Først blev han fyret, fordi han ikke kunne arbejde fuld tid. Det var i sommeren 2021.
Godt et år senere – i september 2022 – fik Aske Zeberg så endnu en nedslående melding. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) vurderede nemlig ikke, at graden af hans varige mén er over fem procent, der er grænsen for at få godtgørelse.
”Jeg kan ikke forstå det. Jeg har været sygemeldt i to år, fordi jeg er træt hele tiden. Selvom jeg har hvilet en hel dag, så er det første, jeg tænker, når jeg vågner, at jeg godt kan sove mere. Trætheden trigger også min hukommelse, og jeg har svært ved at være i rum, hvor mange taler,” fortæller den 32-årige social- og sundhedshjælper.
Ifølge Politiken er 3.850 af de 4.121 afgjorte mén-sager blevet afvist. Det svarer til, at bare 7 procent med covid-19-senfølger, anerkendt som arbejdsskade, har fået en økonomisk kompensation.
Møder massiv kritik
Det vækker forargelse hos både FOA, DSR og BUPL, der i Politiken dels kritiserer, at så få med corona-senfølger på grund af en arbejdsskade får erstatning, og at sagsbehandlingen er lang.
”Hvis man ikke kan arbejde efter en arbejdsskade, så er hele ens livssituation vendt på hovedet. Meningen med arbejdsskadesystemet er jo netop, at den erstatning skal kompensere en, så man kan opretholde et nogenlunde liv, selv om man har været ude for en arbejdsskade,” siger Maria Klingsholm, forbundssekretær i FOA.
I AES erkender Heike Duus Damkjær, afdelingschef for erhvervssygdomme, at sagsbehandlingstiden på coronasagerne har været lang. Det skyldes, at det har været en ny sygdom, og at problemet med senfølger var ukendt i starten.
”Vi gør os umage for at træffe den rigtige afgørelse af eventuel méngrad og tab af erhvervsevne. Vi er gearet til at håndtere alle typer arbejdsskader, så selvom senfølgeproblemerne kan være svære, mener jeg, at vores afgørelser er korrekte,” siger hun til Politiken og påpeger, at Ankestyrelsen er af samme opfattelse, da styrelsen løbende holder øje med afgørelserne i AES.
Har anket afgørelsen
Aske Zeberg blev smittet i sit arbejde i hjemmeplejen i Odense Kommune tilbage i november 2020, ligesom flere af hans kolleger.
”Vi har risikeret vores helbred for at passe på de svage i samfundet, og det bør man anerkende.”
”Jeg kender flere, som har det endnu dårligere end mig selv, som heller ikke har fået erstatning. Jeg kender kun én, der har fået erstatning,” siger Aske Zeberg.
Han har med hjælp fra FOA anket AES’ afgørelse, og derfor ligger hans sag nu hos Ankestyrelsen, hvor der er op til et års sagsbehandlingstid.
”Så jeg kan nok forvente afklaring i løbet af september, men hvis det går, som det plejer, bliver den sikkert udskudt, for det blev min arbejdsskadesag tre eller fire gange,” siger Aske Zeberg lettere opgivende.
Mange bekymringer
Han kalder de seneste to og et halvt år for en ’hård kamp’.
”Mentalt forsøger jeg at kæmpe mig tilbage til at være mig selv, men der er hele tiden bekymringer i baghovedet, som påvirker mig. Nogle dage fylder det mindre, andre dage bliver jeg let sur og irriteret, men jeg har heldigvis en forstående familie,” siger Aske Zeberg.
”Men på trods af min raskmelding føler jeg mig fortsat syg, og det er noget, jeg desværre må leve med. Jeg ved ikke, hvordan det vil påvirke mig, når jeg kommer ud i ’rigtigt’ arbejde, hvor jeg ikke har de samme muligheder for at tage en hviledag. Hvis det ikke går, er fleksjob måske næste mulighed,” siger Aske Zeberg, der efter ti minutters samtale har svært ved at finde ordene.
”Sådan går det, når jeg taler i længere tid ad gangen,” siger han.