Annonce

Arkivpix til artikel om ok24 og lønstigninger

Tema: OK24

Målstregen er i sigte: Nu får du din lønforhøjelse


Opdateret 03. juni 2024

Maj-lønnen bliver munter læsning. I hvert fald for alle dem, der glæder sig til endelig at se de nye lønstigninger.

Annonce

Mere i løn, lyder et klassisk overenskomstkrav. Sådan var det også op til OK24. Og det blev der lyttet til. Den første portion falder nu og indeholder langt over halvdelen af de generelle lønstigninger, der er aftalt de næste to år. Jørgen True // arkivfoto

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

OPDATERING, 3. JUNI:


Nu har alle fået deres maj-løn, men det viser sig, at nogle kommuner ikke nåede helt i mål med de nye aftaler, og derfor er det ikke alle, der har modtaget de ventede lønstigninger. For eksempel er der kommuner, der ikke fik det nye løntrin for sosu-ansatte med. Men fortvivl ikke. Pengene kommer om en måned og udbetales med tilbagevirkende kraft og med virkning fra 1. april. Tilsvarende er det heller ikke alle, der har modtaget det ekstraordinære lønløft. Her er aftalen med arbejdsgiverne, at de penge senest skal falde om to måneder  – og også her med tilbagevirkende kraft og med virkning fra 1. april.


Først forhandlede topfolkene i ugevis og blev enige om en samlet lønramme på 8,8 procent. Så fik medlemmerne lov til at stemme. Og nu nærmer vi os i den grad dén målstreg, alle har haft øjnene rettet imod, siden forhandlingerne om de nye overenskomster gik i gang før jul.

Med andre ord: Der er udsigt til lønforhøjelser.

Det vil stå klart, når lønsedlen for maj lander i e-Boks i næste uge. Her vil alle – lige fra parkeringsvagten og portøren til husassistenten og social- og sundhedshjælperen – opleve, at den samlede månedsløn er steget med fire procent. Med tilbagevirkende kraft fra 1. april.

Konkret betyder det, at en medarbejder, som tjener 25.000 kroner før skat, stiger 1.000 kroner brutto om måneden.

Og hvis du tjener 30.000 kroner, vil din månedlige lønforhøjelse være 1.200 kroner højere.

Det er blot første del af den generelle lønforhøjelse på 6,5 procent, alle er sikret. Resten kommer løbende til udbetaling i resten af den toårige overenskomstperiode.

Dertil kommer de lønstigninger, der er forhandlet på plads med de enkelte faggrupper. Her vil de fleste hente yderligere to procent.

Milliarder fra treparten

Endelig er der de lønmodtagere, der kommer til at nyde godt af det lønløfte fra regeringen, der faldt på plads i december efter trepartsforhandlinger mellem regeringen, arbejdsgiverne og lønmodtagerne.

Her var de i alt 6,8 milliarder kroner på forhånd reserveret til ekstraordinære lønforhøjelser til medarbejdere inden for fire særlige grupper som eksempelvis sosu-ansatte og pædagoger, hvor det er svært at rekruttere nye medarbejdere.

Der er forskel på, hvordan de pågældende faggrupper har valgt at udmønte de penge. Men første portion af lønløftets lønstigninger vil også blive udbetalt med maj-lønnen.

Af tekniske årsager er det dog ikke muligt i alle kommuner og regioner, men pengene skal falde om senest to måneder – med tilbagevirkende kraft og med virkning fra 1. april.

Særydelser og vagttillæg 

Flere andre faggrupper får dog også del i de knap syv milliarder kroner, fordi de er omfattet af de arbejdstidsaftaler, hvor tillæggene for at arbejde på skæve og ubekvemme tidspunkter forhøjes med trepartsaftalen.

Som kommunalt ansat skal man være opmærksom på, at de pågældende aftaler om forhøjede særydelser først i kraft 1. januar næste år.

De ansatte i regionerne, der følger arbejdstidsaftalen for sosu-personalet på sygehuse, fik med virkning fra april i år forhøjet deres tillæg for at arbejde på særlige tidspunkter.

Dertil omfattes de også af et vagttillæg, der fik virkning fra 1. maj. Rent teknisk er det tillæg ikke faldet helt på plads til udbetaling. De penge følger senere – med tilbagevirkende kraft.

Læs alle Fagbladet FOAs artikler om OK24 her

Det bedste øjeblik

I FOA glæder forbundsformand Mona Striib sig over, at målstregen nu er i sigte:

”Det bedste ved at forhandle er, når resultatet kan ses på bundlinjen. Når medlemmerne står med resultatet mellem hænderne,” siger hun og tilføjer:

”Det er jo dét, det hele handler om.”

Sådan falder pengene  i kommunerne

Overenskomstperioden går fra 1. april 2024 til 31. marts 2026. De generelle lønstigninger er aftalt til 6,51 procent, som falder i fem portioner – måske seks – og fordeles således:

1. april 2024: 4 procent (generel lønstigning)

1. oktober 2024: 1,74 procent (reguleringsordning, derfor baseret på skøn)

1. oktober 2025: 0,24 procent (generel lønstigning)

1. oktober 2025: 0,33 procent (reguleringsordning, derfor baseret på skøn)

1. november 2025: 0,20 procent (generel lønstigning)

Derudover kan der sidst i perioden falde endnu en lønstigning efter reguleringsordningen. Det sker, hvis lønningerne på det private arbejdsmarked udvikler sig bedre end forventet. Det vil de offentligt ansatte lønmodtagere blive kompenseret for gennem en ekstra lønforhandling i efteråret 2025.
+

Sådan falder pengene i regionerne

Overenskomstperioden går fra 1. april 2024 til 31. marts 2026. De generelle lønstigninger er aftalt til 6,51 procent, som falder i fem portioner – måske seks – og fordeles således:

1. april 2024: 4 procent (generel lønstigning)

1. oktober 2024: 1,76 procent: (reguleringsordning, derfor baseret på skøn)

1. oktober 2025: 0.25 procent (generel lønstigning)

1. oktober 2025: 0,32 procent (reguleringsordning, derfor baseret på skøn)

1. november 2025: 0,20 procent (generel lønstigning)

Derudover kan der sidst i perioden falde endnu en lønstigning efter reguleringsordningen. Det sker, hvis lønningerne på det private arbejdsmarked udvikler sig bedre end forventet. Det vil de offentligt ansatte lønmodtagere blive kompenseret for gennem en ekstra lønforhandling i efteråret 2025.

+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev