, hvor gør normeringen en stor forskel,” siger Grethe Kragh-Müller og peger på, at det netop er betydningen af normeringerne, der er programmernes pointe.
Læs også: Børneekspert fra tv-eksperiment: Jeg er rystet
”Der er ikke nogen, der kan komme og sige, at ’ja, det er bare, fordi ledelsen er dårlig’. Eller ’det er fordi det er en ustruktureret institution’. Eller ’pædagogerne er ikke ordentligt uddannede’. For det er de. Det er en institution, der har alle de faktorer, der skal til for at skabe god pædagogisk kvalitet.”
Efter forbedringerne i normeringen observerede hun børn, der var i ro med sig selv og de andre børn. Hun så, at børnene i højere grad kunne lege med de andre, deres lege varede i længere tid, og børnenes gensidige kommunikation blev forbedret. Desuden blev de voksne mere opmærksomme på de enkelte børn og kommunikationen med de enkelte børn varede længere.
”En dreng går fra at have over 40 konflikter på en dag til faktisk ikke at have nogen. Det gør da enormt stort indtryk på mig. Jeg har siddet i daginstitutioner i over 40 år og læst meget litteratur af betydning om normeringer, og så at se det på den måde …” siger hun og understreger, at de klip, ’Eksperimentet med vores børn’ viser, ikke er enkeltstående eksempler.
”Jeg var der hele dagen, og de klip, vi har set, er typiske eksempler på ting, der skete hele dagen i institutionen. Sådan var dagligdagen bare.”
Empati og koncentration
Forskeren fastslår, at det netop er i førskolealderen, hvor de grundlæggende personlighedsmæssige færdigheder og kompetencer, man som menneske har brug for, bliver dannet. Det er her, selvet bliver dannet, og det er her, man udvikler sine sociale færdigheder. Det er også i de år, man lærer at regulere sig selv, det vil sige at blive i stand til at håndtere stress og følelser og lærer at sætte sig ind i andres sted.
”Empatien bliver afgjort kompromitteret, hvis børn ikke har voksne nok omkring sig i den tidlige opvækst. Det er her, børn udvikler evnen til at koncentrere sig og samle sig om noget. Hvis vi normerer vores institutioner, som vi gør, kan vi forudsige, at der kommer flere børn, der er urolige og ukoncentrerede, når de kommer i skole,” siger Grethe Kragh-Müller og understreger, at der er stor sandsynlighed for, at de dårlige normeringer især kommer til at gå ud over udsatte børn.
Drengebanden
Da tv-eksperimentet viser dagligdagen med den forbedrede normering, er det især drengen Helmuth, som Kenneth Egeberg Pedersen får en særlig forbindelse til. Sammen finder de på ’drengebanden’, der gør, at Helmuth pludselig sidder midt i den kreds af børn, han tidligere har haft så svært ved at finde ind til.
”Helmuth blev grebet af det, og jeg havde tid og overskud til at understøtte det, han faktisk efterspurgte, og derfor lykkedes det. Og det er det, der er frustrerende: At man ikke kan favne de børn, der har behov,” siger den pædagogiske assistent om normaltilstanden, sådan som den ser ud hver eneste dag.
”Jeg ser børn, der for eksempel har behov for at sidde hos en voksen ved bordet hver dag. Ja, men der sidder også 10 andre børn, så er bordet heller ikke større,” siger Kennet Egeberg Pedersen, der igen nævner ordet ’frustreret’. Det gør han mange gange.
Han kalder det ’de vilkår, vi sætter børnene i og den kamp, vi kæmper hver eneste dag’.
”Det kunne være så fedt, hvis vi kunne følge børnenes spor. Det er jo lige meget, hvor mange læringsmiljøer, du har i en institution, hvis ikke du har nogle voksne, der kan følge børnenes initiativer og hjælpe dem med at bygge videre derfra.”
Kennet Egeberg Pedersen er ikke i tvivl om konsekvenserne. Regningen kommer senere.
”Vi fører problemerne videre til skolen, der så sender dem videre i systemet. Men hvis man kunne lave den tidlige indsats, ville man undgå problemerne. Hvorfor udsætte børn for det her, hvis man kan tage det i opløbet?”
”Vi kan jo ikke lade vores børn gå og ikke trives i så mange timer om dagen, fordi de ikke mestrer den sammenhæng, de indgår i. Det er hele deres barndom, og det er det, vi skal huske.”
Dyrt i det lange løb
For sektorformand for pædagogisk sektor i FOA, Kim Henriksen, er det tankevækkende, hvor stor en forskel det gør at øge normeringen – både for børnenes hverdag og for medarbejdernes arbejdsmiljø.
”Det er virkelig tydeligt i udsendelsen, at man ved at øge normeringen til en til seks hele dagen, giver de ansatte mulighed for at bruge deres faglighed og lave pædagogisk arbejde i stedet for at løbe fra stue til stue og trøste børn,” siger Kim Henriksen og understreger, at det er en af udsendelsens vigtige pointer.
”Personalet får mulighed for at styrke børnenes fællesskab i små grupper og for at følge børnenes initiativer,” siger Kim Henriksen.
Han er helt overbevist om, at det kan blive dyrt i det lange løb ikke at øge normeringerne i de danske dagtilbud.
"Børnene kommer ud af daginstitutioner med problemstillinger, der ikke er blevet taget hånd om, så skal man bruge ressourcerne på dem i folkeskolen i stedet.”