Annonce

Kvinde står lyttende ved dør på en lang gang.

Nye voldstal: Blå mærker er blevet hverdag


På plejehjem, i psykiatrien og på handicapområdet udsættes mere end halvdelen af de ansatte for mindst én
voldsepisode i løbet af ét år.

Annonce

Social- og sundhedshjælper Dorte Friis blev slået i hovedet af en dement mand på sit arbejde. Hun var i flere måneder efter episoden mere usikker og anspændt end normalt. Niels Åge Skovbo

Af Finn Danielsen
Journalist

Annonce

Hvert tredje FOA-medlem er inden for det seneste år blevet sparket, skubbet, slået, bidt, nevet, kradset eller udsat for endnu voldsommere former for fysisk vold.

For nogle sker det dagligt eller ugentligt. Det viser en ny undersøgelse blandt FOAs medlemmer.

Undersøgelsen viser også, at flere og flere bliver udsat for vold, selv om der har været skarpt fokus på forebyggelse de senere år.

Læs også: Vold på jobbet: Dement mand var ”helt kørt op”

Størst stigning på ældreområdet

Stigningen i volden er mest markant på ældreområdet. 54 procent af de ansatte på plejehjem har været udsat for vold inden for det seneste år. For to år siden var tallet 47 procent. I hjemmeplejen er der også sket en stigning, fra 14 procent til 24 procent.

Men også i daginstitutioner og skolefritidsordninger bliver flere FOA-medlemmer udsat for vold i dag end for to år siden.

“Det går den forkerte vej med voldstallene. Travlhed, for få ressourcer og for lidt tid til at berolige, er noget af det, der får dem til at stige,” siger Lars Peter Andersen, der er psykolog ved Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning.

Større bevidsthed om vold

Han mener også, at de ansatte er blevet mere bevidste om, at vold er noget, de ikke vil finde sig i.

”Tidligere har der været underrapportering af voldsepisoder, blandt andet fordi det blev anset for et arbejdsvilkår, når man havde med syge mennesker at gøre,” siger han.

Den vurdering deler Birgitte Bækgaard Brasch, der chefkonsulent i Socialt Udviklingscenter SUS, som netop har sendt en pjece om forebyggelse af vold i ældreplejen på gaden. Hun mener, at volden i stigende grad tages alvorligt som arbejdsbelastning, selvom hun stadigvæk kan løbe ind i ledere, der taler problemet ned.

“Måske oplever lederne, at de bliver målt negativt i laget ovenover, hvis de har mange registreringer af vold. Men lederne bør ikke måles negativt på en høj forekomst af vold, men positivt på, at de gør noget ved problemet.”

Handling efterlyses

FOA efterlyser mere politisk handling i forhold til voldsproblemerne.

Der er for mange tomme ord, og politikere i regering, regioner og kommuner har travlt med at pege på hinanden som de ansvarlige, mener Karen Stæhr, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.

“Det er det politiske system, der har ansvaret for, at volden stiger, for der er ikke de nødvendige ressourcer til at undgå den. Hvis man virker voldsomt fortravlet for eksempel over for en dement borger, opstår der misforståelser, og så stiger risikoen for konflikter,” siger hun.

Klare regler

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen har det politiske ansvar for lovene om sikkert arbejdsmiljø, og han fastslår, at reglerne er meget klare: Arbejdsgiverne skal sørge for, at det er trygt og sikkert at gå på arbejde, og Arbejdstilsynet holder øje med, at de lever op til det ansvar.

“Når det er sagt, så har vi også et fælles ansvar for at forebygge vold i udsatte brancher. Derfor har regeringen afsat 400 millioner kroner til en række indsatser for at forebygge vold på botilbud,” skriver beskæftigelsesministeren i en mail til Fagbladet FOA.

Sig fra ved fare

Som medarbejder skal du kunne gå på arbejde uden at frygte for vold, trusler eller verbale krænkelser. Du har derfor ret til at stoppe arbejdet, hvis du vurderer, at du er akut truet på dit liv eller helbred.

Kilde: FOA.

Læs mere på www.foa.dk/farligtarbejde  

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev