”Må jeg godt bygge?”
Salim fra 3. klasse kommer ind fra legepladsen og når knap nok at få sin jakke af, før han spørger pædagogisk assistent Vivi Westerdahl, om han må lege ved det store Legobord.
Minuttet efter er han fordybet i klodserne, og han får snart følgeskab i ’konstruktionsrummet’ af en flok børn fra forskellige klasser.
I 2020 gik skolen over til at være mobilfri, og derfor gav det mening, at SFO’en fulgte med, så der var en rød tråd, fortæller afdelingsleder Tina Lykke Hansen.
”Vi er en idræts-SFO, så vi vil gerne fremme, at børnene bevæger sig. Når de bygger med Lego eller andet konstruktionslegetøj, bruger de hele kroppen. Pludselig sidder der et barn på bordet og roder i Legokassen. Eller de rejser sig og sætter sig ned. Det er ikke sådan, at de sveder, men de bruger hele kroppen. Det gør de sjældent, når de sidder med skærmene,” siger hun.
Vivi Westerdahl er enig.
Hun har været i SFO’en i 25 år og var glad for skiftet, men lægger ikke skjul på, at personalegruppen var delt. Nogle mener stadig, det er vigtigt at lære børnene om digital dannelse, og at de derfor skal lade dem lege med noget af det, de leger med udenfor skolen også.
”For mig er det vigtigt, at børnene nu er mere sammen om det, de leger med. Tidligere måtte de spille 30 minutter om dagen, og de skulle skiftes. Der var en del børn, som mere eller mindre sad og kiggede på uret og ventede på, at det blev deres tid,” siger Vivi Westerdahl.
Bygger videre på andre idéer
I dag, hvor der er frigjort plads til konstruktionslegene, kan børnenes kreationer stå i flere dage. De lærer at lade legen fortsætte – og at acceptere, at kammeraterne bygger videre på noget, man startede i fællesskab, siger Vivi Westerdahl.
”Børnene skal guides til at acceptere andres idéer og indblanding, men når det lykkes, får de et større fællesskab i at skabe noget sammen.”
Hun oplever, at man som SFO-medarbejder skal bruge mere energi i dag på at lære børnene at lege sammen. At vise empati, når en kammerat eksempelvis falder og slår sig.
”Det er, som om de tror, at man bare kan rejse sig og løbe videre, når man falder og slår sig – som man kan i et computerspil. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Det har vi brugt meget tid på at lære dem de seneste år. Om det handler om skærme, eller om det er efterveer af coronarestriktionerne, ved jeg ikke,” siger Vivi Westerdahl.
Forældrene kontakter børnene
I dag må eleverne i 3. og 4. klasse have deres mobiler i 30 minutter om dagen i det rum, som de mindre børn ikke må komme i. Ellers skal telefonerne ligge i tasken.
Men ifølge leder Tina Lykke Hansen er personalegruppen ved at være klar til at tage det næste skridt, så telefonerne helt skal væk.
”Vi ser tit, at børnene får sms’er eller opkald hjemmefra, og så mister de fokus fra det fællesskab, de er en del af her.”
Indtil videre har hun ikke oplevet børn, som har valgt SFO’en fra på grund af de manglende skærme. De børn, som nu går i SFO, har ikke prøvet at have spillekonsoller i konstruktionsrummet. Men de ved ret meget om at spille alligevel.
Adam og Sander fra 2. klasse sidder i konstruktionsrummet og har bygget fantasivåben af Plus-plus’er. De er enige om, at det er ret sjovt at spille, men det er lige så sjovt at bygge eller lege sammen i SFO’en. Faktisk er det vigtigste for dem, at de laver noget, hvor de er sammen med deres kammerater.
Vi bygger noget, der kan skyde, men de må ikke være ens, aftaler Adam og Sander, da de sætter sig med de store Plus-plus’er.
Jørgen True