”Jeg vil gerne fortælle min historie for at advare andre syge om, at kommunen tjekker alt – også sociale medier – for at finde ud af, om man snyder systemet.”

Sådan fortæller en 41-årig social- og sundhedshjælper, som vi i denne artikel kalder Mie, men hvis rigtige identitet er redaktionen bekendt.

Mie, som er i dag sygemeldt med skader, som hun fik på sit job i hjemmeplejen, blev nemlig mistænkt for at snyde med sine sygedagpenge på baggrund af en Facebook-video, som kommunen faldt over. 

Årsagen til, at Mie i første omgang kom på sygedagpenge, var en ulykke, som fandt sted i soveværelset hos en borger, hun besøgte i sit job i hjemmeplejen.

Borgeren – en ældre herre på over 100 kg – skulle i bad. Men på vej til badeværelset fra soveværelset gled han. Mie forsøgte at skærme ham fra faldet, men det lykkedes ikke. I stedet gik uheldet ud over hende selv. I 14 dage var Mie bundet til sengen, for hun kunne ikke mærke sine ben, og i cirka en måned var hun sygemeldt fra sit job.

Efterfølgende startede hun stille og roligt op på arbejdet igen dækket af smertestillende og med skånehensyn. Hun havde fået lov til at få den rute, som lå kortest fra hjemmeplejens udgangspunkt, og på den måde kunne hun gå rundt og holde pauser undervejs.

Men året efter i oktober 2020 var hun igen ude for et uheld. En borger skulle flyttes fra sin seng til sin kørestol, og Mie og en kollega stod for opgaven. Men borgeren havde aldrig fået leveret sine hjælpemidler – glidestykker – så Mie og kollegaen måtte bruge deres egne kræfter. 

”Det gjorde bare rigtig, rigtig ondt og forværrede mine symptomer. Men jeg gjorde mit arbejde færdigt, så jeg kunne få fri og komme hjem. Om natten kunne jeg ikke sove på grund af smerter. Jeg kunne ikke gå, for jeg kunne ikke mærke mine ben eller tømme min blære. Og så blev jeg indlagt. Siden den vagt har jeg ikke været tilbage på mit job,” fortæller Mie.

Ved en scanning kunne lægen konstatere, at Mies smerter skyldes en diskusprolaps med nervepåvirkning. Og i de knap to år, der er gået siden uheld nummer to, har Mie forsøgt at komme smerterne til livs. Kiropraktik, fysioterapi, massage og blokadebedøvelse – alt sammen har hun prøvet. 

Noget virker et par dage, andet i et par timer, men smerterne vender altid tilbage. 

”Jeg kan gå, men ikke langt. Jeg kan sidde, men ikke i lang tid, for så får jeg ondt i benene. Jeg går på et smertecenter, hvor jeg får behandling, og jeg tager smertestillende medicin morgen, middag, aften og nat,” siger Mie, som fortæller, at nogle dage er gode, mens andre er rigtig dårlige.

Og de dårlige dage har der været mange af for Mie. Det har hendes veninder også bemærket. Hun er tit nedtrykt og kommer sjældent ud på grund af sine smerter. Derfor var veninderne glade, da Mie tog med til en fest i foråret sidste år.

Mie havde taget morfin for at kunne holde ud af være til festen så længe som muligt, og humøret og stemning til festen var høj, så Mie så sit snit til at få en kort svingom med veninderne. Det var der en af dem, der filmede.

”Min veninde syntes, det var så dejligt at se, at jeg hyggede mig til festen, fordi jeg har været ked af det så længe,” siger Mie.

Den cirka to minutter lange video, hvor Mie danser, røg på Facebook – og der lå den uforstyrret i syv måneder. Indtil kommunen opdagede den. Og så dumpede en mail ind i Mies indbakke. 

Kommunens kontrolenhed ville gerne se hende til møde.

Hvordan ville Mie forklare, at hun kan danse til en fest, når hun er syg? Det ville Faaborg-Midtfyns Kommunes kontrolenhed vide.

”Jeg kan godt forstå, at de misforstår det, men jeg dansede jo ikke hele natten. Det var et par minutter. Jeg havde drukket rødvin og var på morfin, så jeg mærkede ikke smerterne så meget, som jeg plejer. Desuden kostede det mig tre dage i sengen bagefter. Det poster man jo ikke på Facebook,” siger Mie.

Men det var ikke kun videoen, der var et problem. På et andet billede på Mies Facebook-profil stod hun foran nogle blomster, og kontrolenheden ville derfor høre, om hun havde været ude at rejse.

Men blomsterne, som var plantet foran et hotel, var Mie og en veninde gået forbi på en tur til Svendborg. På et andet billede sad Mie på en græsplæne – og her savnede kommunen svar på, hvordan hun var kommet op igen. Til det kunne Mie svare, at hendes veninde, som havde taget billedet, jo havde hjulpet hende op.

”Jeg bliver meget ked af det. Jeg er åbenbart ikke en, folk stoler på. Det er nemmere at have gips på, eller have en bule eller et slag, der kan ses. Men man kan jo ikke se, at jeg har smerter i ryggen. Eller jo, de kan se det i min journal fra mine scanninger, men dem kigger de jo ikke på. Det gør mig så gal,” siger Mie, som i alt var til tre møder med kontrolenheden.

I løbet af sin sygemelding har Mie hele tiden følt, at kommunen har forsøgt at tale hendes smerter ned. Ifølge Mie har hun flere gange fået at vide af en jobkonsulent, som også var fysioterapeut, at hendes diskusprolaps var ’gået væk’, og at de smerter, hun oplevede, var muskelsmerter. Det til trods for, at der i Mies journal fra sygehuset står, at der er lægelig enighed om, at diskusprolapsen har rodpåvirkning.

”På sygehuset siger de, at jeg ikke må strække mig og bukke mig, for det forværrer mine symptomer. Det hele står i min sygehusjournal, men den har kommunen ikke indhentet. Konsekvensen for mig, hvis jeg presser mig selv for meget, er, at jeg har ondt tre dage efter. Og de presser mig, når de siger, at ’jo kom nu, du kan godt,’” siger Mie.

Hun har også oplevet, at kommunen har skudt hende dårlige intentioner i skoene. For eksempel da hun blev tilknyttet genoptræning 30 minutters kørsel fra hjemmet.

”Så lang tid kan jeg ikke køre uden at få smerter i benene. Når jeg først har fået smerter i benene, kan jeg ikke lave øvelser til træning. Men min sagsbehandler vil ikke tro på mig og bliver ved med at sige, at jeg nægter at træne. Men det passer ikke. Jeg vil gerne træne tættere på,” siger Mie. 

Derudover har jobcenteret flere gange i Mies jobprøvningsperiode forsøgt at få hende til at arbejde flere timer, selvom både Mie selv, hendes FOA-afdeling og hendes egen læge har advokeret for det modsatte. Nemlig at hendes helbred ikke kunne klare de ni timer, den ugentlige praktik fandt sted.

”Min læge blev så gal, da de i stedet sagde, at jeg skulle op i tid. Nu stopper det, sagde hun.”

Til sidst måtte kommunen opgive sin sag. Kontrolenheden kunne ikke bevise, at Mie var for rask til at være på sygedagpenge. Det kunne Mies sagsbehandler, Gitte Sørensen fra FOA Odense, forstå, da hun rykkede for et svar.

”Der gik lang tid, og jeg hørte ikke noget. Så jeg skrev til kontrolenheden for at høre, om de var kommet frem til en udtalelse. De melder så, at de har sendt deres oplysninger videre til jobcenteret. Og så når vi helt hen i april, før vi er til opfølgningssamtale med jobcenteret, hvor jeg siger, at nu har vi altså brug for at få at vide, hvad der kom ud af de kontrolundersøgelser. Der kom ingen repressalier fra jobcenterets side, sagde de. Men vi skulle selv være opsøgende for at få den her sag afsluttet,” siger Gitte Sørensen, som efterfølgende har klaget til kommunen.

”Vi ønsker bare, at kommunen og jobcenteret vil gøre sig nogle refleksioner om, hvad de gør ved vores sygemeldte borgere. Vi vil jo gerne undgå, at sådan noget sker igen. De opførte sig, som om de var klogere end lægerne. Det hele kunne have været undgået, hvis bare sagsbehandleren havde indhentet oplysninger fra sygehuset, for det fremgår af journalnotat fra sygehuset i september 2021, at der ikke er tvivl i forhold til, at Mie har en diskusprolaps med rodpåvirkning,” siger Gitte Sørensen.

Selvom kommunen måtte droppe sagen, og Mie har fået lov at beholde sine sygedagpenge, har sagen i kontrolenheden kostet på psyken. Faktisk så meget, at hun har fået en svær depression og har haft selvmordstanker. 

Efter kontrolmøderne havde Mie mareridt. Hun græd hele tiden, havde gardinerne trukket for, var bange for at blive forfulgt og var tæt på at blive indlagt på psykiatrisk.

”Jeg kunne ikke holde ud at leve det liv, som jeg gjorde, fordi folk ikke forstår det. Jeg sagde til min mand, at nu ville jeg lave en sidste madpakke til vores datter, fordi jeg ville ikke leve mere på den her måde. Han sagde, at det må jeg ikke sige. Men mit liv er ad helvedes til, og jeg har smerter hver eneste dag, og folk ser mig som en løgner,” fortæller Mie.

I dag har hun det bedre psykisk. Ikke godt, men bedre. Hun går til behandling på smertecenteret, og når de fysiske problemer på et tidspunkt mindskes, skal hun gå til psykolog for at få styr på det psykiske. At arbejde med begge ting samtidig vil være for stor en belastning, mener både Mies læge og smertecenteret. 

FOA har forsøgt at få kommunen til at betale for den psykologhjælp, Mie står overfor, for behandlingen i jobcenteret har været udløsende årsag til, at hun har brug for at se en psykolog. Men det har kommunen nægtet. 

”Sygedagpengelederen mener ikke, at man har pådraget sig et erstatningsansvar i forhold til at dække udgifter til en psykolog, og det mener jeg ikke er rigtigt,” siger Gitte Sørensen, Mies sagsbehandler fra FOA Odense.

Maria Melchiorsen, som er forbundssekretær i FOA, kalder Mies sag for ’meget, meget trist’. Men desværre, fortæller hun, er sagens omdrejningspunkt – mistænkeliggørelse af syge borgere – et velkendt problem.

”Dét ikke at blive troet er noget af det værste, man kan blive udsat for som menneske. Vi ved fra undersøgelser, at folk, der sidder fast i systemet lang tid, kan få følgesygdomme som for eksempel depression. Og jeg vil skyde på, at mistænkeliggørelse fra systemet er den udløsende faktor i 99,9 procent af vores sager med medlemmer, der bliver psykisk påvirkede af at være i systemet. Det er virkelig vildt,” siger Maria Melchiorsen. 

”Jeg forstår godt kommunernes tankegang, når de gerne vil have folk hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet, men i sager som denne får man jo den helt omvendte effekt, når borgeren får det værre,” siger hun.

Så selvom det kan virke begrænsende, anbefaler Maria Melchiorsen, at man som sygemeldt undlader at poste billeder på de sociale medier, som kommunen kan få adgang til.

”Det er trist, at man ikke kan gå en tur i skoven, bage boller med sine børnebørn eller tage til en fest uden at blive mistænkeliggjort. For det åndehul har man brug for, når man er syg. Men mit bedste råd vil være, at man skal lade være med at poste det på de sociale medier, når man gør det. For så længe vores system er, som det er nu, risikerer man for meget ved det. Desværre,” siger forbundssekretæren.

Hos Faaborg-Midtfyns Kommune vil man ikke kommentere på den konkrete sag. Det skriver afdelingsleder i Økonomi, Christina Rahbæk Juel, via mail.

”Helt grundlæggende har vi naturligvis stor forståelse for, at de borgere, som kommer igennem et forløb hos Kontrolenheden, kan stå i en svær situation. Derfor er vi også meget opmærksomme på, at vi både taler og skriver venligt og forståeligt til de borgere, der bliver undersøgt af Kontrolenheden. Formålet med en Kontrolenheds arbejde er at undgå eventuel misbrug af sociale ydelser, og derfor skal Kontrolenheden undersøge alle indkomne sager, herunder også opmærksomhedspunkter fra Jobcentret.”

Hun skriver videre, at kontrolenheden ikke indhenter læge- og sygehusjournaler, og at det ikke er kontrolenheden, der træffer beslutninger eller kommer med indstillinger for det videre forløb for borgeren.