Annonce

En mand tænder en smøg

Professor: Kommune må ikke forbyde ansatte at ryge i selvbetalte pauser

Af Morten Bruun
Journalist

Juraprofessor og ekspert i arbejdsret kalder Ishøj Kommunes nye rygepolitik for en overskridelse af ledelsesretten. “Hvis det kommer til en sag, vil kommunen tabe,” siger Ole Hasselbalch.

Annonce

I Ishøj Kommune har de indført rygeforbud uden undtagelser. Forbuddet gælder også medarbejdere, der holder pause for egen regning og i eget tøj. Professor vurderer, at kommunen vil tabe, hvis der bliver rejst en sag. Modelfoto. Iben Gad

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

Ishøj Kommune bevæger sig på juridisk tynd is, hvis kommunen fastholder den nye rygepolitik, der trådte i kraft i går.

Det mener Ole Hasselbalch, der er juraprofessor ved Aarhus Universitet og ekspert i arbejdsret.

“Hvis det kommer til en sag, er jeg ret sikker på, at arbejdsgiveren vil tabe – medmindre han kan påvise særdeles saglige grunde til at indføre den nye praksis. Og jeg har svært ved at forestille mig, at det vil være tilfældet her,” siger Ole Hasselbalch.

Læs også: Kommune forbyder ansatte at ryge i selvbetalte pauser

Som beskrevet i Fagbladet FOA har Ishøj Kommune – i lighed med en lang række andre kommuner – indført ʽrøgfri arbejdstid’. Men i Ishøj er der ingen undtagelser. 

Forbuddet gælder også de medarbejdere, der selv betaler deres frokostpause. De risikerer sanktioner, hvis de forlader arbejdspladsen i deres pause for at ryge en cigaret.

I strid med ledelsesretten

Ifølge Ole Hasselbalch er det en overskridelse af ledelsesretten, fordi kommunen blander sig i, hvad medarbejderne gør i deres fritid og udenfor arbejdspladsen.

“Kommunen kan jo heller ikke blande sig i medarbejdernes politiske holdninger,” noterer han.

Og det er præcis den principielle pointe, som Henrik Wolsing Jensen, der er ikke-ryger, tillidsrepræsentant og serviceleder på Ishøj Skole – og i øvrigt ikke er modstander af rygeforbuddet – har fremført i blandt andet Hoved MED-udvalget. 

“Hvis de (kommunen, red.) vil have hånd i hanke med, hvad jeg gør i min frokostpause, så kan de bare betale. Jeg betaler selv min pause, og så har jeg fri. Så er det ikke arbejdstid,” som Henrik Wolsing Jensen formulerede det overfor Fagbladet FOA torsdag.

Den fortolkning er professor Ole Hasselbalch enig i.

“Hvis en medarbejder med selvbetalt pause forlader arbejdspladsen i pausen og ryger 20 smøger, kan det blive et problem, hvis den pågældende bagefter lugter så meget af tobak, at det generer kollegerne i deres arbejdstid. Men ellers er det svært for kommunen at gøre noget. Som arbejdsgiver kan kommunen kun bestemme over, hvad der sker i arbejdstiden og på kommunens matrikel,” siger Ole Hasselbalch.

Det var et enigt byråd, der vedtog den nye rygepolitik ud fra ønsket om at gøre hele kommunen røgfri i arbejdstiden. 

“I den forbindelse diskuterede vi ikke de eventuelle juridiske aspekter. Vores ønske var – og er – en røgfri kommune, og at alle er omfattet af reglerne,” siger Ole Bjørstorp (S) og åbner en lille kattelem for en lille justering.

“Min umiddelbare tanke er, at vi foreløbig holder fast i den linje, men hvis der dukker nye aspekter op, diskuterer vi det selvfølgelig i byrådet. Det gør vi altid,” svarede han, da Fagbladet FOA i går præsenterede ham for Ole Hasselbalchs vurdering.

Foreløbig har 31 kommuner indført røgfri arbejdstid. Den langt overvejende praksis er, at medarbejdere med selvbetalte pauser kan ryge i pausen, hvis de skifter til civilt tøj og forlader den kommunale matrikel, hvor de er ansat.

Ole Bjørstorp vil ikke afvise, at Ishøj ender med den model. 

“Men det er ikke noget, jeg afgør alene. Og det er heller ikke noget, jeg forhandler med pressen,” siger han.

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies