Annonce

Børn der klatrer op i barnevogn ved hjælp af stige hos dagplejer

Sådan er dagplejer blevet fri for smerter


Dagplejer Lonnie Britt Jørgensen døjede førhen med gener i skuldre og ryg, men et kursus lærte hende at løfte mindre på børnene, og siden har hun været fri for smerter.

Annonce

Hos dagplejer Lonnie Britt Jørgensen er børnene gode til at bruge en stige til at komme op i barnevognen. Hvis hun er på tur uden stigen, har hun lært børnene at kravle op og ned ved at træde på hjulet. Niels Åge Skovbo

Af Sophie Holland
Journalist

Annonce

Dagplejer Lonnie Britt Jørgensen var skeptisk, da hun i 2009 tog på et kursus, som skulle gøre børnene mere selvhjulpne. 

“Tidligere havde jeg det sådan, at børnene ikke selv skulle kravle op, for jeg var bange for, at de faldt ned.” 

Læs også: 4 ud af 10 har smerter: Ansatte i dagtilbud løfter for meget

Men den holdning ændrede sig hurtigt, for da børnene selv begyndte at kravle op og ned ad trappestigen til barnevognen, højstolen og puslebordet, forsvandt Lonnie Britt Jørgensens daglige smerter. 

Siden har hun været konsekvent og fulgt de retningslinjer, hun lærte på kurset, som alle dagplejere i Kolding Kommune har været på. 

“Når jeg indimellem løfter et barn op på puslebordet, så bliver min ryg simpelthen træt med det samme, og det er en af grundene til, at jeg holder fast i de gode vaner,” siger  hun. Hun mener også, at hendes vedholdenhed har noget at gøre med, at hun er fyldt 58 og har været dagplejer i 32 år. 

Jeg har gjort alt det, jeg ikke burde gøre. Det havde måske været sværere at holde fast, hvis jeg var ung og ikke kunne mærke konsekvensen nu og her,” siger hun.

Kolleger støtter hinanden

Når Lonnie Britt Jørgensen er på tur eller i legestuen med sine kolleger, er hun ikke bange for at påtale, hvis en kollega løfter for meget.

Læs også: Smerter i ryg, lænd og hofte: Lav disse 4 øvelser

“Vi kan sagtens minde hinanden om, hvor vigtigt det er, uden at der bliver dårlig stemning. For nogle gange går det hurtigere at løfte børnene, men vi har jo ikke noget, vi skal nå,” siger hun. 

Vilde og modige børn

Børnene, som har deres hverdag hos Lonnie Britt Jørgensen, elsker at lege vildt. Udenfor hopper de fra rutsjebanen og ned i en stor sækkepude, og indenfor bruger de ofte flere timer på en labyrint lavet af sammensatte borde og stole.

“De er enormt modige, når bare de får lov. Og jo bedre de bliver motorisk af at lege, jo mere selvhjulpne bliver de også, så det kommer både børnene og mig til gode,” siger Lonnie Britt Jørgensen. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev