Annonce

saadah foto ernst van norde EB

Tema: Folketingsvalg 2022

Sosu-hjælperen Saadah udvises: ”Det giver ikke mening”

Om 14 dage skal den 45-årige, nyuddannede social- og
sundhedshjælper Saadah Uthman rejse tilbage til Nigeria, fordi hendes fag ikke optræder på den såkaldte positivliste. Sagen er ikke enestående, og et af regeringens støttepartier kritiserer integrationsministeren for nøl. 

Annonce

Alle er enige om, at der mangler faglærte sosu-ansatte i ældresektoren. Og flere partier foreslår lettere adgang for udlændinge. Alligevel står den 45-årige, nyuddannede social- og sundhedshjælper Saadah Uthman til udvisning om to uger.  Ernst Van Norde/Ekstra Bladet 

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

Da Saadah Uthman i september blev færdig som social- og sundhedshjælper, søgte hun fluks to ledige stillinger. Hun blev tilbudt begge job – og valgte arbejdet som fuldtidsansat aftenvagt på plejecentret Blichergaarden i Viborg.  

Men allerede nu – efter mindre end en måneds ansættelse på en afdeling med 16 beboere – risikerer hun, at det er slut. Udlændingenævnet har nemlig meddelt den 45-årige Saadah Uthman, at hun senest 10. november skal forlade Danmark og rejse tilbage til sit fødeland Nigeria. Det skal hun, fordi hun er blevet skilt fra den mand, som i 2018 var årsagen til, at hun kom Danmark som familiesammenført.

”Da jeg fik afslag på at få forlænget min opholdstilladelse, tænkte jeg, at det ikke giver mening. Mit liv er her i Danmark, og der er så meget brug for en som mig,” siger Saadah Uthmann til Fagbladet FOA.

Læs også: Tesfaye åbner dør på klem for, at Geethika igen må arbejde i ældreplejen

Ligesom Geethika

Hendes sag er ikke enestående. Fagbladet FOA har således tidligere fortalt, hvordan social- og sundhedshjælperen Geethika Brown blev udvist af Danmark og sendt retur til Sri Lanka og måtte vinke farvel til et job på et plejecenter i Furesø Kommune.

Fælles for de to sager er, at titlen som social- og sundhedshjælper – i modsætning til titlen som social- og sundhedsassistent – ikke optræder på den positivliste over faglærte job, som Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) kan ty til, hvis en udlænding søger om arbejds- og opholdstilladelse i et fag med mangel på arbejdskraft.

Den kendsgerning mødte i marts stor kritik fra den radikale udlændingeordfører Kathrine Olldag, som i omtalen af Geethika Browns sag henviste til ’den galoperende mangel’ på arbejdskraft i plejesektoren og understregede, at positivlisten netop skal bruges til at rekruttere hænder uden for EU.

Læs også: Maryam er færdig som sosu-hjælper om et halvt år: Nu vil myndighederne udvise hende

Intet er sket

Den daværende integrationsminister Mathias Tesfaye (S) lyttede til kritikken og lovede, at han ville se på det, når positivlisten i løbet af året skulle revideres. Men siden er intet sket. Efter en ministerrokade er det i dag partifællen Kaare Dybvad Bek, der sidder på posten – og præsenteret for den nye sag om Saadah Uthman gentager han forgængerens ord over for Ekstra Bladet.

 ”Jeg synes sådan set, det ville være en god ide at have sosu-hjælperne med på positivlisten (…) Det er noget, vi har haft en diskussion om i længere tid. At der selvfølgelig er nogle rekrutteringsudfordringer i sundhedsvæsenet,” siger Kaare Dybvad Bek til avisen.

Fagbladet FOA har spurgt ham, hvorfor den varslede revision af positivlisten ikke har fundet sted endnu. Og vi har spurgt, hvorfor man ikke administrativt har stillet sager som disse i bero, indtil man kendte udfaldet af revisionen. Kaare Dybvad Bek meddeler, at han ikke har flere kommentarer til sagen.

Geethika Tobias
Da social- og sundhedshjælper Geethika Brown blev udvist, lovede den daværende minister at se på særligt hendes faggruppe i forbindelse med revisionen af positivlisten. Den revision er endnu ikke gennemført. Tobias Stidsen

Nøl, frustrationer og forfærdelse

Det har den radikale Kathrine Olldag til gengæld. Og hun er ikke imponeret, efter at hun de seneste måneder på blandt andet kaffemøder har spurgt Kaare Dybvad Bek om, hvornår der sker noget med positivlisten. Men uden held.

”Det er min oplevelse, at integrationsministeriet blot er blevet håndteret som et forvaltningsministerium efter ministerskiftet. Alt det nøl, vi oplever, skaber virkelig frustration,” siger Kathrine Olldag.

I forbindelse med valgkampen har flere partier, heriblandt Socialdemokratiet og de radikale, præsenteret forslag, der skal gøre det nemmere at rekruttere udenlandsk arbejdskraft til ældresektoren og sundhedsvæsenet. 

De radikales tanker rummer også et forslag om at give ophold til de eksempelvis syriske flygtninge, der får afslag på asyl, efter at de er gået i gang med et af sosu-fagene. 

I FOA er forbundsformand Mona Striib heller ikke begejstret for den nye sag fra Viborg.

”Det er helt grotesk, at man vil hente udlændinge ind med den ene hånd, og så hælder andre ud med den anden, selv om de allerede er faldet til her, er begyndt at lære sproget og er i gang med deres fag,” siger Mona Striib og tilføjer:

”Jeg bliver både oprørt og forfærdet, når jeg hører en historie som Saadahs. Det er flere år siden, vi i FOA har opfordret til at få styr på alt det her, og det er ufatteligt, at det ikke er løst endnu.”


I den aktuelle sag er det ifølge Ekstra Bladet Udlændingenævnets vurdering, at Saadah Uthman ikke har ’opnået en særlig tilknytning til det danske samfund eller herboende personer’.

Den forklaring forstår hovedpersonen ikke. I sine fire år i Danmark har hun nemlig knyttet danske venskaber, hun har haft frivilligt arbejde i et fitnesscenter, hun har undervist i engelsk på det lokale gymnasium, og efter skilsmissen har hun fået en dansk kæreste.

Og så har hun altså forelsket sig i arbejdet med ældre, efter at hun blev ansat som ufaglært på et lokalt plejehjem og besluttede sig for at søge ind på SOSU-skolen.

”Jeg håber virkelig, jeg får lov til at blive,” siger hun til Fagbladet FOA.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev