"Jeg blev simpelthen så glad! To års kamp var endelig
slut, og nu fik kommunen at vide, at forløbet ikke var okay!"
Sådan siger Jeannette Stripp, der netop har fået
tilkendt en godtgørelse på 150.000 kroner fra sin tidligere arbejdsgiver,
Høje-Taastrup Kommune, efter at hun i 2014 blev fyret som følge af flere sygdomsperioder på grund af sin astma.
Hun har med hjælp fra FOA nu fået tilkendt en godtgørelse, da hun blev afskediget i strid med tillidsmandsreglerne.
Anerkendt som
dygtig planlægger
Jeannette Stripp fik i 2007 ødelagt sit knæ ved en arbejdsskade, og det blev besluttet, at hun
skulle være planlægger for sin gruppe, være superbruger samt have opgaver i
hjemmeplejen med skånehensyn.
Jeannette var anerkendt som en dygtig planlægger, men
da hun var den eneste faste planlægger, blev arbejdet ved hendes fravær udført
af den daglige leder eller gruppens faglige ressourceperson.
Denne ordning blev ikke videreført, da gruppen i 2013
fik ny leder. Det betød, at en af gruppens andre sosu-hjælpere blev sat til at
planlægge, når hun var fraværende. Det medførte flere fejl i planlægningen.
Søg videre
eller bliv fyret
Da Jeannette var tidligere astmapatient, havde hun i perioden flere
sygedage med luftvejsinfektioner.
"Jeg blev kaldt til samtaler på grund af mit fravær,
men det var også det. Jeg har jo aldrig fået advarsler for det. Senere fik jeg
at vide, at der også havde været klager, når jeg var fraværende, men dem fik jeg heller aldrig besked om," fortæller Jeannette.
Ved den sidste samtale fik Jeanette at vide, at hun ville blive
afskediget, med mindre hun selv sagde op og påbegyndte uddannelsen til
sosu-assistent.
"Jeg følte, jeg fik en pistol for panden. Arbejdet som sosu-assistent er jo ikke fysisk nemmere. Men jeg søgte alligevel. Jeg fik så at vide af skolen, at jeg var kvalificeret, men
på grund af min arbejdsskade ville det nok ikke være forsvarligt," forklarer
Jeannette.
Blev fyret med
posten
Jeannette fik derfor et varselsbrev om hendes opsigelse, og i juni 2014
blev hun opsagt med ni måneders varsel.
"Jeg blev så ked af det, at jeg begyndte at tude. Jeg
fik endda beskeden på e-Boks. Noget mere upersonligt kan jeg ikke forestille
mig. Så jeg følte, at jeg havde brug for oprejsning. Kommunen skulle vide, at
det her ikke var i orden," fortæller hun.
Samme dag blev der holdt møde mellem kommunen,
Kommunernes Landsforening og FOA. Her tilbød kommunen, at de ville trække
opsigelsen tilbage, hvis Jeannette i opsigelsesperioden kunne udføre
plejeopgaver i væsentligt omfang.
Det ville dreje sig om 27 timer om ugen uden
skånehensyn, hvilket Jeannette med sit dårlige knæ ikke ville kunne udføre.
Hun valgte derfor at gå videre med sagen med hjælp fra FOA.
Jeannette Stripp tog en ny uddannelse efter arbejdet i hjemmeplejen, og hun arbejder i dag som kontorassistent ved en bandagist.
Jørgen True