Annonce

Yngre kvinde står tæt ved ældre og holder hendes hænder

Vold på jobbet: Dement mand var ”helt kørt op”


Social- og sundhedshjælper Dorte Friis Schmidt blev slået i hovedet af en dement mand på sit arbejde. Kollegerne hjalp hende over det med gode snakke og aflastning.

Annonce

Social- og sundhedshjælper Dorte Friis blev overfaldet af en dement mand. Snakken med kollegerne hjalp hende videre. Her er hun i en mere fredelig situation. Niels Åge Skovbo

Af Karin Svennevig Hyldig
Journalist

Annonce

Gjorde jeg nu det rigtige? Levede jeg op til mit ansvar? Selvbebrejdelserne stod i kø den aften for halvandet år siden, da social- og sundhedshjælper Dorte Friis var udsat for vold på sin arbejdsplads.

En mandlig dement overfaldt Dorte Friis, da han kort før sengetid havde besøg af en kvindelig beboer. Af hensyn til begge beboeres sikkerhed var personalet lidt på vagt.

“Vi kunne ikke høre noget derindefra, så jeg gik hen til døren og lyttede. Pludselig åbnede han så døren, og jeg kunne med det samme se, at han var godt oppe at køre. At jeg stod dér, gjorde det ikke bedre. Han har sikkert følt sig overvåget, så han fór lige på mig og nåede at slå mig et par gange i ansigtet, før jeg fik fat i hans håndled. Lige dér var jeg mest bange for, at han skulle ramme mine briller, for jeg kan slet ikke læse uden,” fortæller hun.

Læs også: Nye voldstal: Blå mærker er blevet hverdag


Samtale hjalp

Hverken brillerne eller den kvindelige beboer led overlast, og Dorte Friis fik ingen fysiske skader af overfaldet.

Men psykisk var hun rystet. En god snak med en kollega efter arbejdstid tog toppen, men i måneder var hun mere usikker og anspændt end normalt.

“Jeg havde det rigtig skidt, for det er jo vores ansvar at skabe den ro og tryghed, der bremser den slags situationer i at udvikle sig,” siger social- og sundhedshjælperen, der er ansat i en beskyttet enhed med ti demente beboere på Plejecenter Hejlskov i Egtved. 

Hvis du er anspændt eller opkørt, mærker demente det med det samme. 

Social- og sundhedshjælper Dorte Friis

Altid to på vagt

Voldsepisoden blev indberettet til lederen og arbejdsmiljørepræsentanten samt beboernes pårørende. De første måneder efter overfaldet holdt Dorte Friis sig lidt på afstand af overfaldsmanden og lod i stedet kolleger tage sig af ham.

“På et almindeligt plejecenter havde det ikke kunnet lade sig gøre, men fordi vi er en skærmet enhed, er vi altid to på vagt,” forklarer hun. 

Det var vigtigt for hende.

“Hvis du er anspændt eller opkørt, mærker demente det med det samme. Utryghed smitter, og en beboer, der slår, gør det som regel netop på grund af utryghed eller magtesløshed,” siger hun.

Dorthe Friis bebrejder ikke længere sig selv, for det der skete, den aften.

“Og det lykkedes faktisk at skabe ro efter overfaldet,” siger hun. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev