På indersiden af medicinskabet i alle værelser sidder et lille rødt hjerte-klistermærke. I cirka halvdelen er der skrevet et minus. Det betyder, at beboeren ikke vil genoplives i tilfælde af hjertestop.
Den lavpraktiske løsning er fundet i fællesskab.
“Vi har holdt mange møder om en god løsning,” siger den 33-årige social- og sundhedsassistent Diana Blaudzun, der arbejder på Vesterled Plejecenter i Herning.
“Vi når ikke at åbne en langsom computer, når en beboer falder om, så hvordan får vi delt den viden? Så var det, vi fandt på hjertet.”
Klistermærket sættes, når spørgsmålet om livsforlængende behandling er afklaret og skrevet i beboerens journal senest tre måneder efter indflytning.
“Det har gjort mig tryg at vide, om jeg skal forsøge at genoplive eller ej. Vi snakker mere om det end før. Der er kommet en anden kultur,” siger Diana Blaudzun.
Før foregik samtalerne om afslutningen på livet mere tilfældigt. Det ændrede sig efter en voldsom episode, hvor en 85-årig dement mand fik hjertestop til plejecentrets torsdagsbanko.
Diana Blaudzun blev tilkaldt, men ingen havde spurgt til mandens ønsker for genoplivning, for han var jo ikke syg. Situationen udviklede sig kaotisk.
“Han var en stor mand på over hundrede kilo. Da vi tog fat i hans ben, sprækkede bukserne, og der gik lidt panik i alle,” husker sosu-assistenten.
Der blev ringet 112, givet hjertemassage efter bogen, og Falck kom og tog manden
med, selv om han var død. Bagefter kom reaktionen.
“Jeg tror, jeg var i chok, for jeg tudede hele tiden. Det føltes så uværdigt,” siger
Diana Blaudzun.
Centerleder på Vesterled Plejecenter Ruth Johannesen ville ønske, det var endt mere fredeligt.
“Han kunne være lagt op til sin kone, der også er dement. Vi kunne have gjort det
helt anderledes professionelt,” siger hun.
Svært for pårørende at tale om døden
I dag har alle sygeplejersker og assistenter været på palliationskursus og lært at håndtere
den svære samtale om den sidste tid.
Diana Blaudzun har vænnet sig til samtalerne, hvor lederen og kontaktpersonen
altid er til stede. De ansatte har i fællesskab lavet en dagsorden, de kan følge under samtalen, og det giver tryghed.
Den seneste samtale var med døtrene til en dement beboer. De følte, at det var som at tage livet af faren at fravælge genoplivning.
Ruth Johannesen understreger, at det er helt legitimt at ønske
genoplivning – og at skifte mening. Det er personalets opgave at forklare de pårørende,
hvad der sker i en gammel krop, der er ved at takke af.
“Vi skal kunne tale om døden, for sidder vi og flakker med øjnene, kommer det til
at fylde i rummet. Ofte har beboeren og de pårørende allerede tænkt tanker om den
sidste tid. Vi hjælper med at sætte ord på de tanker.”