I simulationsrummet får eleverne lov til at øve sig i at stikke nåle i skumgummi, lægge kateter, skifte bleer og meget mere.
Heidi Lundsgaard
Af
Alexander Pilgaard Kjær
Journalist
Iført blå plastichandsker fjerner hun kanylens hætte, så
nålen blottes, og trækker 15 enheder op. Med venstre hånd presser hun en hudfold
sammen, mens hun med en sikker højre hånd stikker insulinpennen ned i låret mellem
tommel- og pegefingeren.
”Det er vigtigt at stikke i en 90-graders vinkel,” husker Ida
Pedersen sig selv på og tæller til 10, inden hun igen hiver den op ad låret. Hun
er 30 år gammel og social- og sundhedsassistentelev på Prices Have Centeret i
Faaborg, hvor Fagbladet FOA for nylig var på besøg.
Skumgummistik
Ovenstående scenarie sker mange gange dagligt på landets
plejecentre. Men det, der for Ida Pedersen er lidt anderledes, er, at hun ikke
stikker i en beboer. Hun stikker i et kunstigt lår af skumgummi, der sidder på
sin praktikvejleder.
”Det hjælper at få det i fingrene, så jeg kender rutinerne.
Det føles trygt, fordi Mette sidder og kigger med og opfanger de små fejl, så
vi ikke laver dem ude ved beboerne. Herinde er det et legerum, hvor vi lærer og
kan nå at øve os flere gange, så vi er helt trygge ude ved beboeren,” fortæller
Ida Pedersen om det simulationsrum, som Prices Have Centeret i oktober fik
indrettet.
40-årige Mette Nielsen, som Ida sidder med, har i en årrække
arbejdet som social- og sundhedsassistent. Det gør hun stadigvæk – men ikke nær
så meget som tidligere. I oktober blev hun nemlig ansat som praksisnær
uddannelsesvejleder i 20 ud af sine 35 timer om ugen.
Udover Mette Nielsen har Prices Have Centeret i august også
ansat 30-årige Simone Kogi Brønner, der ligesom Mette arbejder som praksisnær
uddannelsesvejleder – i hendes tilfælde i 20 ud af 34 timer.
”Vi har tilsammen 40 timer om ugen til rent elevarbejde,
hvor vi kan følge en elev rundt en hel dag, være med til studietiden, give
vejledning og meget mere,” fortæller Simone Kogi Brønner, der har godt otte års
erfaring som praktikvejleder. En erfaring, som Mette Nielsen i øvrigt også har:
”Det sted, jeg var praktikvejleder før, var jeg kun i
plejen. Så der skulle jeg selv finde tiden til det og samtidig sørge for, at
mine nære kolleger ikke blev syltet for min arbejdskraft. Nu, hvor der er afsat
20 timer om ugen til os hver, kan vi være meget tættere på eleverne i
hverdagen,” supplerer Mette Nielsen. Læs også: Uddannelse i rengøring højner kvaliteten
De to praksisnære uddannelsesvejledere er med i simulationsrummet, hvor de holder øje og hjælper til, hvis der er behov for det.
Heidi Lundsgaard
Stor forskel fra tidligere
Jesper Frederiksen binder det gennemsigtige plasticforklæde
rundt om sig og tager de blå plastichandsker på hænderne.
”Lige så snart der er noget med bakterier, tager vi altid
forklæde på for ikke at sprede det til andre beboere,” forklarer den 49-årige
social- og sundhedshjælperelev med henvisning til den nedre hygiejne, han skal
til at foretage.
Henne ved sengen pakker han bleen ud, og fordi borgeren skal
vendes om på siden, folder han taljeelastikken sammen, så den er fri, når
borgeren vendes tilbage på ryggen. En-to-tre bevægelser senere sidder bleen,
som den skal. Og så kan han ellers gå ud af simulationsrummet og gøre det
præcis samme på en levende beboer.
Jesper Frederiksen var allerede i praktik på Prices Have
Centeret, inden de to praksisnære uddannelsesvejledere blev ansat. Og han kan
mærke en tydelig forskel, fra før de kom og så til nu, hvor der er kommet mere
struktur på mange ting:
”Vores fordybelsestid om onsdagen er blevet sat i system,
sådan at vi nu har middagspause – så skal vi ud at læse – så er der et kvarters
pause – ud at læse – og så mødes vi et kvarter, før vi har fri, for at
reflektere over det, vi har læst,” fortæller han og fortsætter:
”Før satte vi os bare med noget, som vi mente, at vi skulle
læse. Så kørte vi på i to en halv time, men jeg mistede tit koncentrationen og
fandt på noget andet at lave. Men nu, hvor vi har fastlagte pauser, er jeg
frisk i hovedet og kan holde koncentrationen hele tiden.”
Læs også: Når virkeligheden rammer: Sådan sikres elever mod praksischok
Fremtidens udfordringerTanken om et læringshjem opstod for et par år siden ved
Faaborg-Midtfyn Kommunes sundheds- og omsorgschef Kitt Lysén Pedersen, fortæller Lis
Munk, der er plejehjemsleder for Prices Have Centeret.
”Hun vidste jo godt, at der ville komme til at mangle
hænder. Så der blev sat større fokus på at styrke rekrutteringen og
fastholdelsen til uddannelserne. Så det var en politisk beslutning at gøre
Prices Have Centeret til et læringshjem,” siger hun.
Det, Faaborg-Midtfyn i praksis gjorde, var at afsætte to
millioner kroner af budgettet til at fremme sådanne initiativer – som for
eksempel at ansætte to praksisnære uddannelsesvejledere og at indrette et
simulationsrum på plejecentret.
At Simone Kogi Brønner og Mette Nielsen er blevet ansat i den
nye stilling, betyder også, at plejehjemmet nu har mellem 10 og 12 elever i
praktik, hvor man før i tiden havde fem.
Mette Nielsen (t.v.) og Simone Kogi Brønne (t.h.) arbejder som praksisnære uddannelsesvejledere 20 timer hver om ugen. Her står de foran det officielle logo for læringshjemmet. Det er et fyrtårn, da de ønsker og håber, at andre arbejdspladser følger deres eksempel.
Heidi Lundsgaard
Mellemtidsstatus
Prices Have Centeret har nu været et læringshjem i otte
måneder, og alt peger i retning af, at det har gjort en forskel. Fastholdelse
var for eksempel et af succeskriterierne, som der i den grad er levet op til.
”I andre kommuner har jeg oplevet, at elever er sprunget
fra. Men i den tid, vi har været her, er alle kommet igennem,” siger Simone
Kogi Brønner, inden Mette Nielsen tilføjer:
”Vi har haft en, der var svært ordblind og desuden
tosproget. Jeg tror, at han var hoppet fra, hvis ikke det var, fordi jeg havde
tiden til at arbejde så meget med ham. Men han udviklede sig meget og
gennemførte praktiktiden.”
De evalueringer, som eleverne svarer på, vidner også om et
forbedret arbejdsmiljø. Siden de begyndte, har de bevæget sig højere og højere
op i point, og der har – så vidt som Simone Kogi Brønner lige husker – kun
været én negativ kommentar:
”Det var en elev, jeg ikke havde bestået, så den havde jeg
set komme. Det var jo en faglig vurdering, og jeg syntes ikke, at vedkommende
skulle igennem,” siger hun.
De to millioner kroner, som kommunen satte af i budgettet,
er en permanent ordning, som kommer til at fortsætte i fremtiden.