Annonce

Kanstrupgaard forsorgshjemmet

Bagtalelse, rullen med øjne og risiko for vold plager privat bosted


Flere tilsynsrapporter har rettet skarp kritik mod det private bosted Kanstrupgaard Forsorgshjem, hvis ansatte har oplevet et hårdt psykisk arbejdsmiljø og risiko for vold på jobbet. Fagbladet FOA har fået aktindsigt i Arbejdstilsynets tilsynsrapporter fra forsorgshjemmet i Hadsund.

Annonce

Arbejdstilsynet har adskillige gange været på tilsynsbesøg på Forsorgshjemmet Kanstrupgaard. Besøgene har resulteret i flere påbud. Michael Bo Rasmussen

Af Alexander Pilgaard Kjær
Journalist

Annonce

Der findes risiko for vold ved alenearbejde, særlig risiko for vold ved alenekørsel og store problemer i det psykiske arbejdsmiljø på det private bosted Kanstrupgaard Forsorgshjem i Hadsund.

Det vurderer Arbejdstilsynet efter tre forskellige tilsynsbesøg foretaget fra marts til juni 2022. Fagbladet FOA har fået aktindsigt i tilsynets rapporter.

I starten af december bragte Fagbladet FOA denne artikel om en 30-årig kvinde, der som ansat på Kanstrupgaard Forsorgshjem blev udsat for vold, dødstrusler og frihedsberøvelse af en 45-årig mandlig borger. I februar 2022 blev hun fyret efter en arbejdsrelateret sygemelding.

Siden da har Arbejdstilsynet været på flere tilsyn på Kanstrupgaard Forsorgshjem, hvor det er endt med strakspåbud og kompetencepåbud.

Første besøg – risiko for vold ved alenearbejde

29. marts 2022 kom tilsynet forbi, da det vurderede, at risikoen for vold var til stede i selve arbejdet, og at alenearbejde med særlige borgere var omfattet af særlig risiko. Desuden vurderede Arbejdstilsynet, at det ikke var tilstrækkeligt beskrevet, hvordan ansatte skulle forholde sig ved kørsel med en særlig borger.

Arbejdstilsynet lagde også vægt på, at der ikke var udarbejdet en undersøgelse af en arbejdsulykke, hvor en borger skubbede en ansat og fremsatte trusler på livet mod vedkommende. Dette resulterede i et strakspåbud fra Arbejdstilsynet.

Kanstrupgaard Forsorgshjem skulle senest 12. april 2022 give besked om, hvordan stedet ville efterkomme påbuddet. Hvis et strakspåbud ikke efterkommes, bliver arbejdspladsen pålagt en bøde, der kan variere alt efter antallet af ansatte.

Forsorgshjemmet opererede med tre farvekategorier, der indikerede risikovurderingen hos den enkelte borger. Før måtte en ansat gerne køre med en grøn borger, men efter Arbejdstilsynet strakspåbud ville den vurdering se lidt anderledes ud.

Beskeden fra Kanstrupgaard Forsorgshjem lød nemlig, at det ville orientere alle ansatte om, at ”al kørsel med borgere skal godkendes af en leder, umiddelbart inden at kørslen finder sted,” fremgår det af en aktindsigt, Fagbladet FOA har fået.

Læs også: Kongsgården får påbud for flere problemer med omsorg og pleje

Andet besøg – særlig risiko for vold ved alenekørsel

10. maj 2022 var Arbejdstilsynet endnu en gang på besøg. Her var det for at sikre, at alenearbejde i forbindelse med ture ud af huset med en bestemt borger blev planlagt, tilrettelagt og udført, så risikoen for vold blev effektivt forebygget.

Tilsynet vurderede, at ”der var tale om en betydelig fare i forbindelse med alenearbejde, idet ansatte kunne blive udsat for arbejdsrelateret vold, som kunne medføre fysisk eller psykisk skade”, skrev Arbejdstilsynet i tilsynsrapporten.

Her blev der blandt andet lagt vægt på de ansattes oplysninger om, at ledelsen havde bedt de ansatte om at ændre deres risikovurderinger af borgeren fra rød eller gul til grøn. De ansatte oplyste desuden, at de ikke var bekendt med den alarmfunktion, som ledelsen ellers påstod var installeret på telefonerne.

Også dette resulterede i et strakspåbud fra Arbejdstilsynet.

Kanstrupgaard Forsorgshjem skulle senest 26. maj 2022 give besked om, hvordan man ville efterkomme påbuddet om at sikre, at alenekørsel med en særlig borger planlægges, tilrettelægges og udføres, så risikoen for vold effektivt blev forebygget.

Det ville de ved, at der senest d. 5. juni 2022 skulle være udarbejdet ”et nyt og fyldestgørende risikoskema, som personalet kan arbejde efter,” når de skulle ind til en særlig borger. Indtil risikoskemaet var færdigt, måtte ingen ansat køre med borgeren, skrev Kanstrupgaard Forsorgshjem tilbage til Arbejdstilsynet.

Læs også: Dødstrusler og overfald: Medarbejdere på plejecentre bliver udsat for vold

Tredje besøg – problemer i det psykiske arbejdsmiljø

21. juni 2022 besøgte Arbejdstilsynet igen Kanstrupgaard Forsorgshjem. Denne gang fordi der var en konkret mistanke om problemer i det psykiske arbejdsmiljø. Mistanken byggede på fem ansattes oplysninger om krænkende handlinger fra ledelsen, der gav de ansatte stresssymptomer:

”De fem ansatte oplever at have alvorlige og aktuelle stresssymptomer som søvnbesvær, hukommelsesbesvær, koncentrationsbesvær, usikkerhed, angst, ondt i maven og at være grådlabil grundet de krænkende handlinger,” skrev Arbejdstilsynet i rapporten.

I tilsynsrapporten står der også:

”De krænkende handlinger kunne være skældud foran andre ansatte, bagtalelse, en leder, der ruller øjne, sårende bemærkninger og latterliggørelse foran andre ansatte, og så dét at ledelsen ofte gav skylden til den ansatte, hvis en borger var udadreagerende samt kun hilste på nogle ansatte og ikke alle.”

De ansatte oplyste, at handlingerne var regelmæssige og rettet mod ansatte, og at det havde stået på i mindst seks måneder. Derudover havde der over længere tid været stor udskiftning i personalet, da mange ansatte rejste derfra grundet de krænkende handlinger.

Ledelsens forsvar

Ledelsen kunne ikke genkende de ansattes oplevelser og nævnte, at nogle ansatte fremhæver den direkte omgangstone som noget positivt fuld af humor og varme.

 Afdelingslederen oplyste også, at han få dage inden tilsynet havde fået en sms fra en ansat, der ikke turde stå frem med positive oplevelser på jobbet, fordi vedkommende var bange for de ansatte, der havde kontaktet Arbejdstilsynet. Det findes der dog ikke noget bevis for i tilsynsrapporten.

Til kritikpunktet om bagtalelse af ansatte forklarede ledelsen følgende:

”Der er meget lydt i lokalerne på Gården. Der er ikke et fortroligt rum, og måske kan ansatte have hørt noget, de ikke skulle have hørt,” forklarede forstanderen og afdelingslederen.

Læs også: Dødstrusler og våben på bosteder slider ansatte ned

Undersøgelse af arbejdsmiljø

I forbindelse med det tredje tilsynsbesøg pålagde Arbejdstilsynet et såkaldt ’kompetencepåbud’. Det betød, at Kanstrupgaard Forsorgshjem senest 1. november skulle have hyret en autoriseret rådgivningsvirksomhed til at foretage en undersøgelse af arbejdsmiljøforholdene for at afdække, om der var problemer i det psykiske arbejdsmiljø. Kanstrupgaard Forsorgshjem valgte at bruge Human House A/S.

Human House A/S’ undersøgelse

  • Der fandtes både ansatte, der svarede ’ja’ til, at de blev udsat for krænkende handlinger, og ansatte, der svarede ’nej’ til det. Dem, der svarede ja, fortalte om de samme eksempler, som Arbejdstilsynet skrev i dets rapport.
  • Størstedelen af de ansatte svarede, at der var høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker – for eksempel at tilpasse sin adfærd til hver enkelt borger og håndtere egne tanker og følelser i relation til borgeren.
  • Størstedelen af de ansatte beskrev, at der var risiko for vold i arbejdet – for eksempel kast af genstande mod legeme, dødstrusler, truende fagter og brug af skældsord om de ansatte. 
  • Der havde været enkelte hændelser med vold, som resulterede i kort sygefravær.
  • Human House A/S bemærkede, at interviewene med de ansatte foregik i lytte-lokaler – det var dog ikke deres indtryk, at det påvirkede åbenheden fra interviewpersonerne.
+

Fagbladet FOA har kontaktet forstander for Kanstrupgaard Forsorgshjem, Rie Kanstrup, og tilbudt hende et interview. Men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

FOA Mariagerfjord kender til kritikken

Afdelingsnæstformand i FOA Mariagerfjord Peter Bech Christensen nikker genkendende til den kritik, Arbejdstilsynet har rettet mod Kanstrupgaard Forsorgshjem. Han har talt med flere FOA-medlemmer, der har arbejdet på bostedet:

”Det, vi har fået at vide af vores medlemmer, er, at de inden ansættelse bliver lovet guld og grønne skove, at sikkerheden er i orden, der er masser af tid til sparring og så videre. Men når de så starter derude, er det en helt anden verden. Så skal de lige pludselig køre rundt i deres egen bil med en udadreagerende borger lige ved siden af sig,” siger Peter Bech Christensen.

Han fortæller også, at han har set billeder hjemme fra en borger, hvor der lå hash, hårdere stoffer, knive og andre våben på bordet. Der var endda en ansat, der havde været så bange for, at hun var påvirket af hashtågen, at hendes far blev nødt til at hente hende.

Ingen tryghed i arbejdsmiljøet

En anden medarbejder har fortalt, at hun på en køretur med en borger blev slået på armen. Da hun kom tilbage, sagde hun det til lederen i den tro, at han så ville indberette det. Men det skete ikke, og det er et stort problem, mener Peter Bech Christensen:

”Hvis en ansat 10 gange bliver slået på armen, kan det ende med en arbejdsskade. Men hvis det ikke indberettes, kan ingen jo se, at det er sket de ni andre gange. Arbejdsgiveren har en forpligtigelse til at sikre et trygt arbejdsmiljø, og kan de ikke leve op til det, skal det have nogle større konsekvenser,” siger han og kommer med bud på, hvad det kunne være:

”Jeg synes, at myndighederne skal kunne gå ind og lukke det omgående, når der har været så mange påbud, som der har været her. Ellers skal der kunne gives nogle bøder, der siger spar to. Jeg føler, at man pisser medarbejderne ned ad nakken, når der ikke sker noget.”

Det har foreløbigt fået den konsekvens for Organisation for Social Indsats, som selskabet bag Kanstrupgaard Forsorgshjem hedder, at de ikke må åbne et nyt sted i Randers, som de ellers har ansøgt om. Det skriver blandt andet Nordjyske, der har fået aktindsigt hos Socialtilsyn Midt.


Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev