En social- og sundhedsassistent hjælper en ældre borger med strømper

Kommunalvalg: Børn og ældre

101-årig på plejehjem: Jeg er alene med mine tanker

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Færre ansatte skal løse flere opgaver på plejehjem i Horsens Kommune. En af de ældre, der kan mærke besparelserne, er 101-årige Inge Lauersen.

Laila Hay hjælper her 101-årige Inge Lauersen med at få kompressions forbindinger på. De to har det godt sammen, men desværre for dem begge er hverdagen på plejehjemmet så presset, at der ikke er meget tid til nærvær og personlige samtaler.  Niels Åge Skovbo 

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

I Horsens Kommune har man ifølge tal fra Økonomi og Indenrigsministeriet sparet 13 procent på ældreområdet siden kommunalvalget i 2013. Samtidigt har de ansatte fået flere nye opgaver, og det øger travlheden på arbejdet.
 
På Præsthøjgården i udkanten af Horsens kan de ældre beboere godt mærke, at de ansatte løber stærkere og har mindre tid til de personlige samtaler.

“Det er et godt sted, jeg bor, men de ansatte har alt for travlt. De kommer derfor ikke så hurtigt, når man har brug for hjælp. Det er ikke så rart, når man skal på toilettet,” siger Inge Lauersen, som Fagbladet FOA møder i hendes lejlighed på plejehjemmet.

Inges lejlighed er lys med vinduer i den ene langside, og der er god plads til møblerne og malerier, der dekorerer lejligheden. På et bord ligger en bunke af garnnøgler. Her bruger Inge det meste af sin tid med at strikke små tøjdukker.

De ekstra opgaver og de færre ressourcer presser de ansatte.

“Vi skal yde det samme for mindre penge. Det gav mening  i begyndelsen, for der var nogle arbejdsgange, som var gammeldags. Men vi nået dertil, hvor vi ikke kan tænke os ud af besparelserne,” siger Laila Hay, der arbejder på Præsthøjgården i udkanten af Horsens.
 

Læs også: Sosu om besparelser: Politikerne siger jeg skal tænke 'smartere'

Både Inge og Laila ville ønske, at der ved siden af basale plejeopgaver som toilethjælp var mere tid til nærvær. Men nærværet er det første, der forsvinder, når sparekniven svinges.
 
“Mit arbejde består i at hjælpe borgerne med badning, spisning og gøre rent. Den 'bonding', jeg har med Inge i løbet af en dag, er, når vi synger, mens hun får et bad. Jeg tror ikke akademikerne, der er ansat hos kommunen, forstår, hvor travlt vi har,” siger Laila.
 
Hun mener, at der er blevet skåret helt ind til benet - og kommunen er bliver ved med at skære.
 
“Før var vi fire om eftermiddagen. I dag er vi to. Vi er nået helt ind til benet af, hvad vi kan magte, og jeg føler, vi nu er gået i gang med en amputation,” siger Laila Hay.
 
Samtidig med, at de på Præsthøjgården har vinket farvel til flere kolleger, fortæller Laila, at der er kommet nye papiropgaver til. Det øgede arbejdspres har konsekvenser.
 
“Folk, der har været i faget i rigtigt mange år, knækker og går ned med stress. Det er ofte dem med de højeste ambitioner, der bliver syge. De vil så gerne yde det bedste stykke arbejde og gøre tingene godt, men det er der ikke tid til længere."
 

Ikke rart at blive gammel

Det pressede arbejdsmiljø betyder, at der er en stor udskiftning af ansatte på plejehjemmet. Samtidig ansætter kommunen primært folk i deltidsstillinger. Konsekvensen er, at 101-årige Inge Laursen skal forholde sig til rigtigt mange forskellige medarbejdere:
 
“Det er rarest, når det er de samme mennesker, der skal give mig bad og hjælpe mig i tøjet,” siger hun.
 
Hun er bevidst om, at plejehjemmet er hendes sidste bolig. Hun ville ønske, at der var mere personale, så tiden på plejehjemmet ikke kun blev et spørgsmål om, hvorvidt hun fik bad og mad - men at der også var tid til at fokusere på livskvaliteten. 
 
“Det er ikke rart at blive gammel. Jeg har ondt i kroppen, og jeg er alene med mine tanker på værelset. Politikerne skulle give mere til ældreområdet,” siger Inge Lauersen.
 
Laila Hay understreger, at besparelserne på plejehjemmet også sker, fordi kommunen er presset. 
 
Omprioriteringsbidrag og serviceloftet, der er vedtaget på Christiansborg, har lagt kommuneøkonomien i en spændetrøje. Hun mener derfor, at landspolitikerne har et stort ansvar for den hverdag, som Inge Lauersen og de øvrige beboere på plejehjemmet har.
 
“Det nytter ikke, at de skærer i kommunernes økonomi og så sender nogle øremærkede penge retur, hvor vi så skal dokumentere, at de bliver brugt efter hensigten. Det tager tid fra borgerne,” siger hun og fortsætter:
 
“Politikerne kan ikke længere kalde besparelser for ‘effektiviseringer’ og ‘smartere tænkning’. Når de i dag sparer på ældreområdet, så er det gamle fru Jensen, som kommer til at betale prisen,” siger hun.

Borgmester: Vi er pressede
Hos Horsens Kommune erkender borgmester Peter Sørensen (S), at ældreområdet er blevet presset.
 
“Horsens Kommunes byråd vedtog i 2013 en økonomisk politik gældende for 2014 og frem. Som en del af den økonomiske politik foretages en effektivisering på én procent årligt på alle områder underlagt kommunal styring, herunder ældreområdet,” forklarer borgmester Peter Sørensen.
 

Læs også: Børn til rytmik på plejecenter: Se de ældre lyse op

 - Hvad er årsagen til, at I har effektiviseret?
“Kompleksiteten af borgerne - især hvis vi går ind på demensområdet - bliver større. Sundhedsvæsenet trækker flere opgaver over til os, så opgaveporteføljen vokser. Samtidigt har regeringen lagt et serviceloft ned over kommunerne. Det presser os yderligere,” siger Peter Sørensen.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies