Annonce

Portrætbillede af Pia Heidi Nielsen

Debat 

Klumme: Supersygehuse uden produktionskøkkener

Det behøver ikke at være dyrere at tilbyde hjemmelavet mad fremfor halv- og helfabrikata på hospitalerne. Alligevel opføres regionshospitalerne uden produktionskøkkener, skriver sektorformand for Kost- og Servicesektoren, Pia Nielsen i denne klumme.

Annonce

”Det er en ommer,” skriver Pia Nielsen i denne klumme om de nye supersygehuse, som hun ikke mener, er så super alligevel.  Malte Kristiansen

Af Pia Nielsen
Sektorformand

Annonce

Hver dag producerer dedikerede køkkenmedarbejdere i offentlige institutioner over en halv million måltider. Indbydende og frisk mad på hospitalerne er centralt for, at patienterne kan modtage den rette behandling og komme hurtigere til kræfter.

Velsmagende og sund mad skaber trivsel og kortere indlæggelsestider. Og erfaringerne viser, at det ikke behøver at være dyrere, at måltiderne er hjemmelavede fremfor halv- og helfabrikata, samtidig med at det markant løfter patienternes tilfredshed.

Alligevel oplever vi, at regionerne i disse år opfører en række nye, moderne sygehuse rundt om i landet, som ikke har produktionskøkkener, og hvor patienterne vil få serveret mad, der er tilberedt i køkkener uden for sygehusene.

Hvert år uddeler Landbrug og Fødevarer ’Køkkenprisen’ til storkøkkener med fokus på at servere bæredygtige måltider med målgruppen og måltidsoplevelsen i centrum. I år gik prisen meget fortjent til Nordsjællands Hospital i Hillerød. Desværre kan de dygtige kantinemedarbejdere i Hillerød ikke fortsætte deres indsats for patienterne i fremtiden.

For når Nordsjællands Hospital i Hillerød lukkes, og alt flyttes til Nyt Hospital Nordsjælland, lukker man også ned for egenproduktionen af mad og måltider til patienterne, for det nye ’superhospital’ er udelukkende indrettet med et modtagerkøkken.

Det lyder altså ikke særlig super. Det er en ommer. Ikke kun i Nordsjælland, men på alle hospitaler over hele Danmark har patienterne fortjent friske, ernæringsrigtige og veltilberedte måltider.

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev