Annonce

Pige på en gynge i daginstitution.

Minimumsnormeringer har lange udsigter


Ønsket om minimumsnormeringer bliver ikke indfriet med finansloven for 2020, fastslår regeringen. Der skal flere penge på bordet, mener FOA.

Annonce

'Hvor er der en voksen' hedder den bevægelse, der i foråret fik tusindvis af mennesker til at gå på gaden og kræve flere hænder i daginstitutionerne. Men målet om minimumsnormeringer lader vente på sig. Colourbox

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Af Astrid Graugaard Ingemann
Journalist

Annonce

Tusindvis af forældre og medarbejdere gik i foråret på gaderne for at kræve bedre normeringer i daginstitutionerne. Men alle dem, der har gået og sukket efter flere hænder i vuggestuer og børnehaver, må stadig vente længe på minimumsnormeringer.

De bliver nemlig ikke blive fuldt indført med næste års finanslov, men først i 2025. Det fastslog finansminister Nicolai Wammen på et pressemøde onsdag, hvor han fremlagde regeringens forslag til næste års finanslov.

"Vi har indgået en aftale med De Radikale, SF og Enhedslisten om at indføre minimumsnormeringer i 2025. Derfor kommer vi ikke til at nå i mål med minimumsnormeringer på denne finanslov. Men vi kan tage et skridt," siger Nicolai Wammen ifølge Ritzau.

I finanslovsforslaget har regeringen afsat 2,1 milliard kroner til en såkaldt reservepulje, der blandt andet skal dække minimumsnormeringer, grøn omstilling og kultur.

Læs også: Nødråb fra de lavest lønnede: ”Det er altid os, der er sidst i køen”

Find flere penge

Men den pulje er alt for lille, hvis man både vil løfte velfærden og den grønne omstilling, lyder det fra regeringens støtteparti SF. Partiet havde desuden håbet på, at minimumsnormeringer ville få flere pædagogiske assistenter på banen. Lige nu går 621 ledige.

“Jeg synes bestemt, at pædagogiske assistenter skal tænkes ind i minimumsnormeringen. Vi er nødt til at benytte os af både pædagoger, pædagogiske assistenter og medhjælpere. Vi skal sørge for, at alle fagligheder kommer i spil, hvis vi skal i mål,” sagde Pia Olsen Dyhr til Fagbladet FOA i anledning af Folketingets åbning tirsdag d. 1. oktober. 

Hos FOA mener man, ligesom SF, at der skal flere penge til for at imødekomme blandt andet kravet om minimumsnormeringer. 

“Ud over bedre normeringer har vi for eksempel brug for et gevaldigt løft i psykiatrien, på handicapområdet og til at bekæmpe uligheden i sundhedssystemet. Læg dertil de penge, vi skal bruge til den nødvendige grønne omstilling. Det er svært at se, at resultatet kan blive andet end skuffende, hvis det skal være inden for de nuværende rammer. Det er afgørende, at der kommer flere penge på bordet,” siger FOAs formand Mona Striib.

Læs også: Trivselskommission kommer ikke frem til alle løsninger i et mødelokale: Derfor har de brug for dine 'særlige indsigter'

Kvalitetsløft er mere end normeringer

Ud over bedre normeringer arbejder FOA også for at løfte uddannelsesniveauet blandt de ansatte i dagtilbuddene. Det fortæller sektorformand Mogens Bech Madsen.

“Jeg håber da, at man med denne finanslov sætter et så stort beløb af, så det kan mærkes ude i daginstitutionerne. Én af udfordringerne bliver at få løftet både normeringerne og uddannelsesniveauet, hvor FOA arbejder for, at rigtig mange pædagogmedhjælpere og dagplejere bliver løftet gennem den pædagogiske assistentuddannelse,” siger Mogens Bech Madsen.

Nicolai Wammen mener, at ønsket om flere penge er forventeligt, men svært at efterleve.

“To milliarder kroner er mange penge, men de partier, vi skal forhandle med, vil have ønsker, som overstiger 2 milliarder, og så må man prioritere,” siger finansministeren.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev