Annonce

Kvinde

Tema: Konflikt mod DK-Pleje

Ina arbejdede nonstop: 81 opkald på en fridag

Af Lars Borking
Journalist

En arbejdstelefon, der blev ved at ringe hver eneste nat, og en direktør, der pressede sine ansatte, til de segnede. Sosu-assistent Ina Thornbæk svigtede alt, hvad hun troede på, indtil hun en dag fik nok.

Annonce

Social- og sundhedsassistent Ina Thornbæk svigtede sine børn, fordi arbejdspresset blev for stort. Jørgen True

Af Lars Borking
Journalist

Annonce

Hun var så glad og fuld af forventning, da hun mødte første dag på sit nye arbejde. Ina Thornbæk (44) havde arbejdet som social- og sundhedsassistent og gruppeleder 17 år i den kommunale hjemmepleje, og nu skulle der ske noget nyt.

“Det var nu eller aldrig,” fortæller Ina Thornbæk. Hun havde i september sidste år fået job i plejefirmaet DK-Pleje, og de første uger i firmaet var fantastiske. Ina fik med sin mangeårige erfaring hurtigt organiseret arbejdet. Hun glædede sig over at komme tættere på borgerne, og hun fik meget ros.

“Jeg havde styr på det,” forklarer hun.

Kort tid efter kom firmaets driftschef sammen med direktør Benjamin Ait Ahmed og fortalte en god nyhed. DK-Pleje skulle overtage omkring 70 borgere i Høje Taastrup. Det var en stor opgave for det relativt lille firma, og Ina skulle være ansvarlig for den nye kommune.

Dagen, hvor DK-Pleje overtog de nye borgere, startede kaotisk. En medarbejder havde meldt sig syg, og vagttelefonen ringede konstant, fordi alting var nyt for både borgere og hjælpere. 

Ina Thornbæk sad med vagttelefonen alene, og selvom hun arbejdede fuld tid, blev det forventet, at hun også havde telefonen med hjem. Og det var vigtige opkald. Psykisk sårbare borgere skulle beroliges. Medarbejdere skulle have forklaret svære situationer, og Ina skulle slå op i computeren. Ina beskriver, hvordan telefonen blev ved at ringe, efter hun var taget fra arbejde.

“Jeg sad i S-toget hjem og ønskede brændende, at telefonen ikke ringede. Det er ikke sjovt at skulle bevare sin tavshedspligt og fortælle om bleskift, mens man sidder i en åben tog-kupe.”

Ina Thornbæk begyndte at indrette sig efter arbejdet. Hun holdt op med at lave varm aftensmad og spiste rugbrødsmadder i stedet. Hun holdt også op med at besøge venner. 

“Telefonen ringede jo alligevel hele tiden, og jeg brød mig ikke om, når mine venner grinende spurgte, om jeg havde købt aktier i DK-Pleje.”
 

Sov aldrig igennem 

Selvom arbejdspresset var enormt, så bed Ina tænderne sammen og tænkte:
“Selvfølgelig kan jeg klare det her, det er jo kun for en periode.” 
 
Ina fortæller, hvordan hun har opdraget sine børn til ikke at give op, men at gøre tingene ordentligt, også når det bliver hårdt. På en almindelig aften ringede telefonen 30 gange, og den fortsatte med at ringe natten igennem. Ina begyndte at sove i sofaen i stuen, fordi hun var bange for at overhøre telefonen, hvis hun sov for tungt. Ofte ringede telefonen ti gange på en nat. Når Ina fortalte ledelsen i DK-Pleje om omfanget af arbejde, blev det bagatelliseret. Både driftschef og direktør, mente ikke, at vagttelefonen var det store arbejde, og i halvanden måned hang Ina Thornbæk på telefonen alene.

Om dagen på arbejde var der også problemer. Ina husker, hvordan hendes medarbejdere protesterede mod alt for pressede kørelister. De mente ikke, at de kunne give borgerne den ydelse, de havde krav på, men når Ina forsøgte at få flere hænder, afviste ledelsen. En dag blev det nok for to aftenvagter, der kastede håndklædet i ringen. 

“Så stod jeg ved tretiden om eftermiddagen og måtte få de resterende aftenvagter til at dække for de to medarbejdere, som havde sagt op,” fortæller Ina.

Samme dag var der et trafikuheld på ringvejen, hvilket betød, at aftenvagterne blev yderligere forsinket. Planerne ville bryde sammen, hvis ikke Ina gjorde noget. Borgere, der skulle have aftensmad, ville blive svigtet, og vigtig medicin kunne blive voldsomt forsinket.

“Jeg kunne hverken få fat på driftschefen eller direktøren,” forklarer Ina. På egen hånd besluttede hun sig for at indkalde en ny vagt for overhovedet at have en chance for at opgaverne. Ina sendte en sms til Benjamin Ait Ahmed, direktør i DK-Pleje, hvor der stod: 

“Jeg har gjort noget, du sikkert ikke bliver glad for.” 
 

Råbte i et kvarter

Ina Thornbæk vidste godt, at direktøren Benjamin Ait Ahmed kunne reagere hidsigt over, at hun havde indkaldt en ny vagt, men hun havde ingen idé om, hvad der ventede.
Umiddelbart efter, at hun havde sendt sms’en til Benjamin Ait Ahmed, ringede han hende op.

“Han råbte: Hvad fanden det lignede, at jeg havde indkaldt en ny vagt,” siger Ina. 

“Jeg forsøgte at forklare, at det slet ikke havde kunne lade sig gøre uden en afløser, men han var ligeglad. Benjamin var rasende, han blev ved at råbe af mig i et kvarter, og jeg var så chokeret, at jeg bare blev ved at sige undskyld.”

“Bagefter havde jeg det som om, jeg var blevet sparket i mellemgulvet,” forklarer Ina. Hun følte sig ydmyget.

Næste dag på kontoret mødte Ina driftslederen i firmaet, der grinede af hændelsen, og da Ina mødte Benjamin, nævnte han ikke episoden med et ord.
 
Aflyser igen
Ina Thornbæks liv faldt mere og mere fra hinanden.

“På det her tidspunkt var jeg så presset. Jeg fik ikke ordentlig mad og sov aldrig igennem om natten.“

Hun fortæller, hvordan hendes store børn var dybt frustrerede over aldrig at se hende. Ina havde tidligere på grund af arbejdet aflyst en aftale med børnene om at tage ud og skyde med paintball, men nu skulle det være. Direktøren i firmaet havde lovet, at en anden kunne passe vagttelefonen i de fire timer, hvor Ina havde en aftale. Men da det viste sig, at det drejede sig om fem timer, fordi Ina også fysisk skulle transportere telefonen frem og tilbage, så gik aftalen i vasken. Ina forsøgte desperat at få hjælp til en anden løsning, men det lykkedes ikke. 

Til sidst sendte hun en sms til sine børn:

“Jeg er ked af det, men jeg kan ikke komme.”

Hendes datter svarede på sms, at hun “ikke havde forventet andet”.
Hendes søn svarede slet ikke.
 
Ina blev hjemme og tog vagttelefonen. Hun var rasende og begyndte at tælle, hvor mange gange den ringede. I løbet af den lørdag, hvor hun var blevet lovet, at hun kunne holde fri, ringede telefonen 81 gange. 
 
Gjorde oprør
I slutningen af april var Ina taget sammen med sine børn til Nykøbing Falster for at besøge sin far. En anden gruppeleder ringede og forklarede, at der var problemer, fordi der pga. sygemeldinger manglede hjælpere til tre ruter. Gennem sin kollega fik Ina at vide, at Benjamin Ait Ahmed ville have hende på arbejde, fordi han mente, det var hendes skyld, at folk havde meldt sig syge.

“Jeg kunne se, at Benjamin Ait Ahmed havde skrevet en besked til min arbejdstelefon, men jeg læste den ikke. For første gang følte jeg, at jeg gjorde oprør,” forklarer Ina.

Hun forklarer, hvordan hendes datter kiggede på hende og sagde: “Ligeså snart han ringer, så er vi på vej mod byen.”

Datterens ord provokerede noget i Ina. Hun mærkede kræfterne og vreden skylle igennem sig.

“Det var som fugl Føniks, der rejste sig. Jeg ville simpelthen ikke finde mig i mere,” siger Ina.
  

Hvis du falder død om

"Så kom en sms mere, hvor der stod, at når jeg havde lavet “sådan noget lortearbejde, så måtte jeg selv tage ud og køre” til borgerne."

Svedig i hænderne, svarede hun: “Det kan ikke være min skyld, at dit personale aflyser.”
Så blev der stille.

Da hun tidlig mandag morgen herefter skulle på arbejde, kørte hendes eksmand hende. Børnene havde sladret om, at Ina var ved at blive alvorlig syg af alt arbejdet. Lige inden Ina gik ud af bilen, sagde han: 
 
“Du har altid lært børnene, at de ikke skal finde sig i, hvad som helst. Det kan du ikke engang finde ud af selv.” 
 
Ordene ramte Ina så hårdt, at hun kunne have spyttet eksmanden i hovedet af raseri.
“Jeg smækkede bildøren, og han kørte. Jeg tænkte, gu fanden kan jeg det,” siger Ina.
Så gik hun op på kontoret og begyndte at pakke sine ting ned.
 

En befrielse

På vej ud passerede hun Benjamin Ait Ahmed, uden at han så hende i øjnene.
Det sneede udenfor, men Ina husker, hvordan hun hørte fuglesang.

“Det føltes som en befrielse,” siger Ina, der som det første ringede til sin datter.
Datteren troede ikke på hende, men Ina holdt fast. 
“Det er rigtig, det er slut,” sagde hun.
Datteren skreg “yes mor”.
Så ringede Ina til sin eksmand.
“Jeg står udenfor og fryser ved busstoppestedet,” sagde hun.
“Hvorfor det?” spurgte han, og Ina svarede:
“Fordi nu efterlever jeg det, jeg altid har sagt til børnene.”
 
Direktør i DK-Pleje Benjamin Ait Ahmed har ikke ønsket at kommentere interviewet med Ina Thornbæk.

 

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies