Annonce

En kvinde giver en plasticæske med tre rugbrødsmadder til en patient, og peger samtidig på en af madderne

Madpakker spreder glæde 


Serviceassistenterne er glade for at lave en madpakke til patienterne i stedet for at smide maden ud. 

Annonce

Når patienterne bliver udskrevet, bliver de spurgt, om de har mad i køleskabet derhjemme. Annette Fromholt er glad for tilbuddet om tre halve, som serviceassistent Lene Plith Sørensen har pakket til hende. Niels Åge Skovbo

Af Ingrid Pedersen
Journalist

Annonce

Serviceassistent Lene Plith Sørensen er i gang med at pakke tre madpakker til patienter på ortopædkirurgisk afdeling B7 på regionshospitalet i Randers. Patienterne skal hjem senere på dagen og har sagt ja tak til at få en madpakke med hjem.

De har hver især valgt deres fortrukne pålæg. Tidligere på dagen har Lene Plith Sørensen spurgt patienterne, hvad de vil have i madpakken. Madderne bliver lagt i klare plasticbokse med plads til tre stykker og stillet i køleskabet med navn på, til patienten bliver udskrevet senere på dagen.

Læs også: Her får patienterne madpakke med hjem

Lidt ekstra for patienten
“Det er en kanongod idé. Patienterne bliver glade og overraskede, når vi tilbyder dem en madpakke,” siger Lene Plith Sørensen og tilføjer, at de sultne godt kan få en ekstra pakke.

Det giver hende lidt ekstra arbejde, men hun er glad for at kunne gøre noget ekstra for patienterne og glad for, at mad, der ellers ville blive smidt ud senere på dagen, i stedet bliver brugt.

Mad, der har været på afdelingen, må ikke sendes tilbage til køkkenet, og personalet må ikke spise den.

Godt med flere opgaver

De patienter, der ønsker det, er altid sikret en madpakke.

“Vi kan bare hente ekstra smørrebrød på en anden afdeling, hvis vi har mange, der beder om en madpakke,” siger hun. Hvis patienter bliver udskrevet inden frokost, henter de smørrebrød til dem i køkkenet.

Også tillidsrepræsentant Flemming Lykke er begejstret for madpakkeidéen.

“Det giver serviceassistenterne nogle ekstra opgaver, som vi er glade for, fordi det giver en ekstra kontakt med patienterne,” siger han og understreger, at det også er en tryghed for de pårørende at vide, at patienterne får mad med hjem.

Tilbud til alle

Annette Fromholt, der bliver udskrevet senere på dagen efter tre uger på afdelingen, er begejstret for at få en madpakke med hjem. Hun har ganske vist en mand derhjemme, men tilbuddet gælder alle patienter. “For enlige kan det være et stort problem at få mad, når de kommer hjem. Hvad hjælper det, at man har noget i fryseren. Det skal jo først tøs op, ” siger hun.  

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev