Annonce

Dennis Kristensen med Kim Simonsen ved fusionskongres fredag den 13. april

Det blev et ja: LO og FTF i historisk sammenlægning


De delegerede i LO og FTF har stemt ja til en historisk sammenlægning mellem de to hovedorganisationer. Den nye organisation ser dagens lys den 1. januar 2019. FOAs formand Dennis Kristensen ser mange fordele i fusionen.

Annonce

De delegerede i LO og FTF har stemt ja til en sammenlægning mellem de to hovedorganisationer. Den nye organisation ser dagens lys 1. januar 2019. Foto Dennis Kristensen

Af Linda Hansen
Journalist

Annonce

Artiklen opdateres.

Fremover vil 1,5 millioner lærere, sosu’er, industriarbejdere, håndværkere, politibetjente, sygeplejersker og pædagogmedhjælpere være med i den samme hovedorganisation.

Læs også: Forårsbryllup mellem LO og FTF: Gyserafstemning fredag den 13.

Det er konsekvensen, efter det fredag over middag stod klart, at et flertal af de mere end 600 delegerede på to sideløbende kongresser i LO og FTF har stemt ja til en sammenlægning mellem de to hovedorganisationer.

I LO blev det med stemmerne 389 for og 11 imod, mens 71,4 procent af de delegerede i FTF stemte ja.

Hos FOA ser formand Dennis Kristensen positivt på sammenlægningen.

”Det her er både en rigtig og historisk beslutning. For udfordringerne for fagbevægelsen stiger i disse år – med stigende ulighed og en mere skæv fordeling af goderne, øget krav til kompetencer og uddannelse og angreb på lønmodtagernes grundlæggende tryghed,” siger FOA-formanden.

Han understreger, at det i bund og grund handler om kampen for velfærd.

”Kampen om velfærden og den offentlige service bliver stadig hårdere. Det rammer de offentligt ansattes arbejdsvilkår og muligheder for at levere det bedste. Det er hele denne udvikling, fagbevægelsen skal kæmpe mod, og her har vi brug for at samle frem for at sprede kræfterne. Og det gør vi med denne fusion, siger Dennis Kristensen.

Stor spænding til det sidste

Der har været stor spænding om resultatet helt til det sidste - både i LO og FTF. Blandt andet besluttede LO's største fagforbund 3F først så sent som torsdag eftermiddag dagen før afstemningen om fusionen, at de ville anbefale et ja til den.

Og fra FTF har udmeldingen hele vejen op til afstemningen været, at der ville være meget tæt løb mellem ja- og nej-siden.

Resultatet betyder umiddelbart, at de to organisationer i eftermiddag indleder en stiftende kongres for den ny hovedorganisation, og derefter bliver der taget stilling til et navn til den nye organisation samt andre formalia.

Valg af formand og næstformand

Blandt andet skal formands- og næstformandsposten besættes. LO's nuværende formand Lizette Risgaard forventes at blive ny formand, mens FTF's formand ventes at blive ny næstformand.

Desuden får LO fire næstformandsposter, mens FTF får to. Også disse poster skal besættes senere fredag.

Meningen er, at de to hovedorganisationer flytter under samme tag og begynder på arbejdet den 1. januar 2019.

Tjek LO og FTF's fælles hjemmeside for mere info om de ekstraordinære kongresser og grundlaget for fusionen.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev