”Hvis man som professionel ser tegn på forråelse hos andre, har man ansvar for at handle på den viden. I det splitsekund, man opsnapper noget har man ansvaret for at reagere,” forklarer Dorthe Birkmose.
Hun mener, at hvis vi som kolleger i højere grad begynder at reagere på andres krænkende handlinger, så vil det få en kæmpe betydning.
Faktisk er det netop de tavse vidner, hun har sit store håb til i bekæmpelsen af forråelse.
”Forskning viser, at der i 80 procent af de tilfælde, hvor et menneske krænker et andet menneske, er et vidne til stede. Og det er vidnerne, jeg har mit håb til. For det viser sig, at hvis de lykkes med at reagere i situationen, så vil krænkelserne i halvdelen af tilfældene stoppe og aldrig ske igen.”
Det er altså de tavse vidner, der skal på banen. Og det er næsten ligegyldigt, hvad man siger – bare man siger noget:
”Det behøver ikke være en sætning eller noget, der er fint formuleret. Det kan såmænd bare være et ’hov,’ ’aaarh’ eller ’åh-åh.’ Det er selve reaktionen, der er afgørende.”
Psykologen kommer med ’Else-sagen’ som et eksempel. I TV 2-dokumentaren ’Plejehjemmene bag facaden’ fra 2020 ser man en situation, hvor Else modvilligt hænger oppe i sin lift og to medarbejdere fastholder hende i en situation, som Birkmose beskriver som både ”frygtelig” og ”krænkende”.
Men så skifter stemningen pludseligt. For en tredje medarbejder kommer ind og siger stille og roligt, at ”vi skal lige have Else ned” – og så bliver Else løftet ned.
”Og det var bare det. Altså, en fagperson kommer ind og siger ’noget’ og det er nok til at sætte en refleksion i gang hos de andre. Og det tror jeg er en stor del af løsningen, nemlig at nogle kommer med en korrektion. Det er nok til, at man får det der moralske sug af ’gjorde jeg lige det der?’”
”Hver gang jeg selv har fået det sug af ’det sagde jeg ikke’ eller ’det gjorde jeg ikke’, så kan jeg love dig for, at det gør jeg aldrig mere. Det gør virkelig indtryk. Det er så kropsligt, at man bare kan mærke, at det var forkert. Og så gør man det faktisk aldrig mere.”
Tabuet er brudt
Dorthe Birkmose er blevet kritiseret for at påstå, at tabuet om forråelse er brudt. Flere medarbejdere og mellemledere har fortalt hende, at de bestemt ikke kan tale om forråelse på deres arbejdspladser.
Og det er psykologen godt klar over.
”Når jeg siger, at tabuet et brudt, så tænker jeg generelt i samfundsdebatten, fordi det er blevet et ord, som meningsdannere, politikere og topledere faktisk bruger nu, og det gjorde de ikke for bare ti år siden.”
Men hun håber, at tabuet også kan brydes på arbejdspladserne, så næste skridt bliver, at vi stopper udskamningen og får gang i alle tavse vidner til at bryde tavsheden.
Det vil gøre processen meget lettere, fordi store, forkromede ledelsesmæssige strategier så ikke vil blive nødvendige. Det er noget, der skal ske i dagligdagen, medarbejdere imellem, ledere imellem og mellem medarbejdere og ledere, forklarer hun.
Men det kræver mod at være den, der reagerer. Det kan nemlig være lidt af et sats.
”Vi ved jo godt, at hvis man er den eneste, som kritiserer det kritisable, eller er den eneste, som siger fra, så er der en risiko for eksklusion. Men gammel forskning viser, at hvis én tør sige fra, så vil resten af gruppen straks erklære sig enige.”
Håb for fremtiden
Der er mange gode mennesker. Dygtige og ordentlige. De kæmper med alt, hvad de har og er topmotiverede for at være noget for andre.
Den overbevisning går Dorthe Birkmose hver dag hjem med, når hun har været rundt på arbejdspladser, til faggruppemøder eller faglige konferencer. Derfor bliver hun mere og mere håbefuld for fremtiden.
Men samtidig er hun ambivalent. Hun bliver nemlig mere og mere bekymret for udpiningen af velfærden.
”De ansatte slider sig selv op, og jeg spørger mig selv om, hvor længe de kan blive ved? Så på den ene side er jeg enormt håbefuld, men på den anden nærmest panisk angst.”
”Jeg håber, at der er flere og flere, der vil både reagere og stå frem og fortælle om forråelse. Det er vejen frem, at de tavse vidner bryder tavsheden og højlydt kritiserer sliddet, krænkelserne og den mistroiske målstyring,” siger Dorthe Birkmose.
”Jeg håber, at der er flere og flere, der vil både reagere og stå frem og fortælle om forråelse. Det er vejen frem, at de tavse vidner bryder tavsheden og højlydt kritiserer sliddet, krænkelserne og den mistroiske målstyring,” siger Dorthe Birkmose.
Robert Attermann