Annonce

To mindre børn snakker sammen siddende på en stentrappe

Kommuner vil teste tre-åriges sprog for at bekæmpe ulighed


Kommunernes landsforening foreslår i et nyt udspil, at alle tre-årige børn skal have deres sproglige niveau vurderet. Forslaget møder modstand fra regeringen og FOA.

Annonce

Så stort er mit ordforråd. Hvordan er dit? Kommunerne vil teste alle tre-åriges sprog, men forslaget møder modstand.  Colourbox

Af Finn Danielsen
Journalist

Annonce

Alle tre-årige børn skal have deres sprog vurderet, og efterfølgende skal der følges op på vurderingerne.

Det foreslår Kommunernes Landsforening (KL) i et nyt udspil ”Godt på vej – dagtilbuddets betydning.”

KL peger i udspillet på, at dansk forskning viser, at der kan være op til to års forskel på børns kompetencer, når de starter i skole.

En amerikansk undersøgelse har endvidere påvist, at et tre-årigt barn med højtudannede forældre har hørt 30 millioner flere ord end et tre-årigt barn med forældre på overførselsindkomst.

Læs også: Dagplejere udvikler blebørns ordforråd

 Opbakning fra forsker

KL vil have dagtilbuddene til at mindske denne ulighed i børnenes læring, og det skal en obligatorisk test af alle tre-årige være med til at sikre. I dag er dagtilbuddene, som afgør om enkelte børn har brug for en test.

”Som det er i dag, taber vi alt for mange. Det er et kæmpestort problem. Vi skal investere tidligt, så vi kan redde de børn,” siger Anna Mee Allerslev, formand for KLs børne- og kulturudvalg, til dagbladet Politiken.

Professor ved Aarhus Universitet Dorthe Bleses, der har forsket i børns sprogudvikling, bakker op om KLs forslag.

”Børn, der starter i skolen med svage kompetencer, risikerer at falde længere og længere bagud i forhold til de andre,” siger hun til Politiken. 

Modstand fra minister og FOA

FOA vender derimod tommelfingeren nedad.

”Der er ikke ansatte nok i dagtilbuddene til at følge op på resultaterne af en sådan sprogtest. Den giver ingen mening uden en efterfølgende seriøs helhedsorienteret pædagogisk indsats, som stimulerer barnets trivsel, udvikling og læring. Hvis der var ansatte nok i dagtilbuddene, ville der også være langt færre børn med uopdagede sprogvanskeligheder,” siger Joan Lindskov, næstformand i Pædagogisk Sektor i FOA, til Fagbladet FOA.

Børne- og socialminister Mai Mercado er heller ikke varm på KLs forslag. Hun peger på, at Folketinget i 2010 fjernede tvungen sprogtest, så kommunerne slap for unødigt bureaukrati.

”I en tid, hvor man skal prioritere ressourcerne, ligger det mere for, at man har nærvær med børnene, end at bruge tiden til at lave sprogtest med børn,” siger hun til nyhedsbureauet Ritzau.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev