Annonce

Ældre mand på vej ned ad en gang med sit gangstativ

Borgmestre: Omprioriteringsbidrag vil ramme velfærden


Den borgernære service vil blive forringet med regeringens årlige omprioriteringsbidrag. Det svarer 93 procent af borgmestrene i en ny rundspørge foretaget af nyhedsbrevet Momentum.

Annonce

Ældreområdet vil sammen med andre velfærdsområder blive ramt af besparelser fra omprioriteringsbidraget. Det viser ny rundspørge blandt landets borgmestre lavet af nyhedsbrevet Momentum. Colourbox

Af Sisse Nedergaard Jensen
Journalist

Annonce

Ældre på plejecentre, børn i daginstitutioner og elever i folkeskolen vil komme til at mærke de store besparelser, som omprioriteringsbidraget medfører. 
 
9 ud af 10 borgmestre svarer, at den borgernære velfærd bliver forringet, hvis omprioriteringsbidraget bliver fuldt udmøntet. Det viser en rundspørge foretaget af KL's nyhedsbrev, Momentum, blandt 63 borgmestre.
 
”Det vil ramme de store serviceområder som børne- og unge-, sundsheds- og ældreområdet. Det er klart, det er der, det vil ramme mest, for det er der, de mange penge er,” siger Claus Wistoft (V), borgmester i Syddjurs Kommune, til Momentum.
 
Med omprioriteringsbidraget skal kommunerne spare en procent årligt i perioden 2017-2019. Alene i 2017 vil det svare til en besparelse på 2,4 milliarder. 
 

Besparelser rammer bredt

Rundspørgen blandt landets borgmestre viser, at besparelserne vil ramme bredt. 76 procent svarer, at de forventer, at skoleområdet vil blive ramt af forringelser, 72 procent peger på ældreområdet, og 70 procent har svaret daginstitutionsområdet. 
 
Til debatmøde om omprioriteringsbidraget i FOAs forbundshus 24. februar, fortalte overborgmester i København, Frank Jensen, at kommunen forsøger at undgå at ramme ældre- og børneområdet. Men det er ikke let.
 
”Vi kan ikke undgå, at så mange penge vil komme til at ramme kernevelfærden,” lød det fra Frank Jensen.

Omprioriteringsbidraget vil være på dagsordenen, når KL holder topmøde torsdag den 10. marts. Forud for topmødet indkalder Velfærdsalliancen, der består af en række fagforbund - heriblandt FOA, 3F og BUPL – til demonstration foran KL i København den 9. marts. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev