Det er voldsomme scener, den nye TV 2-dokumentar ’Opråb fra plejehjemmet’ viser. Ældre, der ikke får skiftet ble, en hård tone og tvang overfor beboerne og ansatte, der holder pause, mens en døende borger ligger alene i rummet ved siden af.
Men i stedet for at blive chokerede over, at konsekvenserne af en udpint ældresektor igen bliver vist på fjernsynet og kalde de ansatte for ’brodne kar’ og ’rådne æbler’, bør vi stille os selv spørgsmålet: Hvordan kan det ske, og hvad skal vi gøre for at hjælpe de medarbejdere?
Det mener psykolog og ekspert i omsorgssvigt og forråelse, Dorthe Birkmose.
”Det har jo konsekvenser, når ældreministeren og andre politikere udskammer medarbejderne i landsdækkende medier. De bliver nødt til at forstå, at de ødelægger ældreområdet. Med udmeldingen om manglende empati og brodne kar siger de samtidig, at de ikke vil hjælpe nogen,” siger Dorthe Birkmose og tilføjer, at de udmeldinger kun vil accelerere den flugt fra faget, som FOA har kunnet dokumentere.
Politikerne forværrer det
Politikerne burde vide bedre, når de i medierne gør et strukturelt problem til den enkeltes skyld i medierne, mener Dorthe Birkmose.
”Jeg ville ønske, at politikerne i stedet sig for at positionere sig i en valgkamp, tænkte på at hjælpe lederne og medarbejderne, så de kan hjælpe borgerne og de pårørende . Nu har vi udskammet siden sagen om Fælledgården i 2006, og det har ikke virket. Kan vi ikke blive enige om det? Lad os prøve at gøre noget andet.”
I dokumentaren ser vi, hvordan følelsen af afmagt og ligegyldighed er sivet ned fra ledelsen, der ikke reagerer på viden om omsorgssvigt, til medarbejderne, der handler forrået, forklarer Dorthe Birkmose.
Vi ser et klassisk eksempel på forråelse, hvor tonen fra en medarbejder til en borger, der ikke vil i seng, bliver hård. Vi ser den samme hårde tone til en borger, der ikke vil i bad. Eksempler på afmagtshandlinger, mener Dorthe Birkmose, som de fleste – i hvert fald forældre til småbørn – måske kan genkende, selvom vi ved, at det er forkert.
Og så ser vi et eksempel på den mest ildevarslende del af forråelsen, forklarer psykologen, nemlig den, hvor man for at passe på sig selv, gør sig ligeglad med sit arbejde.
”Den helt ekstreme resignation, som jeg godt kan forstå, at tv-seerne reagerer på, er, hvor vi ser en medarbejder, der sidder og handler tøj, mens en døende beboer har brug for hende. Det er den ultimative forråede resignation. Hun ved jo godt, hun skal være ved borgeren, men hun er nået dertil, hvor hun har gjort sig ligeglad. Sådan ser jeg medarbejdere og ledere blive, hvis de gang på gang står alene i afmagtssituationer, hvor de ingen hjælp får.”
”Hun er altså blevet svigtet. Derfor er det hjerteskærende at høre på, at hun skal udskammes og fyres. Det er de her svigt, som sker gang på gang, hvor medarbejdere bliver ladt i stikken og ikke bliver hjulpet. Det er det, der er problemet.”
-Men kan den medarbejder ikke være et af de ’brodne kar’, som politikerne refererer til?
”Lad os lege med tanken om, at der er en medarbejder, der allerede ved ansættelsen ikke gider sit arbejde og er ligeglad. Så kan man spørge – hvorfor reagerer ingen på det? Hvis der er én medarbejder, der ikke gider sit arbejde, vil alle omkring – både kolleger og den nærmeste leder – se faresignalerne. Især på et plejecenter, hvor man arbejder meget tæt. Hun kan jo ikke være et broddent kar, for hvis der kun var én kollega, der lavede massive fejl, ville gruppen af kolleger reagere prompte. Derfor ved jeg, at det her problem er kommet snigende, fordi hun blot udviser voldsomme symptomer på den slitage, som fylder på hele arbejdspladsen. Forråelse er aldrig et individuelt problem. Det vil altid være et kollektivt problem. Først den dag, vi forstår det, kan vi hjælpe.”
Men at løse problemet med forråelse er lettere sagt end gjort. Og ifølge Dorthe Birkmose er mange topledere i kommunerne angste for at ende i en mediesag som denne. Derfor hyrer de konsulenter til at klare sig igennem en tilsynsrapport uden påbud – ikke for at gøre op med forråelse og omsorgssvigt – men for at se godt ud udadtil. Og med politikernes reaktion med udskamning af både medarbejdere og arbejdsplads forstår Dorthe Birkmose godt den strategi.
”Det, som vi alle sammen lærer af sagen fra Nørremarken, er, at hvis vores fejl og mangler kommer frem i lyset, bliver det værst for os selv. For vi vil blive udskammet, truet, fyret, straffet, og vi vil ikke blive hjulpet,” siger psykologen, som ville ønske, at der var psykologisk tryghed nok til at tale højt om de problemer, som en udsultet ældresektor naturligt vil have.
”Jeg ville ønske, at vores første fælles respons var okay, hvad gik galt? Og i hvor lang tid har det her været under opsejling? Hvor mange har svigtet jer? Hvordan er vi kommet hertil, at der var noget at filme? Vi mangler at forstå og kende forhistorien,” siger Dorthe Birkmose.
Dorthe Birkmose mener, at den nye leder, som Nørremarken har fået den 15. september, har gjort det rigtige ved at lade den ellers hjemsendte Anne Andreasen, som var den medarbejder, der har råbt ledelsen op og kontaktet til TV 2, komme tilbage.
”Det viser, at den nye leder er klar til at høre om problemerne. Det er her, vi så småt begynder at finde løsninger. Men det kræver, at den nye leder har rygdækningen hele vejen op i systemet. Psykologisk tryghed starter i toppen. Så spørgsmålet er, at om den øverste ledelse tør høre, hvad der sker i praksis og være til rådighed som en reel hjælp,” siger hun.