Det var fantastisk, da regeringen besluttede at give 425 millioner kroner til at genoprette plejehjemskøkkener, så beboerne kunne opleve hjemmelavet mad, duft og medindflydelse i stedet for bespisning. Det var næsten for godt til at være sandt. 

Og det var lige præcis, hvad det var. For det er nemt nok at give penge til nye komfurer og køleskabe, men når kommunerne i forvejen er økonomisk pressede, og der ikke følger penge med til det, der skal i gryderne, kan det være lige meget. En tredjedel af kommunerne har da også sagt nej tak til pengene. Enkelte har betegnet dem som en hadegave.

Nu venter jeg spændt på, hvordan maden bliver forandret for beboerne i de kommuner, der vil genoprette køkkenerne. Jeg glæder mig til at høre om de nye spændende initiativer, der opstår. For nogle skal der nok komme. 

Men det bekymrer mig, at der ikke kommer personale i de nye køkkener. Jeg havde en forventning om, at der ville blive nye, indholdsrige opgaver til vores dygtige husassistenter og deres faglærte kolleger. Men fra flere kommuner hører vi, at sosu’erne skal lave maden. 

Myten om, at alle kvinder kan lave mad har vi for længst aflivet, og selvfølgelig jubler sosu’erne ikke over at blive pålagt en opgave, som de ikke er uddannet til, og som de ikke nødvendigvis er hverken interesserede i eller gode til. 

Så det gode initiativ ender måske med at gøre plejehjemsmaden endnu mere udskældt – selvom man har brugt næsten en halv milliard kroner på at forbedre den.

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.