Annonce

Flygtningebørn får en tryg start


21 flygtningefamilier i Slagelse Kommune er med i projekt ‘Sikker Start’, der skal sikre 0-3-årige en god start i den kommunale dagpleje eller vuggestue. 

Annonce

Dagplejer Sussie Larsen sørger for, at Iman, der er datter af flygtninge, får en god start i det danske samfund. Jørgen True

Af Josefine Boutrup
Journalist

Annonce

Når du har levet i en kultur, hvor kvinderne bliver hjemme og passer børnene, kan det være en stor mundfuld at aflevere dem i en dansk daginstitution.

Derfor har Slagelse Kommune siden august 2012 haft et projekt, der skal give børn af familier, som er flygtet fra krig, en god start i den kommunale dagpleje eller vuggestue. 

En af deltagerne i projektet, der hedder 'Sikker Start', er dagplejer Sussie Larsen. Hun passer Iman på halvandet år. Iman kan ikke tale endnu og bruger mest tegn til at vise følelser eller behov.

"Iman er blevet et hjertebarn for mig. Jeg elsker, at jeg kan være med til at give hende en god start i det danske samfund," siger Sussie Larsen til Fagbladet FOA.

Samarbejde er vigtigt

Et tæt samarbejde mellem sprogpædagoger, dagplejere, sundhedsplejerske og pædagoger har været med til at sikre familierne en god start samt udvikle ny viden. 

"Jeg sørger for at fortælle Iman, hvad jeg gør. Det har sprogpædagogen fortalt, jeg skal gøre. Det er også tydeligt, at Iman forstår mere og mere," siger Sussi Larsen.

Hun laver mange babytegn med Iman, og Imans forældre øver også med hende derhjemme. Babytegn er blandt andet tegn for at sove og spise. 

"Det er uundværligt for mig at mødes med både sundhedsplejersken og sprogpædagogen. Der er nogle ting, jeg ikke ved nok om endnu, fordi Iman er mit første barn fra en flygtningefamilie," siger Sussie Larsen.

Mod på mere

Iman er ikke bange for at kravle op på skødet af Sussie Larsen. Hun tør også gå tæt på de andre børn, når de leger. 

“Iman er tryg ved at være her. Hun er ikke så forsigtig længere. Og så spiller det en rolle, at forældrene ikke er nervøse ved at aflevere hende,” fortsætter Sussie Larsen. 

Projekt ’Sikker Start’ har givet hende mod på mere. Hun vil gerne have flere tosprogede børn. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev