Et barn rækker armene op, og vupti har en pædagogisk ansat løftet det op og lagt det i barnevognen i stedet for at lade barnet selv kravle op. Den slags situationer sker for ofte i dagtilbud, viser den seneste undersøgelse på området fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Læs også: Sådan er dagplejer blevet fri for smerter
Seks ud af 10 ansatte i dagtilbud angiver, at de løfter og bærer i mindst en fjerdedel af deres arbejdsdag. Det er en del af forklaringen på, at fire ud af 10 medarbejdere i dagtilbud oplever smerter på deres arbejde flere gange ugentligt.
“Når medarbejdere i dagtilbud anmelder muskel og skeletsygdomme som arbejdsskader, så har de fleste været udsat for at løfte og bære,” siger specialkonsulent i Arbejdstilsynet Gitte Petersen.
For at sætte fokus på problemet er Arbejdstilsynet og BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig administration aktuelle med kampagnen ‘Kan Selv – Vil Selv’, som skal gøre børnene mere selvhjulpne.
Læs også: Genåbning af dagtilbud: Nogle vil få brug for mere tid
“Når vi kommer ud på tilsyn, kan vi se, at personalet i flere situationer løfter for meget. De fleste ved, at det er forkert. Jeg håber, at kampagnen kan være med til at få dem til at handle på det,” siger Gitte Petersen.
Sid med hænderne i skødet
Ifølge arbejdsmiljøkonsulent i Aarhus Kommune Lene Stevn, som har været med til at revidere materialet i kampagnen, er det ikke så nemt at lade være med at overtage barnets arme og ben.
“Det er en arbejdsform, man skal lære. Det kræver faglighed at sidde med hænderne i skødet og guide barnet. I begyndelsen skal man acceptere, at det tager længere tid, men efter kort tid bliver børnene hurtigere,” siger hun.
4 ud af 10 har smerter
4 ud af 10 medarbejdere i dagtilbud for børn under seks år angiver, at de har smerter på deres arbejde flere gange ugentligt. Seks ud af 10 ansatte, som arbejder i dagtilbud med børn under seks år, angiver, at de løfter og bærer i mindst en fjerdedel af deres arbejdsdag.
Kilde: Undersøgelsen ‘Arbejdsmiljø og Helbred’ fra Det Nationale forskningscenter for Arbejdsmiljø, 2016.