Da en ældre beboer kom til at sætte sig på Lotte Berthelsens knæ, fik hun en knæskade. En slem knæskade. Det var tilbage i 2007, da Lotte var under uddannelse. Selvom hun blev opereret, blev knæet aldrig godt igen. Smerterne har fulgt Lotte siden, og hun er nødt til at holde dem nede med smertestillende medicin. Det har hun gjort i 12 år nu.
“Jeg har haft rigtig svært ved at skulle tage så meget medicin, og jeg har tit tænkt: ‘Ej, nu burde jeg kunne arbejde uden smertestillende’. Så har jeg lagt pillerne på hylden og bidt smerterne i mig, indtil jeg kom hjem,” siger Lotte, der til dagligt arbejder på et ældrecenter i Nordjylland.
De gange Lotte har bidt smerterne i sig, har det givet bagslag. Så har hun brugt flere dage på at komme sig. Derfor har hun nu erkendt, at hun ikke kan komme igennem arbejdsdagen uden sine piller. På sin telefon har hun installeret en app, som minder hende om, hvornår hun skal tage medicin, så hun er sikker på at være smertedækket hele dagen.
Lige nu tager Lotte fire gange i døgnet Pinex samt et morfinlignede præparat hver aften. Sidstnævnte begyndte Lotte at tage for et år siden. Indtil da havde hun taget gigtpræparater som Ipren og Ibumetin, men hendes nye læge bad hende omgående om at stoppe med det. Der var nemlig risiko for, at gigtpræparaterne ville give Lotte mavesår.
“Det var selvfølgelig skræmmende, og det er ikke særlig rart at tage medicin for at kunne være til, men jeg er simpelthen nødt til det. Også selvom det nogle gange gør mig ked af det, for jeg synes, det er alt for tidligt. Jeg er kun 30 år,” siger Lotte.
Hun får ofte væskeansamlinger og kraftige smerter under knæskallen. Når hun ignorerer smerten og går videre, giver det et smæld og føles som om, knæet er ved at springe, forklarer Lotte.
“Nogle gange har jeg så mange smerter, at jeg bare har lyst til at få benet amputeret og få en benprotese. Jeg tænker, det ville være nemmere for mig, hvis lægen bare kunne skære det af,” siger hun og smiler lidt.
Tidligere har Lotte været nede med
stress. Hun tror dog ikke, at det havde noget med de fysiske smerter at gøre. Det var nogle andre ting, som spillede ind, forklarer hun.
Stemplet som misbruger
Efter Lotte begyndte at tage medicin dagligt, blev hun bange for, om nogen ville stemple hende som pillemisbruger. Hun har oplevet mange fordomme om smertestillende medicin, og da folk begyndte at spørge direkte, om Lotte havde et misbrug, blev det psykisk belastende for hende.
“Pludselig følte jeg, at smerterne var noget, jeg fandt på for at kunne tage medicin. Det satte mange tanker i gang, når andre smed en sidebemærkning, og jeg brugte virkelig meget energi på at tænke, om jeg var blevet afhængig,” siger Lotte.
Lottes læge hjalp hende til at erkende, at hendes medicinforbrug ikke er en afhængighed, men en nødvendighed for at komme igennem arbejdsdagen. De dage, Lotte ikke arbejder, tager hun heller ikke morfinlignende præparater om aftenen, medmindre smerterne er voldsomme.
“Så jeg føler mig ikke som en misbruger, der bare skal have sit stof, for jeg kan godt vælge det fra,” fortæller Lotte, som særligt har oplevet, at folk har været skeptiske over for hendes medicinforbrug, fordi hun er så ung, og fordi skaden ikke er synlig.
På en regnvejrsdag sidste sommer gled Lotte og provokerede skaden i sit knæ. Hun søgte efterfølgende behandling på et privathospital, og her fandt hun for alvor ud af, hvor slemt det stod til. Et røntgenbillede viste, at der kun var millimeter af brusk tilbage på ydersiden af Lottes knæ.
Lotte fik derfor en besked fra lægen, som vendte op og ned på det hele. Hun skal finde sig et andet job. Knæet er så beskadiget, at hun ellers slider sig selv helt ned. Og mere slid betyder mere smertestillende, og det kan Lottes krop heller ikke holde til.
“Det var som at få en hammer lige i hovedet. Enten finder du et andet arbejde, eller også kommer du aldrig til at arbejde igen. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville være blevet så slemt,” siger Lotte, der aldrig har været i tvivl om, at hun er landet i det rette fag.
“Jeg græd og græd i flere dag. At være social- og sundhedsassistent ligger så dybt i mit hjerte. Så jeg følte, at hele mit ståsted og min identitet blev revet væk under mig,” siger hun.
Derfor tog det også tid for Lotte at erkende, at hendes job ikke definerer hende som person. Heldigvis har hun fået god hjælp af sin leder til at finde ud af, hvad hun skal i fremtiden. I løbet af det næste år skal Lotte have valgt en anden karrierevej. Lige nu vil hun gerne læse til ergoterapeut og på sigt arbejde inden for ældreområdet igen.
Løber for stærkt
På Lottes arbejdsplads har de været gode til at tage hensyn til skaden. Lotte er kommet i en mindre afdeling med færre borgere, og hun har fået et løbehjul, så hun ikke skal gå så meget rundt. Alligevel er Lotte ikke i tvivl om, at lægen har ret i, at hun er nødt til at skifte job.
Det er nemlig særligt, når Lotte har meget travlt på arbejdet, at smerterne presser sig på og bliver voldsomme. Og travlt har hun tit. Lotte oplever, at faget er presset, og ligesom så mange andre sosu’er løber hun ofte for stærkt. Så glemmer hun at holde pauser og bruge de hjælpemidler, hun har fået.
“Jeg er en arbejdshest, og jeg har bare arbejdet løs uden at tage hensyn til mig selv, fordi jeg ikke har villet være til besvær. Det har gjort mig mere slidt. Og nu bliver jeg nødt til at finde noget andet at lave,” siger Lotte.
Hun har sammen med sin læge sat et mål om, at hun en dag skal blive smertefri eller i det mindste ikke være nødsaget til at tage medicin dagligt.
“Det ville jo næsten være for godt til at være sandt. Men jeg håber virkelig, at det lykkes,” siger Lotte.