For nogle er det grænseoverskridende, hvis borgeren beder om hjælp til at kontakte en sexarbejder eller se porno, men her må man pakke egne holdninger væk, siger Maria Pedersen.

”Selvfølgelig skal vi gøre det – ligesom vi ringer til tandlægen eller en fodterapeut, når der er brug for det. Det er helt lovligt – det er jo ikke kokain, de beder om. Og hvis en borger spørger om hjælp til personlig hygiejne, inden han eller hun får besøg af en sexarbejder, er vi også forpligtet til det. Og er man presset på tid, så kan man tage en snak om, hvornår det så kan lade sig gøre,” siger Maria Pedersen.

Hun understreger, at ofte så handler borgernes seksuelle behov ikke om samleje, men om intimitet og nærvær.

”Mange savner berøring, og der kan man jo som fagperson foreslå massage – enten at der bliver ringet efter en massør, eller man kan spørge, om borgeren for eksempel har lyst til at få sine ben eller skuldre smurt ind i creme,” siger Maria Pedersen.

Og hvad så med handsker eller ej? Her har Maria Pedersen en klar holdning, som hun ved kan være provokerende for nogle plejeansatte.

”Jeg mener jo ikke, at man i den situation skal bruge handsker – hvis vi taler om almindelig fugtighedscreme. Når vi går til frisør og får vasket hår og masseret hovedbunden, bruger de heller ikke handsker, og det gør en massør heller ikke.”

Hun oplever indimellem på sine kurser, at medarbejdere giver udtryk for, at de ikke skal nyde noget af at røre ved en borger uden handsker.

”Her plejer jeg at sige: ’Så må vi håbe, at de borgere, der er meget hudsultne, bliver forskånet for dig’. Det kan lyde hårdt, men jeg synes jo, at pilen peger tilbage på os som fagpersoner. Er borgerne så snavsede, at du ikke synes, du synes du kan røre dem med dine hænder, så er det dit ansvar, at det bliver anderledes. En medarbejder sagde til mig, at hun gør borgerne krammeklar, og det synes jeg er en fin måde at sige det på.”

Selvom Maria Pedersen mener, at man som plejemedarbejder har et ansvar for at spørge ind til og hjælpe borgerne med deres seksuelle behov, så peger hun også på ledernes rolle.

”Det er en ledelsesopgave at sætte seksualitet på dagsordenen på samme måde som, man for eksempel har temaeftermiddag om diabetes. Og så mener jeg også, at ledelsen skal tage hensyn til de medarbejdere, som slet ikke kan holde ud at tage snakken med borgerne. Så må man finde ud af, hvem der så tager opgaven. Og hvis en medarbejder er udsat for seksualiserende krænkende adfærd fra en borger, er det også ledelsens ansvar at lave en plan for, hvor hvordan man griber det an. Det skal den enkelte medarbejder ikke stå med alene.”