Annonce

Ole Hartz larsen står på sin altan

Fyret fra plejehjemmet: Får 450.000 kroner

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Det var ikke lovligt, da Ole Hartz Larsen blev afskediget fra sit fleksjob. Han tog kampen op og har nu fået 450.000 kroner i godtgørelse.

Annonce

62-årige Ole Hartz Larsen er glad for, at han med FOAs hjælp fik 450.000 kroner for uretmæssig opsigelse. Nu håber han, at det lykkes ham at finde et nyt fleksjob. Jørgen True

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Annonce

Det var et brud på forskelsbehandlingsloven, da Ole Hartz Larsen i 2016 blev afskediget fra sit fleksjob på et demensplejehjem i Københavns Kommune.

Det har Ligebehandlingsnævnet afgjort, og det betyder, at den 62-årige plejehjemsassistent har modtaget 450.000 kroner i godtgørelse for uretmæssig fyring. Det udfald glæder Ole Hartz Larsen: 

“Jeg ved ikke, hvilke ord jeg skal sætte på det. Det er et kæmpe klap på skulderen,” siger han.

Blodpropperne

Læs også: Næsten hver anden fyreseddel skyldes sygdom

I 2008 blev Ole Hartz Larsen ramt af to blodpropper i hjernen, som gav ham hukommelses- og koncentrationsbesvær og en varig funktionsnedsættelse.

Han havde på det tidspunkt en lederstilling på plejehjemmet. Året efter blev han bevilget fleksjob med en ugentlig arbejdstid på 20 timer som plejehjemsmedhjælper med administrative funktioner på sin gamle arbejdsplads.

Han klarede sig godt, og i to efterfølgende evalueringer var der gensidig tilfredshed med ordningen mellem ham og arbejdsgiveren.

“Jeg fik aldrig løftede pegefingre fra ledelsen, efter jeg vendte tilbage. Arbejdspladsen var god til at forstå, at jeg ikke skulle have alt for mange opgaver – og de opgaver, jeg skulle løse, skulle være klare og koncise,” siger Ole Hartz Larsen.

Selvom han klarede sig godt på arbejdet, betød sygdommen, at han røg ned i et sort hul, når han kom hjem fra jobbet. Han fik derfor ordineret antidepressiv medicin af sin læge. Samtidig var arbejdet med at hjælpe ældre, demente borgere med til at holde det mørke sind på afstand.

“Det var et job, jeg var skide stolt af, og som betød rigtigt meget for mig, fordi jeg kunne bidrage med noget, der gjorde tingenes tilstand i nuet bedre for de demente,” siger Ole Hartz Larsen.

Det var et job jeg var skide stolt af, og som betød rigtig meget for mig. 

Ole Hartz Larsen

Besparelserne

Læs også: Fyret på dagpenge: Jeg havde ikke råd til mad

I begyndelsen af 2016 fik de ansatte på plejehjemmet at vide, at der skulle spares – og kort efter blev Ole Hartz Larsen afskediget.

Nogenlunde samtidig havde kommunen imidlertid ansat en person i seniorjob, hvis opgaver var identiske med dem, Ole havde udført. Og det var et problem, mente juristerne i FOA, som Ole tog kontakt til.

De vurderede, at Ole, havde været udsat for forskelsbehandling på grund af sit handikap og derfor burde få en godtgørelse, der svarer til et års løn.

“Jeg var til møde med tre kloge og søde mennesker hos FOA. Her blev dokumentationen fremlagt, og jeg kan huske, at en af dem sagde: ‘Vi har en sag’,” siger Ole Hartz Larsen.

Han modtog Ligebehandlingsnævnets afgørelse midt på foråret og er glad for, at han med FOAs hjælp fik medhold i, at hans arbejdsgiver ikke handlede korrekt.

“Jeg har været ekstremt glad for den kontakt, jeg havde med FOA både op til og efter sagen. Juristerne holdt mig opdateret i hele forløbet og tog hensyn til, at jeg på grund af min sygdom havde brug for at få informationen på skrift,” siger Ole Hartz Larsen.

Hvis du har oplevet forskelsbehandling - eksempelvis i forbindelse med en fyring - er det en god idé at kontakte din tillidsrepræsentant eller din FOA-afdeling. Det er gratis og en del af dit medlemskab af FOA.

Sagens forløb

  • 2008 - 12. april
    Ole Hartz Larsen rammes af to blodpropper i hjernen, der giver ham varige men.
  • 2009 - september
    Får et fleksjob på sin gamle arbejdsplads, et plejehjem i Københavns Kommune.
  • 2016 - 24. februar
    Orienteres om, at arbejdspladsen skal spare 1.060.000 kroner. Bliver afskediget kort efter.
  • 2018 - 7. november
    FOA klager til Ligebehandlingsnævnet med en påstand om, at Ole Hartz Larsen har været udsat for forskelsbehandling på grund af sit handikap og derfor skal have en godtgørelse svarende til 12 måneders løn.
  • 2019 - 24. april
    Ligebehandlingsnævnet afgør, at Københavns Kommune skal betale 450.000 kroner i godtgørelse til Ole Hartz Larsen for uretmæssig fyring.

Kilde: Afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet.

 

 

Værd at vide om forskelsbehandlingsloven

  • Hvis du har en varig funktionsnedsættelse, eksempelvis et handikap eller en kronisk sygdom, så er du omfattet af bestemmelserne i forskelsbehandlingsloven.
  • Forskelsbehandling er, når en person eksempelvis på grund af handikap, alder, race eller seksuel orientering behandles ringere end en anden i en tilsvarende situation.
  • En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Kilde: Forskelsbehandlingsloven, Retsinformation.

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies