Annonce

Pædagog Lisa Østervig Pedersen ved bordet med børn

Her har alle børn mod på at smage maden


I den integrerede institution, Stenurten, spiser alle både rosenkål og røde pølser, når børn og  voksne nyder det fælles måltid.

Annonce

“Hvad skal vi have at spise i dag?  Børnene er helt klar over, at menuen står på fiskefrikadeller. Pædagog Lisa  Østervig Pedersen er klar til et hyggeligt måltid med masser af snak om maden. Jørgen True

Af Louise Graa
Journalist

Annonce

“Uhm”. Lisa Østervig Pedersen, pædagog i Stenurten på Nørrebro i København, starter dagens frokostmåltid med at udtrykke sin begejstring over maden for så at stille børnene en række spørgsmål. 

Læs også: 4 råd: Sådan får børn mod på maden

“Kan I se, pastinakken er lysere end kartoflen? Prøv at smage på græskarret. Smager det sødt eller surt, og hvordan ser man ud i hovedet, når noget er surt?” 

Snakken om smagen af de syltede græskar går hen over bordet, børnene sender pastinakker rundt i små skåle, og fiskefrikadellerne bliver kørt rundt i remouladen. 

“Hos os har alle børnene mod på at smage på al maden, og det tror jeg skyldes, at vi har en tydelig måltidskultur og selv gør meget ud af at være gode rollemodeller. Børnene accepterer lynhurtigt måden, vi gør det på,” siger Lisa Østervig Pedersen.

Hvad ligner fiskefrikadeller?

I Stenurten er der åbent køkken, så børnene kan være med i madlavningen, ligesom de på skift dækker bord, præsenterer maden og siger værsgo. 

Læs også: Trivselskommission kommer ikke frem til alle løsninger i et mødelokale: Derfor har de brug for dine 'særlige indsigter'

“Vi sørger for, at børnene får ejerskab, og vi taler om farver, smagsindtryk og følelsen i munden. Og ikke mindst lytter vi til børnenes madoplevelser,” siger Lisa Østervig Pedersen.

 “De ligner små støvler,” siger et barn om fiskefrikadellerne. En anden bemærker, at græskarstykkerne knaser, og det fører til en snak om, at man godt kan blive overrasket over, hvordan maden smager. 

Indimellem er der børn, der har svært ved nye smage, og i dag sidder der da også en lille dreng tilbage, som har brug for ekstra tid. Men fra at være ekstremt selektiv smager han nu på det hele og har også fået mod på nye grøntsager. 

Dejligt pusterum

For Lisa Østervig er måltidet et af dagens højdepunkter. 

“Jeg nyder det virkelig, for det er et hyggeligt pusterum uden kampe om, hvem der vil spise hvad. Vi presser ikke børnene, for man må altid spytte ud, men man skal lige smage. Og nu er børnene også selv begyndt at tale om madmod,” siger hun. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev