Som tillidsvalgt igennem mange år, har jeg været vidne til, at styrkeforholdet mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne har forrykket sig helt vildt. Til ugunst for lønmodtagerne.
Arbejdsgiverne har altid haft ledelsesretten, men opbygningen af social tryghed i samfundet gjorde, at vi som fagbevægelse havde styrken til at imødegå den magt,
som ledelsesretten indebærer.
Den tid er desværre forbi. Arbejdsgiverne og deres repræsentanter i Folketinget gør, som det passer dem. De forringer rettigheder som dagpenge og efterløn. De øger uligheden og bruger magten til at bevillige sig selv privilegier som skattelettelser på formuer,
ejendomme og arv.
Det er magtforholdene anno 2019 i en nøddeskal.
På arbejdsmarkedet står det lige så slemt til. De spilleregler, der gælder for løsning af
uenigheder, hedder det fagretlige system. Det består af Arbejdsret (brud på overenskomster) og voldgifter (fortolkning af overenskomster).
Det skal forestille at være udtryk for en form for magtbalance. Men systemet indebærer, at vi i disse år taber alle sager og dermed kampen om at tolke aftaler til gunst for medlemmerne.
Det mest groteske eksempel er strejkevarslerne under OK18. På grund af pligten til at stille et nødberedskab var mange arbejdspladser udelukket fra en eventuel strejke.
Nødberedskabet var mindst lige så stort som den daglige personalenormering!
I fagbevægelsen burde vi ikke beskæftige os med andet end at finde veje til at ændre på magtbalancen i samfundet og på arbejdsmarkedet.