Annonce

Josephine Lafontaine har haft det svært efter en langvaring sexchikane-sag.

Sexchikane-sag slår fast: Ansvaret for handicaphjælperes arbejdsmiljø ligger ét sted

Handicaphjælper Josephine Lafontaine blev offer for sexchikane på jobbet. Andre i samme situation vil være mindre udsatte fremadrettet efter dommen, vurderer advokat.

Annonce

Josephine Lafontaine blev udsat for sexchikane, da hun blev ansat som handicaphjælper gennem Handicapformidlingen.  Rasmus Hargaard Breum 

Af Sara Rested Suri
Journalist

Annonce

Josephine Lafontaine havde egentlig glædet sig til at blive handicaphjælper. Hun havde haft en lignende stilling før, og derfor var hun glad, da hun blev ansat til at passe Bent, der led af muskelsvind, gennem det private firma, Handicapformidlingen.

Af respekt for den nu afdøde borger, der nævnes i artiklen, har Fagbladet FOA valgt ikke at bringe hans rigtige navn, men blot at referere til ham som ’Bent’. Beskrivelser af borgerens helbred er baseret på forklaringer og oplysninger, der er givet i retten.

”I begyndelsen virkede det egentlig som et godt sted. Jeg er et aktivt menneske og meget social, så Bent var glad for, at jeg gerne ville tage med ham ud i storcenteret, biografen eller hen til hans venner. Men mit førstehåndsindtryk falmede hurtigt,” fortæller Josephine.

Hidtil har det været uklart, hvem der svigtede sit ansvar overfor handicaphjælperen, da hun i 2018 blev udsat for sexchikane i det arbejde, hun havde ved Bent.

”Denne her sag er den første af sin slags og har derfor en principiel karakter. Dommen viser, hvem der generelt bærer ansvaret for at sikre et godt arbejdsmiljø, og det gør BPA-firmaerne altså – ikke borgerne,” siger FOAs advokat Freja Doctor Hansen, der netop har haft sagen for retten.

Jeg prøvede med næb og klør at holde sammen på mit liv, men på det tidspunkt kunne jeg ikke overskue noget som helst – heller ikke at søge et nyt job.

Josephine Lafontaine 
Dommen slår med andre ord fast, at det er Handicapformidlingen, der er ansvarlig som arbejdsgiver, når handicaphjælpere bliver sendt ud til sårbare borgere. Derfor understreger advokaten også, at dommen er en sejr for de handicapmedhjælpere, der er ansat gennem BPA-ordningen, og derfor indtil nu har befundet sig i en udsat position.

Grænser blev overtrådt

Bent var lam i det meste af kroppen og havde aldrig haft problemer med at holde sig, i de første to måneder Josephine Lafontaine havde passet ham i hans hjem. Faktisk var hun ikke engang blevet oplært i at udføre den opgave. Så da han første gang beordrede hende til at give ham ble på, tøvede hun, før hun modvilligt åbnede den.

”Det var som om, han godt vidste, at det, der skete, ikke burde finde sted. Det var tydeligt, at han tændte på at få os medhjælpere til at give ham ble på, for han fik mig ofte til at åbne bleen flere gange for at rette unødvendigt på sit lem. Det gjorde ham endnu mere opstemt,” fortæller Josephine.

Den ubehagelige oplevelse var blot den første i en lang række. Efter flere måneder, hvor handicaphjælperen havde forsøgt at indordne sig det grænseoverskridende arbejdsmiljø, blev hun sygemeldt med en belastningsreaktion og generaliseret angst.

”Jeg havde rigtig svært ved de situationer, hvor han ville have ble på. Jeg følte, at mine grænser blev voldsomt overtrådt, men det var svært, fordi jeg ikke var i stand til at sige fra eller snakke med nogen om det. Skammen var for stor,” siger hun.


Josephine Lafontaines sag blev afgjort ved Retten i Roskilde den 3. oktober.
Josephine Lafontaines sag blev afgjort ved Retten i Roskilde den 3. oktober.  Rasmus Hargaard Breum
Stemningsbilleder fra Josephine Lafontaines hjem.
Under ansættelsen hos Bent fik Josephine Lafontaine det dårligere og dårligere. Hun begyndte at isolere sig fra sine venner. Hun vågnede utallige gange i løbet af natten og havde svært ved at falde i søvn. Hun fik kraftige mavesmerter, når hun skulle på arbejde, og hendes hukommelse var flygtig.  Rasmus Hargaard Breum

Kunne ikke sige fra

Eksplosive konflikter og overfusninger begyndte at dukke op hyppigere og hyppigere, når hun var på vagt hjemme hos borgeren. En af de ting, der især kunne gøre ham meget vred, var, hvis handicaphjælperen brugte handsker, når hun skulle bade ham eller vaske ham intimt, fortæller hun.

Vagterne bestod oftest af 24-timers vagter alene med Bent, og derfor var der heller ikke mange oplagte muligheder for, at handicaphjælperne kunne snakke sammen om, hvad der skete i løbet af deres arbejdsdag og støtte hinanden i at sætte grænser.

I de måneder, sexchikanen stod på, fik Josephine det værre og værre.

Var konstant i ”overlevelsestilstand”

Hun begyndte at isolere sig fra sine venner. Hun vågnede utallige gange i løbet af natten og havde svært ved at falde i søvn. Hun fik kraftige mavesmerter, når hun skulle på arbejde, og hendes hukommelse var flygtig – alt sammen symptomer på stress og angst.

”Jeg prøvede med næb og klør at holde sammen på mit liv, men på det tidspunkt kunne jeg ikke overskue noget som helst – heller ikke at søge et nyt job. Min krop var fuldkommen i overlevelsestilstand,” siger Josephine Lafontaine og forklarer, at hele hendes hverdag begyndte at centrere sig om, at hun skulle på arbejde.

Det skyldtes, at hun brugte så meget energi på at klare sig igennem de grænseoverskridende situationer og på at frygte, at hun skulle på vagt, at hun ofte hvilede i mange timer, før hun skulle afsted.

Knap ti måneder efter, at Josephine Lafontaine for første gang trådte ind ad dørtærsklen til Bents hjem i Aalborg, blev hun sygemeldt.

Indtil da havde Josephine Lafontaine stået i et juridisk limbo, for hvem var egentlig ansvarlig for det arbejdsmiljø, hun færdedes i mange timer om ugen?

Hun var ansat gennem en BPA-ordning, hvilket betød, at det på den ene side var Bent, der var den daglige arbejdsleder og bestemte, hvilke arbejdsopgaver hun skulle udføre for ham. På den anden side var det Handicapformidlingen – et privat firma, som Bent havde hyret til at overtage sine arbejdsgiveropgaver i forbindelse med sine hjælpere – der stod for at udbetale løn, lave ansættelseskontrakter og afskedige hjælpere.

Sådan fungerer BPA-ordningen

BPA står for ”borgerstyret personlig assistance” og er en hjælpeordning, kommunen ud fra servicelovens paragraf 96 kan tildele en borger med betydeligt nedsat og varigt fysisk eller psykisk handicap, der er over 18 år gammel. Ordningen er målrettet handicappede, der har massivt behov for pleje, overvågning og ledsagelse.

BPA er et mere fleksibelt alternativ til kommunal pleje. I BPA vurdere kommunen, hvor meget hjælp borgeren skal have og giver på den baggrund et månedligt beløb til borgeren. Som udgangspunkt skal borgeren så på egen hånd sørge for at finde og hyre handicaphjælpere samt administrere deres arbejde.

Selvom det er et krav, at borgeren er arbejdsleder for sine hjælpere og altså bestemmer, hvilke opgaver, hjælperne skal udføre i dagligdagen, kan borgeren dog vælge at hyre en nærtstående person, forening eller et privat firma, til at være arbejdsgiver for hjælperne. I det tilfælde tilgår alle de visiterede penge til eksempelvis firmaet.

Helt konkret er BPA-firmaer og -foreninger ansvarlige for de opgaver, der er forbundet med at ansætte eller afskedige medarbejdere, som for eksempel at udbetale løn, lave vagtplaner, ansættelseskontrakter og ordne pension.

Kilde: Social-, bolig- og ældreministeriet
+
En juridisk tovtrækning
Samme gråzone har handicaphjælpere, der er ansat gennem BPA-ordningen, stået i siden 2009, hvor ordningen trådte i kraft. Men retten slog altså i denne specifikke sag fast, at det er Handicapformidlingen, der er ansvarlig som arbejdsgiver.

Desuden vurderede retten på baggrund af vidneforklaringer af kommunale handicaphjælpere, der tidligere havde passet borgeren, at det var alment kendt blandt hjælperne, at borgeren havde en ”grænseoverskridende og krænkende adfærd af seksuel karakter i forbindelse med bleskift”.

Dog vurderer retten også, at Handicapformidlingen ikke nødvendigvis burde være bekendt med borgerens krænkende adfærd, fordi Josephine Lafontaine ikke selv kontaktede firmaet for at anmelde sexchikanen. I domsdokumentet står, at det derfor ikke var muligt for Handicapformidlingen at ”træffe foranstaltninger til forebyggelse eller hindring af den udøvende sexchikane”.

På Fagbladet FOA ville vi gerne have spurgt Handicapformidlingen, hvad deres syn på sagen er, hvorfor de ikke har gjort mere for at sikre arbejdsmiljøet hjemme hos Bent, og om der er noget, de i fremtiden vil gøre anderledes for at sikre et godt arbejdsmiljø hos borgerne.

Det har dog ikke været muligt at få en kommentar fra Handicapformidlingen inden deadline, da direktøren oplyser på en mail til FOA, at han ”ikke er på kontoret”.

Da FOA anker dele af dommen, skal sagen for Landsretten igen til næste år. Det er endnu uvist, om Handicapformidlingen vil anke dommen.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev