Kaffemaskinen brummer afsted, og lige nu er der ro over det brune hus på villavejen i Slagelse.
”Tommy ligger inde og sover,” siger Connie, med et forsigtigt smil.
Ægteparret har brug for al den hjælp, de kan få, fordi Connies mand, Tommy, fik konstateret demens for syv år siden. Kommunen hjalp Connie i den hårde tid og i det efterfølgende forløb.
”Jeg gik til Tommys læge og sagde: ’Du bliver nødt til at hjælpe mig’, og det gjorde han. Der kom én ud og greb mig,” fortæller hun.
Men det er en hjælp, der endnu en gang står til at blive besparet rundt omkring i landet.
Connie mærker allerede, hvordan sådan nogle besparelser kan ramme. Slagelse Kommune skulle sidste år spare 300 millioner kroner, og det ramte også ældreområdet.
Besparelserne kan mærkes
En af de hjælpemidler, Connie benytter sig af, er aflastning i hverdagen. På plejecenteret Amaliehaven kommer Tommy to gange om ugen. Connie forklarer, at Tommy har mulighed for at møde andre i samme situation på Amaliehaven. Her spiller de spil, går ture og spiser sammen.
”Det er guld værd. Også for os pårørende, vi finder jo også sammen,” fortæller Connie.
De kommunale besparelser på ældreområdet mærkes også på dagcenteret, hvor Connie fortæller, at der før var fire ansatte. Nu er der kun to. Det betyder ifølge Connie, at der blandt andet er færre gåture, da der ikke er nok personale.
Dagcentrene er afgørende, fordi de blandt andet er med til at støtte pårørende som Connie.
”Et dagcenter til mennesker med demenssygdomme, hjælper de pårørende utroligt meget med at få luft, og det hjælper mennesker med demens med at blive aktiveret og holde fast i nogle færdigheder, så de kan blive hjemme i længere tid,” fortæller demenspsykolog, Anneke Dapper Skaaning.
Nedskæringerne har også ramt Connie selv, som har fundet et vigtigt fællesskab sammen med andre pårørende.
”En gang imellem er der fællesarrangementer, men de har ikke så mange penge længere, så det er blevet mindre og mindre,” siger Connie.
Et andet område, der er blevet ramt af besparelser, er hjemmeplejen. Selvom det nok er de færreste mennesker, som kan nøjes med ét enkelt bad om ugen, så er det, hvad kommunen kan tilbyde Tommy.
”Det er ikke rigeligt for mig, så jeg vasker ham, en gang imellem,” fortæller Connie om det dilemma, der ligger i også at være plejepersonale for sin mand.
”Han er min mand, og det skal han blive ved med at være.”
En kontinuerlig kamp
Lige nu er der kørsel frem og tilbage fra Amaliehaven, men det har ikke altid været en selvfølge, fortæller Connie.
”Det måtte vi jo lige pludselig kæmpe for at få. De tog jo alt fra os på et tidspunkt. Så skulle vi selv sørge for transport, og hvad ved jeg,” siger hun og fortsætter:
”Der var pårørende fra et andet plejehjem, som kaldte sig rollatorbanden. Jeg tilsluttede mig dem og råbte højt, og så fik vi Vikingebussen tilbage.”
Men selv om Connie tilsyneladende er ressourcestærk, så har hun haft brug for demenskoordinatorerne.
”Før i tiden kom de en gang imellem uopfordret og spurgte, om man manglede noget, eller om de skulle gøre noget. De vidste, hvordan forløbet var for andres vedkommende, så de kunne sikre en. For man står jo i en situation, hvor man ikke aner, hvad man mangler, og hvad man kan få.”
Hjælp og sparring er blevet sværere
Det er blevet sværere for demenskoordinatorerne at komme på uopfordret hjemmebesøg, da Slagelse Kommune gik fra at have fem til kun én demenskoordinator.
Den forandring kan Connie godt mærke.
”Det er sommetider svært at få kontakt til dem, og det er svært for dem, at få det hele til at glide.”
Når tilgængeligheden til demenskoordinatorerne er besværliggjort, så kan det have en stor indvirkning på de pårørende. I perioder har de fungeret som en slags livline for Connie:
”De har været gode – rigtig gode. Ellers havde jeg stillet mig øverst på trappen og sagt: ’Nu springer jeg.’ Fordi det er sgu ikke sjovt. Det er virkelig hårdt at se sin mand forsvinde.”
Tommy, der har været tandlæge i 47 år, og var en af de første i landet til at lave implantater, kan ikke længere det samme, som han kunne før.
”Han fik tilsendt patienter fra Rigshospitalet,” fortæller Connie.
Sådan er det ikke længere, og det er kun et spørgsmål om tid, før Tommy må flytte ud af det brune hus på villavejen. Han fik efter demensdiagnosen også diagnosticeret en tumor i hjernen og Parkinson. Nu er han begyndt at besvime flere gange om ugen, og det skaber usikkerhed for Connie, som står alene med ansvaret.
”Sidste mandag besvimede han tre gange om natten. Når han så ligger herude på gulvet, så har han ikke styring på noget som helst. Så står jeg der, ganske mutters alene.”