Annonce

Sophie Lø

Tema: OK18

Konflikt afblæst: Forlig på statens område


Efter maraton-forhandlinger lykkedes det lørdag aften at lande en overenskomstaftale på statens område også. Dermed er risikoen for konflikt afblæst.

Annonce

Innovationsminister Sophie Løhde, så glad ud, da hun kom til Forligsinstitutionen fredag morgen, hvor dette foto blev taget. Men hun var endnu mere glad lørdag aften, var der blev indgået forlig på statens område. Joachim Rode

Af Mette Boysen
Nyhedsredaktør

Annonce

Lørdag aften lykkedes det også forhandlerne på statens område at indgå forlig for de offentligt ansatte.
Og det var til stor glæde for forhandlerne, der havde været i gang i 35 timer, inden forliget kom.

Læs også: Forlig i kommunerne på plads

“Det er en god aftale, begge parter kan se sig selv. Den er økonomisk ansvarlig, men også med plads til mærkbare lønstigninger,” sagde innovationsminister Sophie Løhde (V), da hun trådte ud foran Forligsinstitutionen. Hun tilføjede, at der var skabt tryghed om spisepausen.

Frokostpausen sikret

Også arbejdstagernes chefforhandler Flemming Vinther var godt tilfreds med aftalen.
“Vi gik ind med tre krav, og vi er kommet ud med tre krav, der er opfyldt,” sagde han og forsikrede ligeledes om, at der med aftalen var kommet en overenskomstmæssig sikring af spisepausen, som har været en af de helt store knaster i forhandlingerne.

Dermed er der overenskomstaftaler for de offentligt ansatte på både det kommunale, det regionale og det statslige område.
Og dermed er risikoen for en storkonflikt også afblæst.

“Vi gik fra, at vi troede, det blev konflikt, til at vi fik et forlig på alle tre områder. Det er vigtigt at blive ved at sige, at skulder ved skulder virkede, og den danske model sejrede. Medlemmerne, de aktive, demonstrationerne, og aktionerne er noget af det, der har rykket på det her. Vi skal huske at sige tak,” siger FOAs formand, Mona Striib efter forliget.

Dennis: Vi kom hjem i tre etaper

Også FOAs forhandlingschef Dennis Kristensen glæder sig over, at et forlig er indgået:
“Det ville have været trist, hvis de statsansatte skulle have været alene i konflikt. Det er et forlig, der er på samme niveau med dem, der er lavet i kommuner og regioner. Vi sejlede fra kaj med fælles krav, og nu kommer vi tilbage til kaj i tre etaper. Det er super,” siger han og fortsætter:

Læs også: Forlig giver udsigt til stort løft af sosu-assistenters løn

“Og så glæder det mig, at det forlig vi lavede onsdag morgen havde lige præcis den rette timing. Både i forhold til, at forligsmanden ikke skulle lukke ned for yderligere forhandling, men også for at skubbe på og sætte gang i forhandlingerne på alle områder,” siger Dennis Kristensen.

Solidaritetspagten virkede

Det første forlig kom onsdag og var på regionernes område for LO-gruppen. Siden kom der fredag forlig på det kommunale område. Lørdag morgen indgik FTF og AC forlig med regionerne, og lørdag aften var det statens tur.
“På fire dage har vi fået forlig på alle områder. Det siger noget om, at det var ren ketchupflaske. Da det først kom, kom det hele. Og solidaritetspagten – selvom den har været diskuteret – har den faktisk vist sig at virke,” siger Dennis Kristensen.

Nu forestår en række forhandlinger for de enkelte fagforeninger, inden forliget til sidst sendes til urafstemning hos medlemmerne.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev