Overlappende tilsyn på plejehjem, årlig godkendelse af
kvalitetsstandarder, årlig godkendelse af tilsynspolitik og regler om
forebyggende hjemmebesøg. Dét og meget, meget mere ønsker 6-bysamarbejdet nu,
at SVM-regeringen kigger på i dens afbureaukratiseringsplan.
6-bysamarbejdet, der er et samarbejde på sundheds- og
ældreområdet mellem landets seks største kommuner, har nemlig offentliggjort et
katalog med 21 konkrete forslag til lovændringer og sendt det til indenrigs- og
sundhedsminister Sophie Løhde samt ældreminister Mette Kierkgaard.
Læs også: Astrid Krag om ny ældrelov: Vi kan ikke længere gøre, som vi plejer
Ønsker at skabe dialog
Forhåbningen med kataloget og de 21 konkrete ønsker til
lovændringer er at komme i kontakt med de relevante ministre og få en dialog i
gang, fortæller Klaus Bach Trads, der er sekretariatsleder for Sundhed og
Omsorg i Aarhus Kommune:
”Vi håber, at vi kan komme i dialog med både
sundhedsministeren og ældreministeren. Det er derfor, at vi har skrevet og
sendt de her 21 konkrete forslag til, hvad vi mener, at der fra statslig side
kan afbureaukratiseres. Og på fredag d. 17. marts har vi faktisk allerede fået
sat et møde op med ældreminister Mette Kierkgaard,” siger Klaus Bach Trads.
Kataloget, som 6-bysamarbejdet selv kalder det, indeholder
21 ønsker til lovændringer på sundheds- og ældreområdet. Lovændringerne skal
give kommunerne rum til og mulighed for at optimere driften og plejen i
sundheds- og ældresektoren, står der i kataloget. De 21 lovændringsforslag
spiller i øvrigt godt ind i regeringsgrundlagets fokus på at øge frisættelsen
af kommunerne, står der.
I regeringsgrundlaget står der blandt andet, at:
”regeringen vil gennemføre den mest omfattende frisættelse
af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie…”, og at:
”regeringen vil fastlægge få, centrale opgaver og mål for
institutionerne på velfærdsområderne og undersøge, hvordan disse kan kobles til
institutionernes økonomi, herunder fremme et større socialt ansvar. Til gengæld
afskaffes al unødig statslig og kommunal regulering, ligesom der gennemføres en
sanering og begrænsning i antallet af statslige og lokale tilsyn og
kontrolopgaver.”
Læs også: Overdokumentation i ældreplejen: Service- og sundhedsloven skal integreres bedre
Succeskriterier?
- Klaus Bach Trads, hvad er succeskriteriet for de 21 ønsker til lovændringer, som I har sendt til de relevante ministre?
”Succeskriteriet er at vise dem inde på Christiansborg, at
der også er noget, der fra statslig side kan afbureaukratiseres. Så vi har sat
os ned og er kommet med 21 konkrete forslag til lovændringer, som vi mener, at
ministrene kan gå i gang med.”
- Så det er ikke bare et symbolsk bevis på, at de seks
største kommuner nu lægger pres på centraladministrationen?
”Nej, vi mener, at alle forslagene er til at kigge på, og at
de er ret lige at gå til. Vi mener ikke, at en eller anden større proces
behøver at blive sat i gang bare for at kigge på dem. Men det er klart, at hvis
de begynder at se på, hvordan det i praksis skal ændres, kræver det et kæmpe
analysearbejde,” siger Klaus Bach Trads.
- Kan du sætte et tal på, hvor meget der skal gå igennem,
før det er en succes for jer?
”Nej, det kan jeg ikke. Men jeg kan ikke se nogen grund til,
at det hele ikke skulle gå igennem. Men hvad succeskriteriet er … det er altid
et godt spørgsmål.”
- Hvis de 21 forslag går igennem, hvordan vil sundheds- og
ældreområdet så se ud?
”Målet er, at det bliver et område med færre regler og med
mere frihed til alt det faglige. De her 21 forslag er i hvert fald nogle
konkrete ting, hvor det kan gøre en forskel for den frihedsgrad, lederne og
medarbejderne i kommunerne oplever i hverdagen.”
- Er der noget til hinder for, at de i kommunerne bare selv
gør nogle af de her ting?
”De 21 forslag, vi har sendt til ministrene, er alle sammen
nogle, der skal reguleres fra statslig side. Det er klart, at vi i kommunerne
også kan gøre noget – og det er vi i fuld gang med. Men blandt andre
finansministeren (Nicolai Wammen (S)) har flere gange sagt, at det i høj grad
er i kommunerne, at der er overflødige regler. Og dét vil vi gerne gå i rette
med, for da er så sandelig også masser af ting, der kan reguleres fra statens
side,” siger Klaus Bach Trads.
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) glæder sig over, at 6-bysamarbejdet har fundet de 21 forslag til mere afbureaukratisering, skriver hun i en mail til Fagbladet FOA:
”Jeg er glad for alle forslag til, hvordan vi kan fjerne regler og fokusere medarbejdernes tid på kerneopgaven. Samtidig er det dog vigtigt, at vi ikke nøjes med at fjerne regler. De udfordringer, vi står over for, er så store, at vi skal have nogle store løsninger i spil – og det kalder på grundlæggende reformer, når vi skal indrette velfærdssamfundet på en ny måde. Her er samarbejdet mellem regering og kommuner helt essentielt, og derfor glæder det mig, at 6-byerne har spillet ind med 21 forslag til, hvordan vi kan løfte udfordringen med regler og bureaukrati,” skriver Ældreminister Mette Kierkgaard.
”Jeg er som minister optaget af, at vi med frisættelsesdagsordenen grundlæggende får ændret på den måde, vi styrer, dokumenterer og leverer ældreplejen på, så hjælpen tager udgangspunkt i den enkelte ældre, og dokumentation tager udgangspunkt i medarbejdernes faglige behov og ikke er noget, der er udtænkt i en arbejdsgruppe langt væk fra hverdagseksperterne,” skriver Mette Kierkgaard.
Opdateret d. 20. marts med en kommentar fra Ældreminister Mette Kierkgaard.