Annonce

tanja nielsen er ny sektorformand

Ny sosu-formand: ”Jeg brænder for at udvikle faget”


Social- og sundhedsassistent Tanja Nielsen fra Holstebro afløser Torben Hollmann som formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA. ”Jeg kan tage de svære samtaler og sætte vigtige dagsordener, for det bliver der behov for,” siger hun. 

Annonce

Der var stående bifald, da Tanja Nielsen blev valgt som ny sektorformand. Rasmus Handberg

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

En tydeligt rørt Tanja Nielsen blev tirsdag valgt som formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.

”Jeg har aldrig oplevet så stor opbakning fra nær og fjern, og for det er jeg evigt taknemmelig. Nu er jeg klar til at trække i arbejdstøjet,” sagde social- og sundhedsassistenten og modtog stående bifald fra de 89 stemmeberettigede, der var samlet til ekstraordinært sektorårsmøde på hotel Scandic i København.

Tanja Nielsen fik 72 af stemmerne, mens hendes modkandidat, social- og sundhedsassistent Camilla Pedersen, fik 17 stemmer.

”Jeg vil sige tak til Camilla for de gode dialoger, og jeg håber, at du til årsmødet næste år vil kandidere til en post i bestyrelsen, for du har meget godt at bidrage med,” lød de rosende ord til modkandidaten.

Tanja Nielsen er nu formand for de 85.000 erhvervsaktive medlemmer i social- og sundhedssektoren. De får en formand, der med egne ord har ”benene solidt plantet på jorden”.

”Jeg er vedholdende og udholdende, men jeg er ikke typen, der sparker til døren. Jeg er overbevist om, at man med ordentlighed kan komme rigtig langt. Jeg er god til at danne relationer og skabe respekt. Jeg kan tage de svære samtaler og sætte vigtige dagsordener, for det bliver der behov for,” siger Tanja Nielsen og sender samtidig en opfordring:

”Jeg ønsker at være synlig i lokalområdet, og jeg vil meget gerne inviteres ud og høre om jeres virkelighed, for jeg er har brug for jeres viden.”

Det skal ikke tales ’op’

Forude venter en række vigtige opgaver, siger hun. Den altoverskyggende er rekruttering og fastholdelse. I den forbindelse taler mange om, at faget skal tales ’op’. Men det bliver uden Tanja Nielsen, for med den talemåde har man allerede talt faget ned, pointerer hun. 

”I stedet skal vi tale ’om’ faget og styrke dets udviklingsmuligheder,” siger hun og fortsætter:

”Vi skal kigge på den faglige udvikling, så alle kan bruge de kompetencer, man er uddannet til. Og vi skal kigge på uddannelse, for de unge mennesker skal kunne se en karrierevej i vores fag i stedet for at videreuddanne sig ud af det. Jeg brænder for at udvikle faget.”

Skal være attraktivt for ungdommen

I det hele taget har den nye sektorformand stort fokus på, hvordan social- og sundhedsfaget gøres mere attraktivt for ungdommen. Det kræver ordentlige vilkår og større fleksibilitet, og derfor er det nødvendigt at nytænke de gældende arbejdstidsregler, siger hun.

”Nogen har det måske godt med at arbejde meget lange vagter for i stedet at have flere fridage. Vi bliver nødt til at være nytænkende og bløde de fastlåste regler op,” siger Tanja Nielsen, der også ønsker at skubbe på digitale løsninger:

”Der er mange ting, vi kan gøre smartere. Vi har for eksempel mange ambulante besøg og kontroller, som måske kan klares på en skærm i stedet for at blive flyttet mange kilometer for at se en læge i tre minutter,” siger Tanja Nielsen.

Tanja Nielsen er 48 år og kommer fra en stilling som sektorformand for Social- og Sundhedssektoren samt Kost-Servicesektoren i FOA Midt- og Vestjylland. 

Hun bor i Holstebro og har mere end 20 års erfaring fra social- og sundhedsområdet, hvor hun begyndte som ufaglært på Thorshøj plejehjem i Holstebro efter handelsskolen. Hun blev uddannet social- og sundhedshjælper i 1995 og social- og sundhedsassistent i 1997.

Den nye sektorformand afløser Torben Hollmann, som i september forlod posten efter 4 år for at blive centerchef for sundheds- og ældreområdet i Næstved Kommune. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev