Dennis Kristensen på vej ind i Forligsen

Tema: OK18

Forlig i kommunerne på plads 

Af Mette Boysen
Journalist

Af Signe Højgaard
Nyhedsredaktør

Et forlig er fredag middag indgået for alle ansatte i kommunerne. Reallønnen er sikret, lærerne har fået en aftale, og spisepause-problemet er løst. Der er særlige puljer til sundheds-ansatte, lavtlønnede og til ligeløn.

Dennis Kristensen er fortsat som chefforhandler, selv om han onsdag officielt gik på pension fra posten som FOAs forbundsformand. Foto fra fredag den 20. april foran Forligsen. Jørgen True

Af Mette Boysen
Journalist

Af Signe Højgaard
Nyhedsredaktør

Opdateret 27.04.2018 klokken 14 - rettet 18:30

Smilene var brede og stemningen løssluppen, da forhandlere fra både arbejdsgiver- og tager-siden lidt i 12 kom ned ad trapperne i Forligsinstitutionen.

Forrest kom chefforhandler fra Kommunernes Landsforening, Michael Ziegler og Anders Bondo Christensen, Forhandlingsfællesskabets chefforhandler, og formand for Danmarks Lærerforening.
 
“Vi har nu faktisk et samlet forlig for hele det kommunale område for samtlige 500.000 kommunalt ansatte. Det er ikke bare en mæglingsskitse. Det er et forlig. Et ganske almindeligt overenskomstforlig,” sagde Michael Ziegler og fortsatte:
 
“Det er ingen hemmelighed, at det har været et vanskeligt forløb. Det har trukket ud. Og nogle af os har oplevet årstiderne skifte, mens vi har været herinde. Det var vinter, da vi kom. Men det er fordi det har været svært,” siger Michael Ziegler.
 
Forliget indeholder en samlet økonomiske ramme på 8,1 procent. Det er den samme ramme, som blev aftalt onsdag for de regionalt ansatte. Heraf går de 6,81 procent til lønstigninger. Det fremgår af en pressemeddelelse fra FOA
 

Læs også: Forlig på det regionale område er i hus

Et par af de helt store knaster - lærerne har fået en løsning og spisepausen - er også løst med forliget på det kommunale område.

Anders Bondo Christensen ville først præsentere resultatet for sin egen hovedstyrelse, inden han ville udlægge det for pressen.

“Jeg er rigtig rigtig glad for at sige, at vi har en overenskomst for alle. Vi har svar på de knaster, vi har bokset med i fem måneder på nær syv dage. Den indsats var ikke forgæves,” sagde Anders Bondo Christensen. 

Ifølge DR.dk har lærerne ikke fået en ny arbejdstidsaftale, men en kommission, der skal undersøge arbejdstiden frem mod næste overenskomstforhandling.
 
“Jeg vil ikke oversælge det her resultat, men jeg synes virkelig, at vi har et resultat, vi kan være bekendt, og vi kan sige til medlemmerne, vi har kæmpet alt, hvad vi kunne, og det har vi gjort hele vejen igennem,” sagde Anders Bondo Christensen. 
 
I kommunerne er der afsat en særlig pulje på 522 millioner kroner til rekruttering af sosu-ansatte og sygeplejersker. Derudover er der aftalt særlige puljer på 85 millioner kroner til ligeløn og lavtlønnede.
 

FOA-formand: Vi gik hele tiden efter en løsning for alle

FOAs nyvalgte formand, Mona Striib, kalder forliget for “enestående” og “historisk godt”. 

“Jeg er simpelthen så glad. Vi blev ved at forhandle, presse på, argumentere for at få de sidste ting masseret på plads. Det gjaldt især lærernes arbejdstidsaftale, for vi var benhårde på, at løsningen for lærerne den skulle i hus. Så lærerne kom med, spisepausen kom med, og lønrammen kom på plads,” sagde Mona Striib og tilføjede, at dagens resultat, nok vil ændre på, hvordan mange ser på det forlig, der blev indgået på det regionale område onsdag:
 
“Jeg tænker, at det her betyder, at folk ser det i et klarere lys. Vi er hele tiden gået efter en løsning for alle, og jeg tror, at nu hvor vi er kommet over på den anden side, kan man se det.”
 
FOAs chefforhandler, Dennis Kristensen, tilføjer, at forliget viser, at det var hjælpsomt, at alle LO-forbundene brød isen med det regionale forlig natten til onsdag i denne uge.
 
“Der er grund til at starte med at takke medlemmer over hele landet. Og der er grund til at sige tak til en forligsmand, der var parat til at give op undervejs, men alligevel valgte at sige: ‘Giv det en chance til.’ Og vi fik ketchupflasken i gang og fik rystet ketchup ud på det regionale område, og det har været med til et forlig her på det kommunale område,” siger Dennis Kristensen.
 
Han blev spurgt til de vrede reaktioner, han fik efter forliget på det regionale område:

“Jeg vil sige: 'Prøv at se det, I var så vrede over, det er blevet til forlig i kommunerne. Nu kan alle her sige, at de synes, det er et smaddergodt forlig, så gad vide, om det vi lavede forleden dag ikke også var et smaddergodt forlig,” sagde Dennis Kristensen.

Læs også: Dennis Kristensen takkede af: "Ja, gu' er det vemodigt"

FOA: Mærkbare lønstigninger til sosu-assistenter
Den særlige pulje på 522 milioner kroner til rekruttering af især sosu-ansatte og sygeplejersker svarer til 0,3 procent af den samlede ramme. 
 
FOA og KL skal nu forhandle udmøntningen af pengene. 
 
"Man kan således ikke i dag præcist sige, hvor meget lønnen vil stige for den enkelte - men der vil blive tale om mærkbare lønstigninger for især sosu-assistenter," står der i pressemeddelelsen.
 

Historisk ligelønspulje

Ifølge FOA har der tidligere været afsat puljer til lavtlønnede, men det er historisk, at der nu også kommer en pulje til ligeløn:
 
“Det er ikke kolossale beløb, men det er forhåbentlig starten på en proces, der afvikler uligelønnen i Danmark. Vi har krævet mandeløn til kvindefag de sidste ti år. Nu er der taget et første lille skridt, som forhåbentlig bliver det første af mange,“ siger Dennis Kristensen.
 

Læs også: Forlig giver udsigt til stort løft af sosu-assistenters løn

Ligelønspuljen går til kvindedominerede fag - og det vil være FOA, sygeplejerskerne, socialpædagogerne, BUPL’s og HK’s medlemmer, der nyder godt af pengene. Pengene går ikke til kønnet, men til de fag, hvori kvindeandelen er størst. En mandlig dagplejer vil for eksempel også få ekstra.
 
Arbejdsgiverkravene om forringelse af seniorordningerne er taget af bordet. 
 

Læs også: 6 spørgsmål og svar: Derfor indgik FOA forlig med regionerne

0,35 procent af den økonomiske ramme skal forhandles af organisationerne. Det betyder, at der kan være lidt ekstra penge til de faggrupper, der ikke særskilt er tilgodeset af det generelle forlig.
 

Lønstigninger med tilbagevirkende kraft

De første lønstigninger på 1,1 procent træder i kraft 1. april i år. Det vil sige, at medlemmerne skal have efterreguleret deres løn. Det sker formentlig først i juni måned.
 
Forliget skal nu til afstemning blandt FOAs medlemmer. Det er således medlemmerne, der afgør, om forliget skal godkendes. Der vil ikke blive tale om sammenkædning af alle forlig.

Opdatering: Artiklen er opdateret med citater fra forhandlerne, da de kom ud af Forligsinstitutionen og præsenterede aftalen.

Rettelse: I en tidligere version stod der, at lærerne havde fået en aftale på deres arbejdstid. Til DR oplyser formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, at der ikke tale om dette, men om en kommission, som skal undersøge lærernes arbejdstid frem mod næste overenskomstforhandling.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies