Annonce

Brandmand Thomas Madsen, Kommunale Beredskab Aarhus

Brandmand efterlyser terrorøvelser


Brandmand Thomas Madsen efterlyser reelle terrorøvelser for brandfolk.

Annonce

Bomber, våben og løstgående lastbiler. Terroren kan komme mange steder fra, og brandmand Thomas Madsen savner mere viden om, hvordan han skal agere, hvis terroristerne en dag slår til på hans vagt. Foto: Niels Åge Skovbo

Af Morten Olsen
Journalist

Annonce

Sommerens terrorangreb i Europa har sat sine spor i bevidstheden hos de brandfolk, der kommer til at stå i forreste linje, hvis et større angreb rammer Danmark.

“Når man sidder og ser billeder fra Frankrig, og brandbilerne holder i første parket, kommer jeg da til at tænke på, at en skønne dag, bliver det sgu nok desværre os,” siger brandmand Thomas Madsen fra det kommunale beredskab i Aarhus.

Læs også: Brandmænd advarer: Danmark er ikke rustet til terrorangreb

Behov for terrortræning
Ved et terrorangreb vil det være Thomas Madsen og hans kollegaer, der er de første på pletten. Her skal de slukke brand, trække tilskadekomne i sikkerhed og frigøre dem, der er klemt fast. Opgaverne kender han, men han og kollegaerne har ikke særskilt terrortræning.

Han synes i det hele taget, han ved for lidt om, hvad planen er, hvis et terrorangreb rammer.

“Jeg ville gerne have en rigtig stor øvelse, så vi står lidt stærkere samlet som beredskab. Det kan give os en forståelse af, hvordan setuppet vil være, når – eller hvis – det kommer her til Aarhus,” siger Thomas Madsen.

Færre folk

I år trådte en beredskabsreform i kraft, der blandt andet betyder, at der skal spares 175 millioner kroner på beredskabet på landsplan. Selvom Thomas Madsen er fortrøstningsfuld om, hvad den nye reform fører med sig i Aarhus, forventer han, at de vil få færre folk hurtigt til gerningsstedet.

“I den første indsatsfase kommer vi nok lidt på hælene, men i og med, at Østjyllands Brandvæsen er blevet så stort, kan vi i løbet af noget tid stille med mange mennesker. Det er der ingen tvivl om,” siger han.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev